2 Samuel 22
1 Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand,
David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
2 og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
3 Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.
min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; (Sheol h7585)
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren.
i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
9 Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham.
Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
10 Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11 Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger.
båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
12 Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer.
han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
13 Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul.
Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
14 Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst.
HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
15 Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem.
han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.
16 Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust.
Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.
17 Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande.
Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
19 De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Støtte.
På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.
20 Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21 Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
22 Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud.
thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
23 Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke;
hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
24 men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning.
Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne.
HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!
26 Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast.
Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27 Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang.
du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28 Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du.
De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29 Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar.
Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
30 Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur.
Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
31 Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment.
den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34 Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Høje.
gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme.
oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
36 Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor.
Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
37 Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke.
du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38 Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa dem.
Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
39 Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder.
slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig.
Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
41 Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, og jeg udrydder dem.
du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.
42 De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43 Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned.
Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.
44 Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45 Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig.
Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:
46 Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge.
Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes!
HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48 Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig,
den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
49 og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd.
og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50 Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov.
HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
51 Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.
du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.
