< 2 Samuel 1 >

1 Og det skete efter Sauls Død, der David var kommen tilbage efter at have slaaet Amalekiterne, da blev David i Ziklag to Dage.
Saul ɵlgǝndin keyin, Dawut Amalǝklǝrni ⱪirƣin ⱪilip yenip kǝlgǝndǝ, u Ziklagda ikki kün turdi.
2 Og det skete paa den tredje Dag, se, da kom en Mand fra Lejren fra Saul, og hans Klæder vare sønderrevne, og der var Jord paa hans Hoved, og det skete, der han kom til David, da faldt han ned paa Jorden og nedbøjede sig.
Üqinqi küni xundaⱪ boldiki, mana Saulning lǝxkǝrgaⱨidin kiyimi yirtiⱪ wǝ bexiƣa topa-qang qaqⱪan bir adǝm kǝldi. U Dawutning ⱪexiƣa kǝlgǝndǝ, yǝrgǝ yiⱪilip bax urdi.
3 Og David sagde til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er undkommen af Israels Lejr.
Dawut uningdin: Nǝdin kǝlding? dǝp soridi. U jawap berip: Israilning lǝxkǝrgaⱨidin ⱪeqip kǝldim — dedi.
4 Og David sagde til ham: Hvad er der sket for en Sag? Kære, kundgør mig det! Og han sagde: Alt Folket flyede fra Slaget, der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.
Dawut uningdin: Ix ⱪandaⱪ boldi? Manga dǝp bǝrgin, dedi. U: Hǝlⱪ jǝngdin ⱪaqti, hǝlⱪtin bǝk jiⱪ kixi soⱪuxta ɵldi. Saul bilǝn oƣli Yonatanmu ɵldi, — dedi.
5 Og David sagde til den unge Karl, som forkyndte ham dette: Hvorledes ved du, at Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde?
Dawut hǝwǝr elip kǝlgǝn yigittin: Saul bilǝn oƣli Yonatanning ɵlginini ⱪandaⱪ bilding? — dǝp soridi.
6 Da sagde den unge Karl, som forkyndte ham det: Det hændte sig, at jeg kom paa Gilboas Bjerg, og se, Saul støttede sig paa sit Spyd, og se, Vogne og Rytternes Anførere trængte ind paa ham.
Uningƣa hǝwǝr bǝrgǝn yigit: Mǝn tasadipiy Gilboa teƣiƣa qiⱪⱪanidim, mana Saul nǝyzigǝ yɵlinip turuptu; jǝng ⱨarwiliri wǝ atliⱪlar uningƣa ⱨujum ⱪilip uni ⱪoƣlawatatti.
7 Og han saa omkring bag sig og saa mig, og han kaldte ad mig, og jeg sagde: Se, her er jeg.
U kǝynigǝ ⱪarap meni kɵrüp qaⱪirdi. Mǝn «Mana mǝn», dedim.
8 Og han sagde til mig: Hvo er du? og jeg sagde til ham: Jeg er en Amalekiter.
U: Ɵzüng kim bolisǝn, dǝp mǝndin soriwidi, mǝn Amalǝklǝrdinmǝn, dedim.
9 Da sagde han til mig: Kære, træd hen til mig, og dræb mig, thi Krampen har grebet mig; men Livet er endnu ganske i mig.
U yǝnǝ manga: Üstümdǝ turup meni ɵltürüwǝtkin; gǝrqǝ jenim mǝndǝ bolsimu, mǝn bǝk azaplinip ketiwatimǝn — dedi.
10 Og jeg traadte hen til ham og dræbte ham, thi jeg vidste, at han ikke kunde leve efter sit Fald; og jeg tog Kronen, som var paa hans Hoved, og Armsmykket, som var paa hans Arm, og har bragt dem hid til min Herre.
Xunga mǝn uning üstidǝ turup, uni ɵltürdüm, qünki, u xu ⱨalda yiⱪilsila, tirik ⱪalmaydiƣanliⱪini bilǝttim. Andin bexidiki tajni wǝ bilikidiki bilǝzükni elip muxu yǝrgǝ ƣojamƣa elip kǝldim, — dedi.
11 Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligervis alle Mændene, som vare hos ham.
Xuan Dawut ɵz kiyimlirini yirtip, tilma-tilma ⱪiliwǝtti; uning bilǝn bolƣan barliⱪ adǝmlǝrmu ⱨǝm xundaⱪ ⱪildi.
12 Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over Herrens Folk og over Israels Hus, at de vare faldne ved Sværdet.
Ular Saul bilǝn oƣli Yonatan üqün, Pǝrwǝrdigarning hǝlⱪi üqün, xundaⱪla Israilning jǝmǝti üqün matǝm tutup aⱨ-zar kɵtürüp kǝqkiqǝ roza tutti; qünki ular ⱪiliq astida yiⱪilip ⱪaza ⱪilƣanidi.
13 Og David sagde til den unge Karl, som gav ham det til Kende: Hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en fremmed amalekitisk Mands Søn.
Dawut uning ɵzigǝ hǝwǝr bǝrgǝn yigittin: Ⱪǝyǝrdin sǝn? — dǝp soridi. U: Mǝn bir Amalǝk musapirning oƣlimǝn — dedi.
14 Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke for at udrække din Haand til at dræbe Herrens Salvede?
Dawut uningƣa: Sǝn ⱪandaⱪmu Pǝrwǝrdigarning mǝsiⱨ ⱪilƣinini ⱨalak ⱪilixⱪa ⱪolungni sozuxtin ⱪorⱪmiding? — dedi.
