2 Samuel 3
1 Og der var en langvarig Krig imellem Sauls Hus og imellem Davids Hus; men David blev bestandig stærkere, men Sauls Hus blev bestandig svagere.
Ⱨalbuki, Saulning jǝmǝti bilǝn Dawutning jǝmǝti ottursidiki jǝng uzun waⱪitⱪiqǝ dawamlaxti; Dawutning jǝmǝti barƣanseri küqǝydi, lekin Saulning jǝmǝti barƣanseri ajizlaxmaⱪta idi.
2 Og Sønner bleve fødte for David i Hebron, og hans førstefødte var Amnon af Ahinoam, den jisreelitiske;
Ⱨebronda Dawut bir ⱪanqǝ oƣulluⱪ boldi, uning tunjisi Amnon bolup, Yizrǝǝllik Aⱨinoamdin tuƣuldi;
3 og hans anden var Kileab af Abigail, Karmeliteren Nabals Hustru; og den tredje var Absalom, en Søn af Maaka, der var en Datter af Thalmaj, Kongen i Gesur;
ikkinqisi Kileab bolup Karmǝllik Nabalning ayali bolƣan Abigaildin tuƣuldi. Üqinqisi Abxalom idi. U Gǝxorning padixaⱨi Talmayning ⱪizi Maakaⱨdin tuƣulƣanidi,
4 og den fjerde var Adonja, Hagiths Søn; og den femte var Safatja, Abitals Søn;
tɵtinqisi Adoniya bolup Ⱨaggittin tuƣulƣan idi. Bǝxinqisi Xǝfatiya bolup Abitaldin tuƣulƣan idi.
5 og den sjette var Jethream af Egla, Davids Hustru. Disse bleve fødte for David i Hebron.
Altinqisi Yitriam bolup Dawutning ayali Əglaⱨdin tuƣuldi. Dawutning bu altǝ oƣlining ⱨǝmmisi Ⱨebronda tuƣuldi.
6 Og det skete, da der var Krig imellem Sauls Hus og Davids Hus, at Abner blev vældig i Sauls Hus.
Saulning jǝmǝti bilǝn Dawutning jǝmǝti otturisidiki jǝng dawamida, Abnǝr Saulning jǝmǝtidǝ ɵz ⱨoⱪuⱪini küqǝytti.
7 Og Saul havde en Medhustru, hvis Navn var Rizpa, Ajas Datter; og Isboseth sagde til Abner: Hvi gik du ind til min Faders Medhustru?
Əmdi Saulning bir kiniziki bar idi; u Ayaⱨning ⱪizi bolup, ismi Rizpaⱨ idi. Bir küni Ixboxǝt Abnǝrgǝ: Nemixⱪa atamning keniziki bilǝn billǝ boldung? — dedi.
8 Da optændtes Abners Vrede saare over Isboseths Ord, og han sagde: Er jeg et Hundehoved, som holder med Juda? i Dag viser jeg Miskundhed imod din Fader Sauls Hus, imod hans Brødre og imod hans Venner, og har ikke overgivet dig i Davids Haand, og du irettesætter mig for Misgerningen med Kvinden i Dag!
Abnǝr Ixboxǝtning bu sɵzlirigǝ intayin aqqiⱪlinip mundaⱪ dedi: — «Mǝn bügünki kündimu atang Saulning jǝmǝtigǝ, uning uruⱪ-tuƣⱪanliriƣa wǝ dostliriƣa meⱨribanliⱪ kɵrsitip, seni Dawutning ⱪoliƣa tapxurmiƣan tursam, meni Yǝⱨudaƣa tǝwǝ bir itining bexidǝk kɵrüp, bügün bu hotun üqün meni gunaⱨⱪa buyrumaⱪqimusǝn?
9 Gud gøre Abner nu og i Fremtiden saa og saa! som Herren har tilsvoret David, saaledes vil jeg gøre imod ham:
Mǝn Pǝrwǝrdigarning Dawutⱪa ⱪǝsǝm bilǝn wǝdǝ ⱪilƣinidǝk ⱪilmisam Huda mǝnki Abnǝrni ⱪattiⱪ ursun wǝ uningdin artuⱪ ursun!
10 Jeg vil føre Kongedømmet fra Sauls Hus og oprejse Davids Trone over Israel og over Juda fra Dan og indtil Beersaba.
— yǝni, padixaⱨliⱪni Saulning jǝmǝtidin yɵtkǝp, Dawutning tǝhtini Dandin Bǝǝr-Xebaƣiqǝ pütkül Israil bilǝn Yǝⱨudaning üstigǝ tiklimisǝm!».
11 Da kunde han ikke svare Abner et Ord igen, fordi han frygtede for ham.
Ixboxǝt Abnǝrdin ⱪorⱪup, uningƣa jawabǝn bir eƣiz sɵz ⱪilixⱪimu jür’ǝt ⱪilalmidi.
