2 Korinterne 10
1 Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, „naar I se derpaa, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder‟,
Tua hi Paul keiman Christa lungneng tah le nunnem tah ahina jal'a kangeh nahiuve–nang hon keima hi kamihina a mikichase chule gamlatah a lekhathot kajihna a bou lung ngamna nei dan in neigel uvin ahi.
2 ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet.
Aphai, tua hi katemnau chu keima kahung tengleh keiho hi mihem hina lunggela lung ngama eingaito hou chuto lungngama kaumu ngailou ahina dinga kangeh nahiuve.
3 Thi om vi end vandre i Kødet, saa stride vi dog ikke efter Kødet;
Keiho mihem kahiuvin, ahivangin mihem galsat in gal kasat pouve.
4 thi vore Stridsvaaben ere ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse,
Keihon Pathen thahat tah gal manchah chu kamanguvin, vannoi galmanchah ho mihem lunggel pansat-na le kinelkalna lhemho chu ahipoi.
5 idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus
Keiho hin mihon Pathen ahetdohna ding uvin kiletsahna in adoudal thei jouse kasumang uvin, keihon amahoa dou lungput jouse chu kaman tup un chule Christa thua nung dingin kahil uvin ahi.
6 og ere rede til at straffe al Ulydighed, naar eders Lydighed er bleven fuldkommen.
Chule nang hon sei ngaina lhingset nanei jou uleh, keihon sei ngailou ho chu amichang cheh a gimbolna kapeh dingu ahi.
7 Se I paa det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, saaledes gøre vi det ogsaa.
Nang hon gahvet a akilom ding ho naveuvin ahi. Christa a kahi tia kigel ho chun amahon akigelna bang uva keiho Christa a kahiuve ti ahet dingu ahi.
8 Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme,
Keima hi Pakaiyin thuneina eipeh kalvala kisona neiyin eikigel inte. Hinla ka thunei nau hin nakisahdoh sah u ahin; hichun nasuhlhah diu hilou ahi. Hitia kathuneina keiman ka manchahna a hin jahcha ponge.
9 for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve;
Keiman lekhathot kajih hoa hi nangho kichatsah ding kagot ahipoi.
10 thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd.
Ajeh iham itileh mi phabep in, “Paul lekhathot hohi thugil tah ahin chule thanei tah ahi, hinla ama hi thalhom ahi chule athusei hojong pannabei ahi bouve,” atiuve.
11 En saadan betænke, at saaledes som vi fraværende ere med Ord ved Breve, saaledes ville vi ogsaa nærværende være i Gerning.
Hitobang miho chun keiho tahsa tah a kahung lhun teng uleh keiho gamla tah a lekhathot a thunei tah'a kaseiyu banga khautah a thu katan dingu ahi, ti hi ahet uva pha ahi.
12 Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de ikke, at de maale sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv.
Oh, olmo hih un, keihon nangho koma minasa tah a kiseiho tobanga chu keiho jong kidang tah chu kahiuve tia seina chu kanei pouve! Ahin amaho chu amaho lah a khat le khat kivetkah uva, amaho le amaho hin dan a kitekahna nei ahibouve. Datmo umtah ahiuve!
13 Vi derimod ville ikke rose os ud i det umaalelige, men efter Maalet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Maal, at naa ogsaa til eder.
Keima ho thuneina kallama keihon kisonna neideh pouvinge. Pathen in toh ding kin keiho einganse nau hop sunga bou chu kisonna kanei dingu, hichu nangho toh itohkhom nau chan gei hiya ahi.
14 Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke naaede til eder; vi ere jo komne ogsaa indtil eder i Kristi Evangelium,
Keihon nachung uva thuneina kaneiyuve tia kaseiyuhi akalval a seiyah kahi pouve. Ajeh iham itileh keiho hi Christa Kipana Thupha thudola Corinth khoa ana hung masa pen kahiuve.
15 saa vi ikke rose os ud i det umaalelige af andres Arbejder, men have det Haab, at, naar eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, saa vi kunne komme langt videre
Midangin apatdohsa natoh chunga kisonga chule hichu keiho natoh ga ahi tia sei kahi pouve. Chusanga, nalah uva kanatoh uhi ahopsung kehletbea aumna dinga natahsan'u akhantou ding kinem a kahiuve.
16 og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte.
Chutengle nangho umna kallam peh'a koima dangin atohlouna muna kacheuva Kipana Thupha chu seiphongna kanei thei dingu ahitai. Chutengleh keiho hi midang gamhop sunga natong ahi tia dohna umlou ding ahitai.
17 Men den, som roser sig, rose sig af Herren!
Pathen Thubun asei dung juiyin, “Nangma nakison noma ahileh, Pakai'a bou kisongin,” ati.
18 Thi ikke den, der anbefaler sig selv, staar Prøve, men den, hvem Herren anbefaler.
Miho chu amaho kiseipha ahiuva ahileh, ima phatchomna ding aum gunpoi. Pakaiyin amaho chu aseiphat ding chubou akiphamo pen ahi.