15 Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, saa at han døde.
Andin Dawut ɵz ƣulamliridin birini qaⱪirip uningƣa: Buyaⱪⱪa kǝl, uningƣa etilip berip, uni ɵltürgin — dǝp buyrudi. Xuning bilǝn u uni uruwidi, [Amalǝk] ɵldi.
16 Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg har dræbt Herrens Salvede.
Dawut uningƣa: Ⱪan ⱪǝrzing bexingƣa qüxsun! Qünki ɵz aƣzing Pǝrwǝrdigarning mǝsiⱨ ⱪilƣinini ɵltürgininggǝ guwaⱨliⱪ berip ǝyiblidi, — dedi.
17 Og David sang denne Klagesang over Saul og over Jonathan, hans Søn,
Xuning bilǝn Dawut Saul bilǝn oƣli Yonatan üqün matǝm tutup mundaⱪ bir nǝzmǝ oⱪudi
18 og han befalede, at man skulde lære Judas Børn „Buen‟; se, den er skreven i den oprigtiges Bog:
(u «Oⱪya» dǝp atalƣan bu nǝzmini pütkül Yǝⱨuda hǝlⱪigǝ ɵgitinglar, dǝp buyrudi. Dǝrwǝⱪǝ u «Yaxar» degǝn kitabta pütülgǝnidi): —
19 O Israels Pryd! paa dine Høje ligger han ihjelslagen; hvorledes ere de vældige faldne?
— I Israil, sening güzǝl ǝzizing yuⱪiri jayliringda ⱪirƣin bolup yatidu! Palwanlar xundaⱪ dǝⱨxǝtlik yiⱪildiƣu!?
20 Giver det ikke til Kende i Gath, bebuder det ikke paa Gaderne i Askalon, at Filisternes Døtre ikke skulle glæde sig, at de uomskaarnes Døtre ikke skulle fryde sig!
Gat xǝⱨiridǝ bu hǝwǝrni bǝrmǝnglar, Axkelonning koqilirida uni elan ⱪilmanglar, Filistiyining ⱪizliri xadlanmisun, Hǝtnisizlǝrning ⱪizliri tǝntǝnǝ ⱪilmisun!
21 I Bjerge udi Gilboa! der skal ikke komme Dug, ej heller Regn paa eder, der skal ej heller være Agre med Offergaver; thi der er de vældiges Skjold besmittet, Sauls Skjold ikke salvet med Olie.
I Gilboa taƣliri, üstünglarƣa nǝ xǝbnǝm bolmisun, nǝ yamƣur qüxmisun, Nǝ silǝrdǝ kɵtürülmǝ ⱨǝdiyǝlǝr üqün ⱨosul beridiƣan etizlar yǝnǝ kɵrünmisun! Qünki u yǝrdǝ palwanlarning ⱪalⱪini bulƣandi; Saulning ⱪalⱪini yaƣ bilǝn sürülmǝydiƣan boldi.
22 Jonathans Bue vendte ikke tilbage fra de ihjelslagnes Blod, fra de vældiges Fedme, og Sauls Sværd kom ikke tilbage forgæves.
Ⱪirilidiƣanlarning ⱪenini tɵkmǝy, Palwanlarning tenidiki yeƣini qapmay, Yonatanning oⱪyasi ⱨeqⱪaqan [jǝngdin] yanƣan ǝmǝs, Saulning ⱪiliqi ⱨeqⱪaqan ⱪiniƣa ⱪaytⱪan ǝmǝs.
23 Saul og Jonathan vare elskelige og liflige i deres Liv, de bleve heller ikke adskilte i deres Død; de vare lettere end Ørne, de vare stærkere end Løver.
Saul bilǝn Yonatan ⱨayat waⱪtida sɵyümlük ⱨǝm yeⱪimliⱪ idi, Ular ɵlümidimu bir-biridin ayrilmidi; Ular bürkütlǝrdin qaⱪⱪan, xirlardin küqlük idi.
24 I Israels Døtre! græder over Saul, ham, som klædte eder stadseligt med Skarlagen, ham, som lod sætte Prydelse af Guld paa eders Klæder.
I Israil ⱪizliri, Saul üqün yiƣlanglar, U silǝrni bezǝp ⱪizƣuq kiyimlǝrni kiydürüp, Kiyimliringlarni altun zibu-zinnǝt bilǝn zinnǝtligǝnidi.
25 Hvorledes ere de vældige faldne midt i Slaget? Jonathan er ihjelslagen paa dine Høje!
Palwanlar kǝskin jǝngdǝ xundaⱪ dǝⱨxǝtlik yiⱪildiƣu!? Yonatan yuⱪiri jayliringda ⱪirƣin bolup yatidu!
26 Jeg er saare bedrøvet for dig, min Broder Jonathan! du var mig saare liflig, din Kærlighed var mig underfuldere end Kvinders Kærlighed.
Sǝn üqün ⱨǝsrǝttǝ ⱪaldim, i inim Yonatan! Manga xunqǝ sɵyümlük iding! Manga bolƣan muⱨǝbbiting ⱪaltis idi, Ⱨǝtta ⱪiz-ayallarning muⱨǝbbitidin artuⱪ idi.
27 Hvorledes ere de vældige faldne, og Krigsvaaben gaaet tabte?
Palwanlar xundaⱪ dǝⱨxǝtlik yiⱪildiƣu! Jǝng ⱪoralliri xundaⱪ dǝⱨxǝtlik wǝyran ⱪilindiƣu!»

< 2 Samuel 1 >