2 Korinterne 7
1 Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! saa lader os rense os selv fra al Kødets og Aandens Besmittelse, saa vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt!
Na'ankure tagrira Anumzamo'a huvempa hurante'negu, navesima neramantoa ronenimota, tagra'a tazeri avusese hanune. Ama tavufgafine avamupima miko kefozamo'ma tazeri haviza hania zampintira, mani ruotage nehuta Anumzamofo koro huntesune.
2 Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget.
Hagi tamagra'a tamarimpa tamiho. Tagra mago vahera havizana huonte'none, mago vahera azeri haviza osu'none, mago vahera tagra knare'zankura revatga huta azeri haviza osu'none.
3 Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, saa at vi dø sammen og leve sammen.
Nagrama ama'i kema nehuana, tamagra havi vahe mani'naze hunoramantoe. Na'ankure ko tamasimi'none, tagra tamagri ene magoka manisuno, tamagri'ene magoka frisunana tamagra antahintahifi mani'naze.
4 Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel.
Nagra tamagrira razampi antahinerami'na, tamagrikura tusi muse nehugeno, nagu'amo'a fru nehigeno, tamagrama hazazamo'a nagrira naza hige'na, mika knazanifina tusi muse nehue.
5 Thi ogsaa da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader: Udadtil Kampe, indadtil Angester.
Na'ankure tagrama Masedoniama efronkeno'a, ama tavufgamo'a manifru osu'ne, rama'a knazamo mika asoparegati egeta hapi ufronkeno, tagu'amo'a kore nehie.
6 Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme;
Hu'neanagi knazamo zamazeri haviza nehia vahe'mokizmi zamazeri hankavenetia Anumzamo tazeri hankavetineana, e'i Taitusi'ma e'nea zamo'e.
7 dog ikke alene ved hans Komme, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Graad, eders Nidkærhed for mig, saa at jeg glædede mig end mere.
Agrama e'nea zamokero'ompage, agri'ma azeri hankaveti'naza'zamo'e. Agra nagriku'ma navegama ante'naza zamofo nanekea nenasamino, nazano fore'ma higeta tamasuzampima mani'naza zamofone, nagriku'ma nentahiza'zamofo nanekema nasamige'na, mago'ane tusi muse hu'noe.
8 Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg ogsaa har fortrudt det, — jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, —
Na'ankure avoma kreramisua zamo'enema tamasuzampima tamavrentesuana, nagra e'i anazankura nagesa ontahigosue. Na'ankure e'i anazamo'a osi'a knafi tamatazana tamigahie.
9 saa glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Maade skulde lide Skade af os.
Nagra menima avoma atreramantesua zankura muse nehue. Tamagri tamazeri tamagaze hunakuro ompage, tamata neraminketa tamagu'a rukrehe hanazegure. Na'ankure Anumzamo, vahe'amo'za erisazeguma avenesiankna tasuza e'nerisunkeno, tamaza hanigeta tagripintira mago'a knazana e'origahaze.
10 Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.
Na'ankure Anumzamo'a tagripima me'nea tasunku zampi huvazino taza hanigeta, kumira atreta tagu'a rukrehe hanunkeno taguravazina, tagra knazantigura tagesa ontahigahune. Hianagi tasunkuke nehuta tagu'a rukrehema osnunana, fri'za erifore hugahie.
11 Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! Paa enhver Maade beviste I, at I selv vare rene i den Sag.
Keho Anumzamo'ma neramia knazamo'ma tagripima asunku'za erifore nehuno, tamazeri o'netigeta kazigazi huta tamagra'a tamazeri ama nehuta, antahi haviza nehuta, tamagu'afi kore nehuta, nagri'ma nagezankura tusiza huno tamavenesigeta, hanavetita havizama hu'nea vahera zamazeri fatgo nehuta, maka'zama hanafina fatgo zanke'za nehaze.
12 Altsaa, naar jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn.
Ana hu'negu iza havizana higeno, iza havizana huntene hu'na, e'i agafare avona krenoramue. Hianagi Anumzamofo avufina inanknama huta kvama krinerantaza zamo eama haniegu hu'na kreneramue.
13 Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Aand har faaet Vederkvægelse fra eder alle.
E'i ana miko'za hazazamo'a, trimpa so'e nehie. Amama tarimpamo'ma so'ema hire'ma mago'ene musema huramantonana, Taitusima konkeno musema nehuno avamu'afima tamagripinti'ma fruzama eria zankura muse hu'ne.
14 Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, saaledes er ogsaa vor Ros for Titus bleven Sandhed.
Tamagriku'ma musema nehua zankura, ko agrira asami'noe. Hagi tamagra nazeri nageze osu'naze, nagra tamagege'za tamasmi'noe. Hu'negu tamagriku'ma muse nehune huta Taitusima nesamuna zamo'a, tamage'za efore hugahie.
15 Og hans Hjerte drages inderligere til eder, naar han mindes Lydigheden hos eder alle, hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven.
Taitusi'a agri'ma nevreta, ke'ama mikomota antahinemita, kore hunteta amagema antenaza zankura, tusiza huno tamagrikura antahineramino agera nokanie.
16 Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide paa eder.
Nagra tusiza hu'na muse nehu'na, hakare'zana amne hugahaze hu'na antahineramue.
