Anden Krønikebog 19

1 Men Josafat, Judas Konge, kom tilbage til sit Hus med Fred til Jerusalem.

Aa le nimpoly an-kanintsiñe mb’ añ’anjomba’e e Ierosalaime añe t’Iehosafate.

2 Og Jehu, Hananis Søn, Seeren, gik ud imod ham og sagde til Kong Josafat: Skal du hjælpe den ugudelige og elske dem, som hade Herren? derfor er der Vrede over dig fra Herrens Ansigt.

Le niavotse nifanalaka ama’e t’Iehò ana’ i Kananý mpioniñe, nanao ty hoe am’ Ieho­safate mpanjaka: Ho nolora’o hao ty lo-tsereke; ho nikokoa’o hao ty malaiñe Iehovà? Hametsaha’ Iehovà haviñerañe!

3 Dog er der nogle gode Ting fundne hos dig, at du har borttaget Astartebillederne af Landet og beredet dit Hjerte til at søge Gud.

F’ie ahaoniñan-tsoa, kanao naria’o an-tane atoy o hazomangao vaho nitambozora’o arofo hitsoek’ an’ Andrianañahare.

4 Saa blev Josafat i Jerusalem; og han drog ud igen iblandt Folket fra Beersaba indtil Efraims Bjerg og førte dem tilbage til Herren, deres Fædres Gud.

Aa le nimoneñe e Ierosalaime ao t’Iehosafate naho niavotse indraike mb’am’ ondaty mifotots’ e Beer­sevà pak’ ambohibohi’ i Efraimeo vaho nampoli’e am’ Iehovà Andrianañaharen-droae’ iareo.

5 Og han beskikkede Dommere i Landet, i alle Judas faste Stæder, i hver Stad.

Le nampijadoña’e mpizaka an-tane ao; amo rova-fatratse e Iehoda iabio kirova-drova,

6 Og han sagde til Dommerne: Ser til, hvad I gøre, thi I holde ikke Dom for et Menneske, men for Herren; og han er med eder i Dommens Handel.

le hoe re amo mpizakao: Ereñereo o anoe’ areoo; toe tsy ama’ ondaty ty fizaka’areo, fa ama’ Iehovà, Ie ty mañimba anahareo mizakao.

7 Derfor lader nu Herrens Frygt være over eder; tager eder i Agt, i hvad I gøre; thi der er ingen Uret hos Herren vor Gud, ej heller Persons Anseelse, ej heller Gavers Annammelse.

Ee arè, te ho ama’areo ty fañeveñañe ama’ Iehovà; mitaoa vaho mitoloña; fa tsy aman-tahiñe t’Iehovà Andrianañaharen-tika ndra firihiañe ndra fandrambesam-bokàñe.

8 Tilmed beskikkede Josafat ogsaa i Jerusalem nogle af Leviterne og Præsterne og af Øversterne for Fædrenehusene iblandt Israel til at dømme i Herrens Sager og i Tvistigheder. Og de vendte tilbage til Jerusalem.

Mbore nampijadoñe nte-Levy naho mpisoroñe vaho talèn’ anjomban-droae’ Israele e Ierosa­laime ao t’Iehosafate ho ami’ty fizakà’ Iehovà naho ty hizakàñe o mpilie-drokoñe amo mpimoneñe e Ierosalameo.

9 Og han bød dem og sagde: Gører saa i Herrens Frygt, trolig og med et retskaffent Hjerte!

Le nafanto’e am’ iereo ty hoe: Hanoe’ areo am-pañeveñañe ama’ Iehovà o raha zao, am-pigahiñañe naho an-kaampon’arofo.

10 Og ved alle Tvistigheder, som komme for eder og fra eders Brødre, som bo i deres Stæder, imellem Blod og Blod, imellem Lov og Bud, Skikke og Forskrifter, skulle I paaminde dem, at de ikke blive skyldige for Herren, og der maatte komme en Vrede over eder og over eders Brødre; gører saa, da skulle I ikke blive skyldige.

Aa ndra mbia’ mbia te tendrek’ ama’ areo boak’ aman-drolongo’ areo mpimo­neñe an-drova’ iareo ao, añivo’ ty lio naho ty lio, añivo’ t’i Hake naho ty faly, ty fañè naho ty fepètse, le ho hatahatae’ areo, ehe, tsy hanan-tahiñe am’ Iehovà, hampifetsahan-kaviñerañe ama’ areo naho aman-drolongo’ areo; ano izay, tsy hampanan-kakeo anahareo.

11 Og se, Ypperstepræsten Amaria er over eder i alle Herrens Sager og Sebadja, Ismaels Søn, Fyrsten i Judas Hus, i alle Kongens Sager, saa ere og Leviterne Fogeder for eders Ansigt; værer frimodige og gører dette, og Herren skal være med den gode.

Ingo, hifehe anahareo amy ze hene raha’ Iehovà t’i Amarià mpisorom-bey; naho amo raham-panjaka iabio i Zebadià, ana’ Ismaele, talèn’ anjomba Iehodà; vaho añatrefa’ areo o mpifeleke nte-Levio. Mahasibeha am-pitoloñañe le himbae’ Iehovà o vantañeo.