12 Og Abner sendte Bud for sig til David og lod sige: Hvem hører Landet til? og han lod sige: Gør Pagt med mig, og se, min Haand skal være med dig til at vende al Israel om til dig.
Abnǝr bolsa ɵzi üqün ǝlqilǝrni Dawutning ⱪexiƣa mangdurup uningƣa: Zemin kimningki? Mǝn bilǝn ǝⱨdǝ tüzgin, mening ⱪolum sening tǝripingdǝ bolup, pütkül Israilni sanga mayil ⱪilimǝn — dedi.
13 Og han sagde: Godt, jeg vil gøre en Pagt med dig, dog begærer jeg een Ting af dig, nemlig: Du skal ikke se mit Ansigt, uden du først fører Mikal, Sauls Datter, til mig, naar du kommer for at se mit Ansigt.
Dawut jawab berip: — Bolidu, mǝn sǝn bilǝn ǝⱨdǝ ⱪilay. Pǝⱪǝt birla ixni tǝlǝp ⱪilay; mening ⱪeximƣa kǝlgǝndǝ Saulning ⱪizi Miⱪalni elip kǝlmisǝng, yüzümni kɵrǝlmǝysǝn, dedi.
14 Og David sendte Bud til Isboseth, Sauls Søn, og lod sige: Giv mig min Hustru Mikal, som jeg trolovede mig for hundrede Filisters Forhud.
Andin Dawut Ixboxǝtning ⱪexiƣa ǝlqilǝrni mangdurup: Mǝn bir yüz Filistiyning hǝtniliki bǝdili bilǝn alƣan ayalim Miⱪalni manga ⱪayturup bǝrgin — dedi.
15 Og Isboseth sendte hen og tog hende fra Manden, fra Paltiel, Lais Søn.
Ixboxǝt adǝm ǝwǝtip Miⱪalni uning eridin, yǝni Laixning oƣli Paltiyǝldin elip kǝldi.
16 Og hendes Mand gik med hende, gik og græd bag hende, indtil Bahurim, da sagde Abner til ham: Gak bort, vend tilbage; og han vendte tilbage.
Lekin uning eri Bahurimƣiqǝ uning kǝynidin yiƣliƣan peti ǝgixip mangdi. Ahir berip Abnǝr uningƣa: — Yenip kǝtkin, dewidi, u ⱪaytip kǝtti.
17 Og Abner talede med de Ældste af Israel, og han sagde: I have tilforn søgt David, at han skulde være Konge over eder.
Əmdi Abnǝr Israilning aⱪsaⱪalliriƣa: Silǝr burun Dawut üstimizgǝ padixaⱨ bolsun, degǝn arzu-istǝktǝ boldunglar.
18 Saa gører det nu; thi Herren sagde til David: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners Haand, af Filisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
Əmdi ⱨazir ⱨǝrikǝt ⱪilinglar; qünki Pǝrwǝrdigar Dawut toƣrisida: — Ⱪul-bǝndǝm Dawutning ⱪoli bilǝn Israil hǝlⱪimni Filistiylǝrning ⱪolidin, xundaⱪla barliⱪ düxmǝnlirining ⱪolidin ⱪutⱪuzimǝn, — degǝnidi.
19 Og Abner talede ogsaa for Benjamins Øren, og Abner gik ogsaa hen at tale for Davids Øren i Hebron alt det, som var godt for Israels Øjne og for hele Benjamins Huses Øjne.
Abnǝr yǝnǝ Binyaminlarning ⱪuliⱪiƣimu muxu sɵzlǝrni eytti. Andin Israil bilǝn Binyaminning pütkül jǝmǝtining arzu-istǝklirini Dawutning ⱪuliⱪiƣa eytixⱪa Ⱨebronƣa bardi.
20 Og Abner kom til David i Hebron og tyve Mænd med ham; da gjorde David Abner og de Mænd, som vare med ham, et Gæstebud.
xundaⱪ ⱪilip Abnǝr yigirmǝ adǝmning ⱨǝmraⱨliⱪida Ⱨebronƣa Dawutning ⱪexiƣa kǝlgǝndǝ Dawut Abnǝr wǝ uning adǝmlirigǝ bir ziyapǝt tǝyyarlidi.
21 Og Abner sagde til David: Jeg vil gøre mig rede og gaa hen og samle al Israel til min Herre Kongen, at de skulle gøre en Pagt med dig, og du skal være Konge over alt det, som din Sjæl begærer; saa lod David Abner fare, og han gik bort med Fred.
