2 Korinterne 7
1 Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! saa lader os rense os selv fra al Kødets og Aandens Besmittelse, saa vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt!
Thintlo rhoek aw olkhueh he om tangloeng ta, pumsa neh mueihla kaha tihnai boeih lamloh mah neh mah cilpoe uh sih. Pathen rhihnah dongah cimcaihnah te soep sak uh sih.
2 Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget.
Kaimih ham ana hoep uh. Kaimih loh ka thae sak uh moenih, ka poeih uh moenih, ka omtoem uh moenih.
3 Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, saa at vi dø sammen og leve sammen.
Laipupnah ham khaw ka thui moenih. Kaimih thinko kah te ni ka thui. Te daengah ni aka duek hmaih neh aka hing hmaih la na om uh eh.
4 Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel.
Nangmih taengah muep ka sayalh. Nangmih yueng la hoemdamnah muep ka khueh. Thaphohnah te ka hah. Kaimih kah phacip phabaem boeih ah omngaihnah neh ka baesawt.
5 Thi ogsaa da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader: Udadtil Kampe, indadtil Angester.
Makedonia la ka pawk uh tih kaimih pumsa loh a hilhoemnah khueh pawh. Tedae rhoepsaep dongkah poeng lamkah rhalthohnah neh a khuikah rhihnah loh m'phaep uh.
6 Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme;
Tedae tlayae rhoek aka hloep Pathen loh Titu kah ha lonah neh mamih n'hloep coeng.
7 dog ikke alene ved hans Komme, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Graad, eders Nidkærhed for mig, saa at jeg glædede mig end mere.
A lonah bueng nen pawt tih thaphohnah nen te khaw nangmih n'hloep thil coeng. Nangmih te mueihuenah, nguekcoinah, kai soah nangmih kah kohlopnah te kaimih taengla ha puen dongah muep ka omngaih bal.
8 Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg ogsaa har fortrudt det, — jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, —
Capat neh nangmih kang kothet sak mai cakhaw ka yut pawh. Ka yut mai cakhaw tekah capat loh khonoek pakhat bueng ni nangmih te ng'kothet sak eh tila ka hmuh.
9 saa glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Maade skulde lide Skade af os.
Na kothet uh dongah pawt tih yutnah ham na kothet uh dongah ka omngaih coeng. Pathen kongaih la na kothet uh dongah kaimih rhangneh na sungdaeh mahpawh.
10 Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.
Pathen kongaih la kothaenah loh khangnah ham yutnah te khangmai laa saii. Tedae Diklai kah kothaenah loh dueknah a thoeng sak.
11 Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! Paa enhver Maade beviste I, at I selv vare rene i den Sag.
Amah te long ni Pathen kongaih la khothet sak ham nangmih ah thahluenah, olthungnah, yakdamnah, rhihnah, mueihuenah, kohlopnah, kutthungnah metlam a thoeng sak te. A cungkuem dongah namah neh namah te oep uh lamtah bitat dongah a cuem la om uh.
12 Altsaa, naar jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn.
Te dongah nangmih taengah kan daek van atah thaesai rhoek kongah moenih. Thaesai rhoek kongah moenih. Tedae kaimih ham na thahluenah dongah nangmih te Pathen hmaiah phoe sak ham dongah ni.
13 Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Aand har faaet Vederkvægelse fra eder alle.
Te dongah ka ngaimong uh. Tedae kaimih kah thaphohnah voelah Titu kah omngaihnah dongah muep ka omngaih uh ngai. Nangmih boeih rhangneh a mueihla tah caih coeng.
14 Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, saaledes er ogsaa vor Ros for Titus bleven Sandhed.
Anih te nangmih soah bet ka pomsang akhaw yah ka poh moenih. Tedae nangmih taengah oltak la boeih ka thui uh. Te dongah kaimih kah hoemdamnah loh Titu te a thuem la a tueng sak.
15 Og hans Hjerte drages inderligere til eder, naar han mindes Lydigheden hos eder alle, hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven.
A kotak tah nangmih ham muep om. Anih te rhihnah, thuennah neh na doe uh dongah nangmih pum kah olngainah khaw a thoelh.
16 Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide paa eder.
Rhoepsaep dongah nangmih rhangneh ka sayalh te ka omngaih.
