2 Samuel 22
1 Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand,
David kvad dette kvædet åt Herren då Herren hadde frelst honom frå alle uvenerne sine, og frå Saul:
2 og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
«Herren er mitt berg og mi festning og min frelsar.
3 Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.
Gud er mitt berg som eg flyr til! Min skjold og mitt frelseshorn Mi høge borg! mi livd! Frelsaren min som friar meg ifrå vald!
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
Eg kallar på Herren, den høglova: Frå fiendarne mine frelsar han meg.
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
Daudens brot og brand kringsette meg. Straumar av vondskap skræmde meg.
Helheims reip var snørde ikring meg. Daudsens snaror fanga meg. (Sheol h7585)
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren.
Men Herren kalla eg på i mi trengsla, eg ropa til min Gud. Han høyrde frå templet sitt røysti mi, mitt rop rakk fram til øyro hans.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
Jordi skok seg og skalv, himmelens grunnvollar dirra, Dei skok seg, for harmen hans loga upp:
9 Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham.
Røyk steig upp frå nasen hans, eld frå munnen hans åt ikring seg, gloande kol loga frå honom.
10 Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
Han lægde himmelen og steig ned, med kolmyrker under føterne sine.
11 Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger.
Han for fram på kerub og flaug og sveiv på vengjerne åt vinden.
12 Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer.
Myrkret gjorde han til åklæde kring seg, tjeldet hans var myrke vatn, tjukke skyer.
13 Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul.
Frå glansen fyre andlitet hans brann gloande kol.
14 Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst.
Herren tora i himmelen, den Høgste let høyra si røyst:
15 Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem.
Pilerne sine skaut han og spreidde deim, eldingar sende han og fortulla deim.
16 Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust.
Djupålarne i havet kom upp i dagen, grunnvollarne i jordi vart berrsynte ved Herrens trugsmål, ved andepusten frå hans nase.
17 Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande.
Han rette ut handi frå høgdi og greip meg, han drog meg upp or store vatn.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
Han frelste meg frå min megtige fiende, frå uvenern’ mine, dei var meg for sterke.
19 De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Støtte.
Dei for imot meg på motgangsdagen; men Herren vart studnaden min.
20 Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
Han førde meg ut i vidt rom. Han frelste meg, for han hadde hugnad i meg.
21 Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
Herren gjorde med meg etter rettferdi mi, han lønte meg etter reinleiken i henderne mine.
22 Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud.
For eg tok vare på Herrens vegar, fall ikkje i vondskap frå min Gud.
23 Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke;
Nei, alle hans rettar hadde eg for auga, bodordi hans veik eg ikkje ifrå.
24 men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning.
So var eg ulastande for honom og tok meg i vare for mi synd.
25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne.
Og Herren lønte meg etter mi rettferd, etter reinleiken min for hans augo.
26 Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast.
Mot den godlyndte syner du deg godlyndt, mot ulastande kjempa ulastande.
27 Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang.
Mot den reine syner du deg rein, mot den rangsnudde syner du deg rang.
28 Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du.
For du frelsar arme folk, men augo dine er mot dei ovmodige til å tvinga deim ned.
29 Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar.
For du er mi lampa, Herre, og Herren gjer myrkret mitt bjart.
30 Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur.
Ved deg eg renner mot herflokkar, ved min Gud stormar eg murar.
31 Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
Gud, ulastande er hans veg; Herrens ord er skirt, han er ein skjold for alle deim som flyr til honom.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
For kven er Gud forutan Herren? Kven er eit berg utan vår Gud?
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment.
Gud, han som gyrder meg med kraft, og leider den ulastande på hans veg,
34 Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Høje.
som gjev meg føter liksom hindarne, og set meg upp på høgderne mine,
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme.
som lærer henderne mine upp til strid, so armarne spenner koparbogen.
36 Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor.
Du gav meg frelsa di til skjold, og småminkingi di ho gjorde meg stor.
37 Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke.
Du gjorde rom for stigi mine, og oklo mine vagga ikkje.
38 Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa dem.
Eg forfylgde fiendarne mine og tynte deim. Eg vende ikkje um fyrr eg fekk gjort ende på deim.
39 Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder.
Eg gjorde ende på deim og slo deim i knas, so dei vann ikkje reisa seg. Dei fall under føterne mine.
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig.
Du gyrde meg med kraft til striden. Du bøygde motmennern’ mine under meg.
41 Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, og jeg udrydder dem.
Fiendarne mine let du snu ryggen til meg, deim som hatar meg, rudde eg ut.
42 De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
Dei såg seg um - men ingen frelste - til Herren, men han svara deim ikkje.
43 Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned.
Eg smuldra deim som dust på jordi; som søyla på gator krasa eg deim; eg trakka deim ned.
44 Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
Du frelste meg ut or mitt folks ufred, til hovud for heidningar vara du meg; folk som eg ikkje kjende, tente meg.
45 Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig.
Ukjende folk smeikte for meg, ved gjetordet um meg lydde dei meg.
46 Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge.
Ja, framandfolk visna av, gjekk skjelvande ut or borgerne sine.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes!
Herren liver! lova vere han, mitt berg! Ja, upphøgd vere Gud, mitt frelse-berg,
48 Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig,
Gud som gjev meg hemn, legg folkeslag under meg
49 og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd.
og fører meg ut frå fiendarne mine! Ja - du som lyfter meg høgt yver motmennern’ mine og bergar meg undan frå valdsmanns hand!
50 Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov.
Difor, Herre, vil eg prisa deg millom heidningarn’, og lovsyngja ditt namn.
51 Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.
For han gjer kongen sin sigersæl, gjer miskunn mot honom han salva, mot David og ætti hans til æveleg tid.»
