2 Samuel 22
1 Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand,
David adressa à l’Éternel les paroles de ce cantique, lorsque l’Éternel l’eut délivré de la main de tous ses ennemis et de la main de Saül.
2 og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
Il dit: L’Éternel est mon rocher, ma forteresse, mon libérateur.
3 Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.
Dieu est mon rocher, où je trouve un abri, Mon bouclier et la force qui me sauve, Ma haute retraite et mon refuge. O mon Sauveur! Tu me garantis de la violence.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
Je m’écrie: Loué soit l’Éternel! Et je suis délivré de mes ennemis.
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
Car les flots de la mort m’avaient environné, Les torrents de la destruction m’avaient épouvanté;
Les liens du sépulcre m’avaient entouré, Les filets de la mort m’avaient surpris. (Sheol h7585)
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren.
Dans ma détresse, j’ai invoqué l’Éternel, J’ai invoqué mon Dieu; De son palais, il a entendu ma voix, Et mon cri est parvenu à ses oreilles.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
La terre fut ébranlée et trembla, Les fondements des cieux frémirent, Et ils furent ébranlés, parce qu’il était irrité.
9 Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham.
Il s’élevait de la fumée dans ses narines, Et un feu dévorant sortait de sa bouche: Il en jaillissait des charbons embrasés.
10 Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
Il abaissa les cieux, et il descendit: Il y avait une épaisse nuée sous ses pieds.
11 Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger.
Il était monté sur un chérubin, et il volait, Il paraissait sur les ailes du vent.
12 Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer.
Il faisait des ténèbres une tente autour de lui, Il était enveloppé d’amas d’eaux et de sombres nuages.
13 Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul.
De la splendeur qui le précédait S’élançaient des charbons de feu.
14 Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst.
L’Éternel tonna des cieux, Le Très-Haut fit retentir sa voix;
15 Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem.
Il lança des flèches et dispersa mes ennemis, La foudre, et les mit en déroute.
16 Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust.
Le lit de la mer apparut, Les fondements du monde furent découverts, Par la menace de l’Éternel, Par le bruit du souffle de ses narines.
17 Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande.
Il étendit sa main d’en haut, il me saisit, Il me retira des grandes eaux;
18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
Il me délivra de mon adversaire puissant, De mes ennemis qui étaient plus forts que moi.
19 De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Støtte.
Ils m’avaient surpris au jour de ma détresse, Mais l’Éternel fut mon appui.
20 Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
Il m’a mis au large, Il m’a sauvé, parce qu’il m’aime.
21 Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
L’Éternel m’a traité selon ma droiture, Il m’a rendu selon la pureté de mes mains;
22 Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud.
Car j’ai observé les voies de l’Éternel, Et je n’ai point été coupable envers mon Dieu.
23 Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke;
Toutes ses ordonnances ont été devant moi, Et je ne me suis point écarté de ses lois.
24 men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning.
J’ai été sans reproche envers lui, Et je me suis tenu en garde contre mon iniquité.
25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne.
Aussi l’Éternel m’a rendu selon ma droiture, Selon ma pureté devant ses yeux.
26 Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast.
Avec celui qui est bon tu te montres bon, Avec l’homme droit tu agis selon la droiture,
27 Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang.
Avec celui qui est pur tu te montres pur, Et avec le pervers tu agis selon sa perversité.
28 Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du.
Tu sauves le peuple qui s’humilie, Et de ton regard, tu abaisses les orgueilleux.
29 Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar.
Oui, tu es ma lumière, ô Éternel! L’Éternel éclaire mes ténèbres.
30 Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur.
Avec toi je me précipite sur une troupe en armes, Avec mon Dieu je franchis une muraille.
31 Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
Les voies de Dieu sont parfaites, La parole de l’Éternel est éprouvée; Il est un bouclier pour tous ceux qui se confient en lui.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
Car qui est Dieu, si ce n’est l’Éternel? Et qui est un rocher, si ce n’est notre Dieu?
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment.
C’est Dieu qui est ma puissante forteresse, Et qui me conduit dans la voie droite.
34 Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Høje.
Il rend mes pieds semblables à ceux des biches, Et il me place sur mes lieux élevés.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme.
Il exerce mes mains au combat, Et mes bras tendent l’arc d’airain.
36 Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor.
Tu me donnes le bouclier de ton salut, Et je deviens grand par ta bonté.
37 Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke.
Tu élargis le chemin sous mes pas, Et mes pieds ne chancellent point.
38 Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa dem.
Je poursuis mes ennemis, et je les détruis; Je ne reviens pas avant de les avoir anéantis.
39 Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder.
Je les anéantis, je les brise, et ils ne se relèvent plus; Ils tombent sous mes pieds.
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig.
Tu me ceins de force pour le combat, Tu fais plier sous moi mes adversaires.
41 Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, og jeg udrydder dem.
Tu fais tourner le dos à mes ennemis devant moi, Et j’extermine ceux qui me haïssent.
42 De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
Ils regardent autour d’eux, et personne pour les sauver! Ils crient à l’Éternel, et il ne leur répond pas!
43 Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned.
Je les broie comme la poussière de la terre, Je les écrase, je les foule, comme la boue des rues.
44 Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
Tu me délivres des dissensions de mon peuple; Tu me conserves pour chef des nations; Un peuple que je ne connaissais pas m’est asservi.
45 Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig.
Les fils de l’étranger me flattent, Ils m’obéissent au premier ordre.
46 Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge.
Les fils de l’étranger sont en défaillance, Ils tremblent hors de leurs forteresses.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes!
Vive l’Éternel, et béni soit mon rocher! Que Dieu, le rocher de mon salut, soit exalté,
48 Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig,
Le Dieu qui est mon vengeur, Qui m’assujettit les peuples,
49 og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd.
Et qui me fait échapper à mes ennemis! Tu m’élèves au-dessus de mes adversaires, Tu me délivres de l’homme violent.
50 Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov.
C’est pourquoi je te louerai parmi les nations, ô Éternel! Et je chanterai à la gloire de ton nom.
51 Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.
Il accorde de grandes délivrances à son roi, Et il fait miséricorde à son oint, A David, et à sa postérité, pour toujours.
