2 Samuel 22
1 Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand,
David upravi Jahvi riječi ove pjesme u dan kad ga je Jahve izbavio iz ruku svih njegovih neprijatelja i iz ruke Šaulove.
2 og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
Pjevao je: “Jahve, hridino moja, utvrdo moja, spase moj;
3 Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.
Bože moj, pećino moja kojoj se utječem, štite moj, spasenje moje, tvrđavo moja! Ti me izbavljaš od nasilja.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
Zazvat ću Jahvu hvale predostojna i od dušmana bit ću izbavljen.
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
Valovi smrti okružiše mene, prestraviše me bujice pogubne,
Užad Podzemlja sputiše me, smrtonosne zamke padoše na me: (Sheol h7585)
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren.
u nevolji zazvah Jahvu i Bogu svome zavapih. Iz svog Doma zov mi začu, i vapaj moj mu do ušiju doprije.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
I zemlja se potrese i uzdrhta, uzdrmaše se temelji nebesa, pokrenuše se, jer On gnjevom planu.
9 Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham.
Iz nosnica mu dim se diže, iz usta mu oganj liznu, ugljevlje živo od njega plamsa.
10 Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
On nagnu nebesa i siđe, pod nogama oblaci mu mračni.
11 Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger.
Na keruba stade i poletje; na krilima vjetra zaplovi.
12 Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer.
Ogrnu se mrakom kao koprenom, prekri se tamnim vodama i oblacima tmastim,
13 Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul.
od bljeska pred licem njegovim užga se ugljevlje plameno.
14 Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst.
Jahve s neba zagrmje, Svevišnjega glas se ori.
15 Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem.
Odape strijele i dušmane rasu, izbaci munje i na zemlju ih obori.
16 Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust.
Morska dna se pokazaše, i temelji svijeta postaše goli od strašne prijetnje Jahvine, od olujna daha gnjeva njegova.
17 Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande.
On pruži s neba ruku i mene prihvati, iz silnih voda on me izbavi.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
Od protivnika moćnog mene oslobodi, od dušmana mojih jačih od mene.
19 De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Støtte.
Navališe na me u dan zlosretni, ali me Jahve zaštiti,
20 Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
na polje prostrano izvede me, spasi me jer sam mu mio.
21 Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
Po pravednosti mojoj Jahve mi uzvrati, po čistoći ruku mojih on me nagradi,
22 Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud.
jer čuvah putove Jahvine, od Boga se svoga ne udaljih.
23 Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke;
Odredbe njegove sve su mi pred očima, zapovijedi njegove nisam odbacio,
24 men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning.
do srži odan njemu sam bio, čuvam se grijeha svakoga.
25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne.
Jahve mi po pravdi mojoj vrati, čistoću ruku mojih vidje.
26 Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast.
S prijateljem ti si prijatelj, poštenu poštenjem uzvraćaš.
27 Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang.
S čovjekom čistim ti si čist, a lukavca izigravaš,
28 Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du.
jer narodu poniženu spasenje donosiš a ponižavaš oči ohole.
29 Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar.
Jahve, ti moju svjetiljku užižeš, Bože, tminu moju obasjavaš:
30 Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur.
s tobom udaram na čete dušmanske, s Bogom svojim preskačem zidine.
31 Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
Savršeni su puti Gospodnji, i riječ je Jahvina ognjem kušana. on je štit svima, samo on, koji se k njemu utječu.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
Jer tko je Bog osim Jahve? Tko li je hridina osim Boga našega?
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment.
Taj Bog me snagom opasuje, stere mi put besprijekoran.
34 Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Høje.
Noge mi dade brze ko u košute i postavi me na visine sigurne,
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme.
ruke mi za borbu uvježba i mišice da luk mjedeni napinju.
36 Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor.
Daješ mi štit svoj koji spasava, tvoja me brižljivost uzvisi.
37 Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke.
Pouzdanje daješ mom koraku, i noge mi više ne posrću.
38 Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa dem.
Pognah svoje dušmane i dostigoh, i ne vratih se dok ih ne uništih.
39 Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder.
Obaram ih, ne mogu se dići, padaju, pod nogama mi leže.
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig.
Ti me opasa snagom za borbu, a protivnike moje meni podloži.
41 Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, og jeg udrydder dem.
Ti dušmane moje u bijeg natjera, i rasprših one koji su me mrzili.
42 De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
Vapiju u pomoć, nikog da pomogne, vapiju Jahvi - ne odaziva se.
43 Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned.
Smrvih ih kao prah na vjetru, zgazih ih ko blato na putu.
44 Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
Ti me §izbavÄi od bune u mom narodu, postavi me glavarom pogana, puk koji ne poznavah služi mi.
45 Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig.
Svaki moj šapat pokorno on sluša. Sinovi tuđinci meni laskaju,
46 Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge.
sinovi tuđinski gube srčanost izlaze dršćuć iz svojih utvrda.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes!
Živio Jahve! Blagoslovljena hridina moja! Neka se uzvisi Bog, spasenje moje!
48 Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig,
Bog koji mi daje osvetu i narode meni pokorava.
49 og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd.
Od dušmana me mojih izbavljaš i nad protivnike me moje izdižeš, ti mene od čovjeka silnika spasavaš.
50 Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov.
Zato te slavim, Jahve, među pucima i psalam pjevam tvome Imenu:
51 Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.
umnožio si pobjede kralju svojemu, pomazaniku svome milost si iskazao, Davidu i potomstvu njegovu navijeke.”
