2 Samuel 1

1 Og det skete efter Sauls Død, der David var kommen tilbage efter at have slaaet Amalekiterne, da blev David i Ziklag to Dage.

Or, il arriva, après que Saül fut mort, que David revint de la défaite d’Amalec, et qu’il demeura à Siceleg pendant deux jours.

2 Og det skete paa den tredje Dag, se, da kom en Mand fra Lejren fra Saul, og hans Klæder vare sønderrevne, og der var Jord paa hans Hoved, og det skete, der han kom til David, da faldt han ned paa Jorden og nedbøjede sig.

Mais au troisième jour, il parut un homme, venant du camp de Saül, le vêtement déchiré et la tête couverte de poussière; et dès qu’il arriva auprès de David, il tomba sur sa face, et se prosterna.

3 Og David sagde til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er undkommen af Israels Lejr.

Et David lui demanda: D’où viens-tu? Celui-ci lui répondit: Je me suis échappé du camp d’Israël.

4 Og David sagde til ham: Hvad er der sket for en Sag? Kære, kundgør mig det! Og han sagde: Alt Folket flyede fra Slaget, der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.

David lui demanda encore: Qu’est-ce qui a été fait? Apprends-le moi. Il répondit: Le peuple s’est enfui de la bataille, et beaucoup d’entre le peuple, ayant succombé, sont morts; et Saül même et Jonathas son fils ont péri.

5 Og David sagde til den unge Karl, som forkyndte ham dette: Hvorledes ved du, at Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde?

Et David dit au jeune homme qui lui apportait la nouvelle: D’où sais-tu que Saül est mort, et Jonathas son fils?

6 Da sagde den unge Karl, som forkyndte ham det: Det hændte sig, at jeg kom paa Gilboas Bjerg, og se, Saul støttede sig paa sit Spyd, og se, Vogne og Rytternes Anførere trængte ind paa ham.

Et le jeune homme qui lui apportait la nouvelle lui répondit: Je suis venu par hasard sur la montagne de Gelboé, et Saül était appuyé sur sa lance; or, les chariots et les cavaliers s’avançaient vers lui,

7 Og han saa omkring bag sig og saa mig, og han kaldte ad mig, og jeg sagde: Se, her er jeg.

Et s’étant retourné, et me voyant, il m’a appelé. Et quand je lui eus répondu: Me voici,

8 Og han sagde til mig: Hvo er du? og jeg sagde til ham: Jeg er en Amalekiter.

Il me demanda: Qui es-tu? Et je lui répondis: Je suis Amalécite.

9 Da sagde han til mig: Kære, træd hen til mig, og dræb mig, thi Krampen har grebet mig; men Livet er endnu ganske i mig.

Alors il me dit: Jette-toi sur moi, et tue-moi, parce que je suis en proie aux angoisses, et que toute mon âme est encore en moi.

10 Og jeg traadte hen til ham og dræbte ham, thi jeg vidste, at han ikke kunde leve efter sit Fald; og jeg tog Kronen, som var paa hans Hoved, og Armsmykket, som var paa hans Arm, og har bragt dem hid til min Herre.

Me jetant donc sur lui, je le tuai; car je savais qu’il ne pouvait pas vivre après son désastre; alors je pris le diadème qui était sur sa tête, et le bracelet de son bras, et je les apportai ici à vous, mon seigneur.

11 Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligervis alle Mændene, som vare hos ham.

Mais David prenant ses vêtements, les déchira; ce que firent aussi tous les hommes qui étaient avec lui.

12 Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over Herrens Folk og over Israels Hus, at de vare faldne ved Sværdet.

Et ils furent dans le deuil, et ils pleurèrent et ils jeûnèrent jusqu’au soir, au sujet de Saül, de Jonathas, son fils, du peuple du Seigneur et de la maison d’Israël, parce qu’ils avaient succombé au glaive.

13 Og David sagde til den unge Karl, som gav ham det til Kende: Hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en fremmed amalekitisk Mands Søn.

Et David dit au jeune homme qui lui avait apporté la nouvelle: D’où es-tu? Il répondit: Je suis fils d’un étranger, d’un Amalécite.

