2 Korinterne 7

1 Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! saa lader os rense os selv fra al Kødets og Aandens Besmittelse, saa vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt!

Сицева убо имуще обетования, о возлюбленнии, очистим себе от всякия скверны плоти и духа, творяще святыню в страсе Божии.

2 Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget.

Вместите ны: ни единаго обидехом, ни единаго истлихом, ни единаго лихоимствовахом.

3 Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, saa at vi dø sammen og leve sammen.

Не на осуждение глаголю: прежде бо рех, яко в сердцах наших есте, во еже умрети с вами и сожити.

4 Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel.

Много ми дерзновение к вам, многа ми похвала о вас: исполнихся утехи, преизбыточествую радостию о всяцей печали нашей.

5 Thi ogsaa da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader: Udadtil Kampe, indadtil Angester.

Ибо пришедшым нам в Македонию, ни единаго име покоя плоть наша, но во всем скорбяще: внеуду брани, внутрьуду боязни.

6 Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme;

Но утешаяй смиренныя, утеши нас Бог пришествием Титовым,

7 dog ikke alene ved hans Komme, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Graad, eders Nidkærhed for mig, saa at jeg glædede mig end mere.

не токмо же пришествием его, но и утешением, имже утешися о вас, поведая нам ваше желание, ваше рыдание, вашу ревность по мне, яко ми паче возрадоватися.

8 Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg ogsaa har fortrudt det, — jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, —

Яко аще и оскорбих вас посланием, не раскаюся, аще и раскаял бых ся: вижду бо, яко послание оно, аще и к часу, оскорби вас.

9 saa glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Maade skulde lide Skade af os.

Ныне радуюся, не яко скорбни бысте, но яко оскорбистеся в покаяние: оскорбесте бо по Бозе, да ни в чемже отщетитеся от нас.

10 Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.

Печаль бо, яже по Бозе, покаяние нераскаянно во спасение соделовает, а сего мира печаль смерть соделовает.

11 Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! Paa enhver Maade beviste I, at I selv vare rene i den Sag.

Се бо сие самое, еже по Бозе оскорбитися вам, колико содела в вас тщание? Но ответ? Но негодование, но страх, но вожделение, но ревность, но отмщение? Во всем представисте себе чисты быти в вещи.

12 Altsaa, naar jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn.

Аще бо и писах вам, не обидевшаго ради, ниже обидимаго ради, но за еже явитися в вас тщанию нашему, еже о вас пред Богом.

13 Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Aand har faaet Vederkvægelse fra eder alle.

Сего ради утешихомся о утешении вашем: лишше же паче возрадовахомся о радости Титове, яко покоися дух его от всех вас:

14 Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, saaledes er ogsaa vor Ros for Titus bleven Sandhed.

яко аще что ему о вас похвалихся, не посрамихся: но яко вся воистинну глаголахом вам, тако и похваление наше, еже к Титу, истинно бысть:

15 Og hans Hjerte drages inderligere til eder, naar han mindes Lydigheden hos eder alle, hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven.

и утроба его излиха к вам есть, воспоминающаго всех вас послушание, яко со страхом и трепетом приясте его.

16 Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide paa eder.

Радуюся убо, яко во всем дерзаю в вас.