2 Korinterne 7
1 Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! saa lader os rense os selv fra al Kødets og Aandens Besmittelse, saa vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt!
Tmashotso! jam keewo jangit noosh imetsotse atsonat shayiron kimshit kon naari keewatse notooko s'ayitsuwone, Ik' shatoon S'ayin nowoto s'een b́ wotituwok'o woshwone.
2 Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget.
It nibon noon de'ere, no konnoru daderatsone, konatsor gondo fineratsone, dirshon konatsno ik jago geeratsone.
3 Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, saa at vi dø sammen og leve sammen.
Hano t etir itats angshoshaliye. Haniye shini itsh tkeewtsok'o it no nibots itne, eshe kashon wotowa k'iron jam aawo itatse k'aleratsone.
4 Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel.
Itatse tdetsts imnetiyo eene, itatse tdetsts it'o eene, kup'wtsere, nokic' jamon ayide geneúituwe.
5 Thi ogsaa da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader: Udadtil Kampe, indadtil Angester.
Mek'edoniyots nobodiyakon ay kaaton gondbek'a no atsats bodi bako kash dek'o iknotonor daatsratsone, úratse fayo gitsotsnowere shate nodetsi.
6 Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme;
Ernmó juweetswotsi kup'shit Ik'o Izar Izewer Tito b́woon noon kup'shre.
7 dog ikke alene ved hans Komme, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Graad, eders Nidkærhed for mig, saa at jeg glædede mig end mere.
Nokup'uwere b́ waats mec'rosh b́woterawo it bín it kup'shtso noshishtsotsne, t jangosh it detsts mirac'o, shiyanonat tjangosh it kic'irwok'o noosh b́keewre iki tgeneúwi.
8 Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg ogsaa har fortrudt det, — jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, —
Haniyere shin itsh t guut'ts wosho itn shiyaanik b́wotiyalor dab woshman tguut'tsotse goyineraatse, goyinere wotiyalowere tgoyin twoshon múk'na'a gizewosh itn tshiyanitsotsne.
9 saa glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Maade skulde lide Skade af os.
Andmó gene'owere, tgene'útsonuwere eegoshe itn tshiyanitsosh b́woterawon it shiyantsatse tuutson naandrone etaat itwonetsotsne, eshe it shiyano Ik'o ettsok'o b́wottsotse no itn eegor daderatsone etee.
10 Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.
Ik'o ettsok'on wotts shiyano woro maants jishituwo naandre eton daatset wonewo b́daatsitwotse goyino dooratse, datsatsi shiyanonmó k'ire b́doweti.
11 Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! Paa enhver Maade beviste I, at I selv vare rene i den Sag.
It shiyaanan Ik' ettsok'on b́wottsok'owo awuk'o kup'de fino, awuk'o wotts aniyidek'o, awuk'o kááron fayo, awuk'o shato, awuk'o mirac'o, awuk'o okooro, awuk'o sezonowere b́dootsok'owo nibnde'er t'iwintsde s'iilere. Ando it jam keewon s'ayin it wottsok'o gawon gawirute.
12 Altsaa, naar jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn.
Itsh t guut'alor taa itsh tguut' no jangosh itdetsts kup'ar fino Ik'o shinatse itsh shaanr b́daneetwok'owa etaatni bako morro bín dadets ashosha etaatniyaliye.
13 Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Aand har faaet Vederkvægelse fra eder alle.
Jamanatse tuutson noo kup'erone, no nokup'tsoniyere bogo ando Tito b́daatsts geneúwon iki ayidek'at geneeúweroone, manu eegishe b́shayirosh kashdek'o itdatsitsoshe.
14 Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, saaledes er ogsaa vor Ros for Titus bleven Sandhed.
It atse t detsts it'onowere Titosh keewre b́teshi, itwere taan jitsiratste, jam aawo itsh arikeewono itsh keewufoone b́teshi, hanuwere it jango Titosh nokeewtso itn it'o arbwotoon be'ere.
15 Og hans Hjerte drages inderligere til eder, naar han mindes Lydigheden hos eder alle, hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven.
It únetswor azazeyirwotsi itwottsotsnat shatoonat k'ewon bín itdek'tsok'owo Tito b́gawor itsh b́detsts shuno ayidek't eeno wotere.
16 Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide paa eder.
Taawere jam weeron itn it'o tfaltsotse iki bogshdek' geneúwere.