14 Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke for at udrække din Haand til at dræbe Herrens Salvede?

Et David lui dit: Pourquoi n’as-tu pas craint de lever ta main, pour tuer le christ du Seigneur?

15 Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, saa at han døde.

Et David appelant un de ses serviteurs, dit: Approche-toi, jette-toi sur lui. Le serviteur le frappa, et il mourut,

16 Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg har dræbt Herrens Salvede.

Et David ajouta: Ton sang sur ta tête! car ta bouche a parlé contre toi, disant: C’est moi qui ai tué le christ du Seigneur.

17 Og David sang denne Klagesang over Saul og over Jonathan, hans Søn,

Alors David fit entendre cette complainte sur Saül et sur Jonathas, son fils

18 og han befalede, at man skulde lære Judas Børn „Buen‟; se, den er skreven i den oprigtiges Bog:

(Et il ordonna qu’on enseignât l’arc aux enfants de Juda, comme il est écrit dans le Livre des Justes), et il dit: Considère, ô Israël, ceux qui sont morts sur tes hauts lieux, couverts de blessures.

19 O Israels Pryd! paa dine Høje ligger han ihjelslagen; hvorledes ere de vældige faldne?

Les illustres, ô Israël, ont été tués sur tes montagnes: comment des forts sont-ils tombés?

20 Giver det ikke til Kende i Gath, bebuder det ikke paa Gaderne i Askalon, at Filisternes Døtre ikke skulle glæde sig, at de uomskaarnes Døtre ikke skulle fryde sig!

Ne l’annoncez pas dans Geth, ne l’annoncez pas dans les carrefours d’Ascalon, de peur que les filles des Philistins ne se livrent à la joie, et que les filles des incirconcis ne bondissent d’allégresse.

21 I Bjerge udi Gilboa! der skal ikke komme Dug, ej heller Regn paa eder, der skal ej heller være Agre med Offergaver; thi der er de vældiges Skjold besmittet, Sauls Skjold ikke salvet med Olie.

Montagnes de Gelboé, que ni pluie, ni rosée ne viennent sur vous: qu’il n’y ait point de champs de prémices, parce que là a été jeté un bouclier de forts, le bouclier de Saül, comme s’il n’avait pas été oint avec l’huile.

22 Jonathans Bue vendte ikke tilbage fra de ihjelslagnes Blod, fra de vældiges Fedme, og Sauls Sværd kom ikke tilbage forgæves.

La flèche de Jonathas n’est jamais retournée en arrière, sans avoir du sang de ceux qui ont été tués, et de la graisse des forts, et le glaive de Saül n’est pas revenu en vain.

23 Saul og Jonathan vare elskelige og liflige i deres Liv, de bleve heller ikke adskilte i deres Død; de vare lettere end Ørne, de vare stærkere end Løver.

Saül et Jonathas, aimables et beaux dans leur vie, même à leur mort, n’ont pas été séparés; plus rapides que des aigles, plus forts que des lions.

24 I Israels Døtre! græder over Saul, ham, som klædte eder stadseligt med Skarlagen, ham, som lod sætte Prydelse af Guld paa eders Klæder.

Filles d’Israël, pleurez sur Saül, qui vous revêtait d’écarlate au milieu des délices, et vous fournissait de l’or pour votre parure.

25 Hvorledes ere de vældige faldne midt i Slaget? Jonathan er ihjelslagen paa dine Høje!

Comment des forts sont-ils tombés dans la bataille? Jonathas a été tué sur tes hauteurs.

26 Jeg er saare bedrøvet for dig, min Broder Jonathan! du var mig saare liflig, din Kærlighed var mig underfuldere end Kvinders Kærlighed.

Je pleure sur toi, mon frère, Jonathas, de la plus grande beauté, aimable au-dessus de l’amour des femmes. Comme une mère aime son fils unique, ainsi moi je te chérissais.

27 Hvorledes ere de vældige faldne, og Krigsvaaben gaaet tabte?

Comment des forts sont-ils tombés, et des armes guerrières ont-elles péri?