Abnǝr Dawutⱪa: Mǝn ⱪozƣilip pütkül Israilni ƣojam padixaⱨning aldiƣa jǝm ⱪilay, ular sening bilǝn ǝⱨdǝ ⱪilixsun, andin sǝn ɵz kɵnglüng haliƣanning barliⱪi üstidin sǝltǝnǝt ⱪilalaydiƣan bolisǝn, dedi. Xuning bilǝn Dawut Abnǝrni yolƣa selip ⱪoydi, u aman-esǝn ⱪaytip kǝtti.
22 Og se, Davids Tjenere og Joab kom fra Hæren, og de førte meget Rov med sig; men Abner var ikke hos David i Hebron, thi han havde ladet ham fare, og han var gaaet bort med Fred.
Mana, xu ǝsnada Dawutning adǝmliri bilǝn Yoab bir yǝrgǝ ⱨujum ⱪilip nurƣun olja elip ⱪaytip kǝldi. Lekin Abnǝr xu qaƣda Ⱨebronda Dawutning ⱪexida yoⱪ idi; qünki Dawutning uzitip ⱪoyuxi bilǝn aman-esǝn ⱪaytip kǝtkǝnidi.
23 Der Joab og den ganske Hær, som var med ham, vare komne, da gave de Joab til Kende og sagde: Abner, Ners Søn, var kommen til Kongen, og han lod ham fare, og han er gaaet bort med Fred.
Yoab wǝ uning bilǝn bolƣan pütkül ⱪoxun yetip kǝlgǝndǝ, hǝlⱪ uningƣa: Nǝrning oƣli Abnǝr padixaⱨning ⱪexiƣa kǝldi, padixaⱨ uni yolƣa selip ⱪoyuxi bilǝn u aman-esǝn ⱪaytip kǝtti — dedi.
24 Da kom Joab til Kongen og sagde: Hvad har du gjort? se, Abner er kommen til dig; hvorfor lod du ham fare, saa at han er gaaet frit bort?
Andin Yoab padixaⱨning ⱪexiƣa berip: Bu sening nemǝ ⱪilƣining?! Mana, Abnǝr ⱪexingƣa kǝptu! Nemixⱪa uni yolƣa selip ⱪoydung? U ⱨazir ketiptu!
25 Du kender jo Abner, Ners Søn; thi han er kommen for at bedrage dig og for at vide din Udgang og din Indgang og at vide alt det, du gør.
Sǝn Nǝrning oƣli Abnǝrni bilisǝnƣu! Uning kelixi jǝzmǝn seni aldax üqün, sening qiⱪip-kiridiƣan yolungni, xundaⱪla barliⱪ ix-paaliyitingni biliwelix üqündur, — dedi.
26 Og der Joab gik ud fra David, da sendte han Bud efter Abner, og de hentede ham tilbage fra Brønden Sira; men David vidste det ikke.
Yoab Dawutning ⱪexidin qiⱪixi bilǝn u hǝwǝrqilǝrni Abnǝrning kǝynidin mangdurdi. Ular uni Siraⱨ ⱪuduⱪining yenidin yandurup elip kǝldi; lekin Dawut bu ixtin bihǝwǝr idi.
27 Der Abner kom tilbage til Hebron, da ledte Joab ham til Side midt i Porten for at tale med ham i Stilhed og stak ham der i Underlivet, saa at han døde, for hans Broder Asaels Blods Skyld.
Abnǝr Ⱨebronƣa yenip kǝlgǝndǝ Yoab uni xǝⱨǝr ⱪowuⱪida uqritip, «Sanga dǝydiƣan mǝhpiy sɵzüm bar idi» dǝp uni bir qǝtkǝ ǝkilip u yǝrdǝ inisi Asaⱨǝlning ⱪan ⱪisasini elix üqün ⱪorsiⱪiƣa piqaⱪ saldi, xuning bilǝn u ɵldi.
28 Der David siden hørte det, da sagde han: Jeg og mit Rige er uskyldig for Herren evindeligt i Abners, Ners Søns, Blod.
Keyin, Dawut bu ixni anglap: Mǝn wǝ padixaⱨliⱪim Pǝrwǝrdigarning aldida Nǝrning oƣli Abnǝrning aⱪⱪan ⱪeni üqün mǝnggü bigunaⱨdurmiz;
29 Det skal blive paa Joabs Hoved og paa hele hans Faders Hus, og Joabs Hus skal aldrig være fri for den, som har Flod og er spedalsk, og som holder sig ved Stav, og som falder ved Sværdet og har Mangel paa Brød.
[uning ⱪenini aⱪⱪuzux] gunaⱨi Yoabning bexiƣa wǝ atisining jǝmǝtining bexiƣa ⱪaynam bolup qüxsun; Yoabning ailisidin aⱪma yara kesili, yaki mahaw kesili, yaki ⱨasiƣa tayanƣuqi, ⱪiliqtin ɵlgüqi yaki ax-tülüksizlǝr ɵksümisun! — dedi.
