2 Samuel 22
1 Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand,
Daudi nĩainĩire Jehova na ciugo cia rwĩmbo rũrũ rĩrĩa Jehova aamũhonokirie kuuma guoko-inĩ gwa thũ ciake ciothe na kuuma guoko-inĩ gwa Saũlũ.
2 og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
Akiuga atĩrĩ:
3 Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.
Ngai wakwa nĩwe rwaro rwakwa rwa ihiga, na nĩwe rĩũrĩro rĩakwa,
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
Ngayagĩra Jehova, ũrĩa wagĩrĩire kũgoocagwo,
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
“Ndiihũ cia gĩkuũ nĩciathiũrũrũkĩirie;
Mĩhĩndo ya mbĩrĩra ĩgĩĩthiororokeria; (Sheol h7585)
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren.
Mĩnyamaro-inĩ yakwa ndakaĩire Jehova;
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
“Thĩ ĩkĩinaina na ĩgĩthingitha;
9 Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham.
Ndogo ĩkiuma maniũrũ-inĩ make ĩkĩambata na igũrũ;
10 Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
Aahingũrire igũrũ agĩikũrũka thĩ;
11 Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger.
Ombũkire akuuĩtwo nĩ ikerubi;
12 Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer.
Ehumbĩrire na nduma,
13 Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul.
Kuuma ũkengi ũrĩa warĩ harĩ we,
14 Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst.
Jehova akĩruruma arĩ kũu igũrũ;
15 Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem.
Aikirie mĩguĩ, akĩharagania thũ,
16 Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust.
Hĩndĩ ĩyo mĩkuru ya iria ĩkĩonekana,
17 Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande.
“Agĩtambũrũkia guoko gwake kuuma o kũu igũrũ akĩnyiita;
18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
Andeithũrire thũ yakwa ĩrĩ hinya,
19 De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Støtte.
Maanjĩhotoreire mũthenya ũrĩa ndaarĩ na mũtino,
20 Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
Andutire na nja akĩndwara handũ haariĩ,
21 Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
“Jehova anjĩkĩire maũndũ kũringana na ũthingu wakwa,
22 Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud.
Nĩgũkorwo nĩnũmĩtie njĩra cia Jehova;
23 Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke;
Mawatho make mothe marĩ mbere yakwa;
24 men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning.
Ngoretwo itarĩ na ũcuuke ndĩ mbere yake,
25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne.
Jehova andĩhĩte kũringana na ũthingu wakwa,
26 Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast.
“Ũrĩ mwĩhokeku harĩ arĩa makwĩhokete,
27 Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang.
kũrĩ ũrĩa wĩtheragia wĩonanagia ũrĩ mũtheru,
28 Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du.
Wee ũhonokagia andũ arĩa enyiihia,
29 Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar.
Wee Jehova, nĩwe tawa wakwa,
30 Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur.
Ndĩ na ũteithio waku no hote gũtharĩkĩra mbũtũ ya ita;
31 Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
“Mũrungu-rĩ, njĩra ciake nĩnginyanĩru;
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
Nĩ ũndũ-rĩ, nũũ Mũrungu tiga Jehova?
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment.
Nĩ Mũrungu ũũhotoraga hinya na ũhoti,
34 Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Høje.
Atũmaga magũrũ makwa matengʼere o ta ma thwariga;
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme.
We nĩwe wonagia moko makwa mũrũĩre wa mbaara;
36 Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor.
Ũũheaga ngo yaku ya ũhootani;
37 Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke.
Ũnjaramagĩria njĩra ya kũrĩa thiiagĩra,
38 Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa dem.
“Ndaingatithirie thũ ciakwa na ngĩcihehenja;
39 Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder.
Ndacihehenjire biũ, ikĩremwo nĩ gũũkĩra,
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig.
Wee ũũheaga hinya wa kũrũa mbaara,
41 Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, og jeg udrydder dem.
Watũmire thũ ciakwa ihũndũke ciũre,
42 De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
Maakaire mateithio, no hatiarĩ na wa kũmahonokia,
43 Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned.
Ndaamahũũrire makĩhaana ta rũkũngũ rũhinyu rwa thĩ;
44 Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
“Nĩũũhonoketie ngaaga gũtharĩkĩrwo nĩ andũ akwa;
45 Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig.
andũ a kũngĩ mokaga kũrĩ niĩ menyiihĩtie;
46 Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge.
Othe makuuaga ngoro;
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes!
“Jehova atũũraga muoyo! O we Rwaro rwakwa rwa Ihiga arogoocwo!
48 Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig,
We nĩwe Mũrungu ũrĩa ũndĩhagĩria,
49 og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd.
nĩwe ũũhonokagia kuuma kũrĩ thũ ciakwa.
50 Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov.
Nĩ ũndũ ũcio, Wee Jehova, nĩndĩkũgoocaga ndĩ gatagatĩ ka ndũrĩrĩ,
51 Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.
Aheaga mũthamaki wake ũhootani mũnene;
