2 Tessalonikerne 2
1 Men vi bede eder, Brødre! angaaende vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse og vor Samling til ham,
I ⱪerindaxlar, Rǝbbimiz Əysa Mǝsiⱨning ⱪayta kelixi, xundaⱪla bizning Uning bilǝn bir yǝrgǝ jǝm ⱪiliniximiz toƣrisida silǝrdin xuni ɵtünümizki,
2 at I ikke i en Hast maa lade eder bringe fra Besindelse eller forskrække hverken ved nogen Aand eller ved nogen Tale eller Brev, der skulde være fra os, som om Herrens Dag var lige for Haanden.
Əgǝr silǝr «mǝlum roⱨtin kǝlgǝn wǝⱨiy»din bolsun, birsining sɵz-tǝlimidin bolsun yaki «bizning namimizda» yezilƣan mǝlum hǝtlǝrdin bolsun «Rǝbning küni yetip kǝldi» degǝn sɵzni anglisanglar, jiddilixip ⱨoduⱪup kǝtmǝnglar yaki dǝkkǝ-dükkigǝ qüxmǝnglar!
3 Lad ingen bedrage eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme og Syndens Menneske aabenbares, Fortabelsens Søn,
Bu ixlarda ⱨǝrⱪandaⱪ adǝmning ⱨǝrⱪandaⱪ usul bilǝn silǝrni aldixiƣa yol ⱪoymanglar; qünki awwal «[qong] yenix» bolup, andin «gunaⱨiy adǝm», yǝni «ⱨalakǝtkǝ mǝⱨkum ⱪilinƣuqi adǝm» axkarilanmiƣuqǝ, axu kün kǝlmǝydu.
4 han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom, saa at han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud.
Xu adǝm huda dǝp atalƣanƣa yaki kixilǝr qoⱪunidiƣan ⱨǝrⱪandaⱪ nǝrsilǝrgǝ ⱪarxi qiⱪip, ɵzini ⱨǝmmidin üstün ⱪilip kɵrsitidu; u xundaⱪ ⱪilip Hudaning ibadǝthanisida olturuwelip, ɵzini Huda dǝp kɵrsitip jakarlaydu.
5 Komme I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos eder?
Mǝn silǝr bilǝn billǝ bolƣan waⱪtimda bularni silǝrgǝ eytⱪinim esinglarda bardu?
6 Og nu vide I, hvad der holder ham tilbage, indtil han aabenbares i sin Tid.
Wǝ uning bǝlgilǝngǝn waⱪti-saiti kǝlmigüqǝ axkarilanmasliⱪi üqün, nemining uni tosup turuwatⱪanliⱪi silǝrgǝ mǝlum.
7 Thi Lovløshedens Hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først maa komme af Vejen,
Qünki «ⱪanunni yoⱪatⱪuqi sirliⱪ küq» alliⱪaqan yoxurun ⱨǝrikǝt ⱪilmaⱪta; lekin bu ixlarni ⱨazirqǝ tosup keliwatⱪan birsi bardur; U otturidin qiⱪⱪuqǝ xundaⱪ tosuⱪluⱪ peti turidu;
8 og da skal den lovløse aabenbares, hvem den Herre Jesus skal dræbe med sin Munds Aande og tilintetgøre ved sin Tilkommelses Aabenbarelse,
andin axu «ⱪanunni yoⱪatⱪuqi» axkarilinidu; biraⱪ Rǝb Əysa aƣzidiki nǝpisi bilǝnla uni yutuwetidu, kǝlgǝn qaƣdiki parlaⱪ nuri bilǝn uni yoⱪ ⱪiliwetidu.
9 han, hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens Magt og Tegn og Undere
«Ⱪanunni yoⱪatⱪuqi»ning mǝydanƣa qiⱪixi Xǝytanning pǝntliri bilǝn bolidu, u ⱨǝr türlük küq-ⱪudrǝt, mɵjizǝ wǝ yalƣan karamǝtlǝrni kɵrsitip,
10 og med alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke toge imod Kærligheden til Sandheden, saa de kunde blive frelste.
ⱨalakǝtkǝ yüzlǝngǝnlǝrni azduridiƣan ⱨǝrhil ⱪǝbiⱨ ⱨiylǝ-mikirlǝrni ixlitidu. Ularning ⱨalakǝt aldida turuwatⱪanliⱪining sǝwǝbi ɵzlirini nijatⱪa yetǝklǝydiƣan ⱨǝⱪiⱪǝtni sɵymǝy, uningƣa ⱪǝlbidin orun bǝrmǝslikidindur.
11 Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, saa at de tro Løgnen,
Xu sǝwǝbtin, Huda ularƣa yalƣanqiliⱪⱪa ixǝnsun dǝp ⱨǝⱪiⱪǝttin qǝtnitidiƣan bir küq ǝwǝtidu.
12 for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede Sandheden, men fandt Behag i Uretfærdigheden.
Nǝtijidǝ, ⱨǝⱪiⱪǝtkǝ ixǝnmǝy, bǝlki ⱪǝbiⱨlikni hursǝnlik dǝp bilgǝnlǝrning ⱨǝmmisi jazaƣa mǝⱨkum ⱪilinidu.
13 Men vi ere skyldige at takke Gud altid for eder, I af Herren elskede Brødre! fordi Gud har udvalgt eder fra Begyndelsen til Frelse ved Aandens Helligelse og Tro paa Sandheden,
Lekin, ǝy, Rǝb sɵygǝn ⱪerindaxlar, biz silǝr üqün ⱨǝrdaim Hudaƣa tǝxǝkkür eytiximizƣa toƣra keliduki, Huda Roⱨning wasitisidǝ pak-muⱪǝddǝs ⱪilinixinglar wǝ ⱨǝⱪiⱪǝtkǝ ixinixinglar arⱪiliⱪ silǝrni nijatⱪa erixixkǝ muⱪǝddǝmdila talliwaldi.
14 hvortil han kaldte eder ved vort Evangelium, for at I skulde vinde vor Herres Jesu Kristi Herlighed.
U biz yǝtküzgǝn hux hǝwǝr arⱪiliⱪ silǝrni xu nijatⱪa, yǝni Rǝbbimiz Əysa Mǝsiⱨning xan-xǝripigǝ erixixkǝ qaⱪirdi.
15 Saa staar da fast, Brødre! og holder fast ved de Overleveringer, hvori I bleve oplærte, være sig ved vor Tale eller vort Brev.
Xuning üqün, ǝy ⱪerindaxlar, tapan tirǝp turunglar, biz silǝrgǝ eƣizqǝ yaki hǝt arⱪiliⱪ yǝtküzgǝn tǝlimni qing tutunglar!
16 Men han selv, vor Herre Jesus Kristus og Gud vor Fader, som har elsket os og givet os en evig Trøst og et godt Haab i Naade, (aiōnios g166)
Əmdi Rǝbbimiz Əysa Mǝsiⱨning Ɵzi wǝ bizni sɵygǝn, meⱨir-xǝpⱪǝt bilǝn mǝnggülük riƣbǝt-tǝsǝlli ⱨǝm güzǝl ümid ata ⱪilƣan Huda’Atimiz (aiōnios g166)
17 han trøste eders Hjerter og styrke eder i al god Gerning og Tale!
ⱪǝlbinglarni riƣbǝtlǝndürgǝy ⱨǝmdǝ silǝrni ⱨǝrbir güzǝl ix ⱪilixta, ⱨǝrbir yahxi sɵzlǝrni yǝtküzüxtǝ küqlǝndürgǝy!