30 Thi Joab og hans Broder Abisaj havde slaget Abner ihjel, fordi han slog Asael, deres Broder, ihjel ved Gibeon i Krigen.
Xundaⱪ ⱪilip, Abnǝr Gibeondiki jǝngdǝ ularning inisi Asaⱨǝlni ɵltürgini üqün, Yoab bilǝn inisi Abixay uni ɵltürdi.
31 Og David sagde til Joab og til alt Folket, som var med ham: Sønderriver eders Klæder og binder Sæk om eder og gaar sørgende foran Abner; og Kong David gik efter Ligbaaren.
Dawut Yoabⱪa wǝ uningƣa ǝgǝxkǝn barliⱪ hǝlⱪⱪǝ: Kiyimliringlarni yirtinglar! Bɵz kiyim kiyinglar! Abnǝrning [meyiti] aldida matǝm tutunglar! dedi. Dawut padixaⱨ [Abnǝrning] jinazisining kǝynidin mangdi.
32 Og de begrove Abner i Hebron; og Kongen opløftede sin Røst og græd ved Abners Grav, og alt Folket græd.
Ular Abnǝrni Ⱨebronda dǝpnǝ ⱪildi, padixaⱨ Abnǝrning ⱪǝbrisining yenida awazini kɵtürüp yiƣlidi; hǝlⱪning ⱨǝmmisimu yiƣlaxti.
33 Og Kongen sang en Klagesang over Abner og sagde: Mon Abner skulde dø, som en Daare dør?
Padixaⱨ Abnǝr üqün mǝrsiyǝ oⱪup: — «Abnǝrning ǝhmǝⱪtǝk ɵlgini toƣrimu?
34 Dine Hænder vare ikke bundne, og dine Fødder ikke lagte i Kobberlænker, du er falden, som man falder for uretfærdige Folk; — da blev alt Folket ved at græde over ham.
Ⱪolliring baƣlaƣliⱪ bolmisimu, Putlurung ixkǝllik bolmisimu, Lekin sǝn kixilǝrning rǝzillǝrning ⱪolida yiⱪilƣinidǝk, yiⱪilip ɵlgǝnsǝn!» — dedi. Xuning bilǝn hǝlⱪning ⱨǝmmisi uning üqün yǝnǝ yiƣlaxti.
35 Der alt Folket kom ind for at faa David til at æde Brød, medens det endnu var Dag, da svor David og sagde: Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om jeg smager Brød eller nogen Ting, førend Solen gaar ned!
Andin barliⱪ hǝlⱪ Dawutning yeniƣa kelip, uningƣa kün patⱪuqǝ tamaⱪ yeyixni ɵtündi. Əmma Dawut ⱪǝsǝm iqip: Mǝn kün patmasta ya nan ya baxⱪa ⱨǝrⱪandaⱪ nǝrsini tetisam, Huda meni ursun yaki uningdin artuⱪ jazalisun, — dedi.
36 Da forstod alt Folket det, og det syntes godt for deres Øjne; ligesom alt, hvad Kongen gjorde, syntes godt for alt Folkets Øjne.
Barliⱪ hǝlⱪ buni bayⱪap, bu ixtin razi boldi; ǝmǝliyǝttǝ padixaⱨ ⱪilƣan ⱨǝrbir ix barliⱪ hǝlⱪni razi ⱪilatti.
37 Og alt Folket og hele Israel kendte paa den samme Dag, at det ikke var udgaaet fra Kongen at lade Abner, Ners Søn, slaa ihjel.
Xuning bilǝn barliⱪ hǝlⱪ, xundaⱪla pütkül Israil xu küni Nǝrning oƣli Abnǝrning ɵltürülixining padixaⱨning kɵrsǝtmisi ǝmǝslikini bilip yǝtti.
38 Og Kongen sagde til sine Tjenere: Vide I ikke, at der paa denne Dag er falden en Fyrste og en stor Mand i Israel?
Padixaⱨ ɵz hizmǝtkarliriƣa: Bilǝmsilǝr? Bügün Israilda bir sǝrdar, uluƣ bir zat yiⱪildi!
39 Og jeg er endnu svag, skønt jeg er salvet til Konge; men disse Mænd, Zerujas Børn, ere stærkere end jeg; Herren skal betale den, som gjorde det onde, efter hans Ondskab.
Gǝrqǝ mǝn Mǝsiⱨ ⱪilinip padixaⱨ tiklǝngǝn bolsammu, mǝn ajiz bir bǝndimǝn. Bu adǝmlǝr, yǝni Zǝruiyaning oƣullirining wǝⱨxiyilikini mǝn kɵtürǝlmigüdǝkmǝn; Pǝrwǝrdigar rǝzillik ⱪilƣuqining rǝzillikini ɵz bexiƣa ⱪaytursun! — dedi.
