< 1 Tessalonikerne 2 >
1 I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves;
For yourselves, brethren, know our entrance in unto you, that it was not in vain:
2 men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp.
But even after that we had suffered before, and were shamefully entreated, as ye know, at Philippi, we were bold in our Elohim to speak unto you the gospel of YHWH with much contention.
3 Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig;
For our exhortation was not of deceit, nor of uncleanness, nor in guile:
4 men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at faa Evangeliet betroet, saaledes tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter.
But as we were allowed of YHWH to be put in trust with the gospel, even so we speak; not as pleasing men, but YHWH, which trieth our hearts.
5 Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale — som I vide — ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge — Gud er Vidne;
For neither at any time used we flattering words, as ye know, nor a cloke of covetousness; YHWH is witness:
6 ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde.
Nor of men sought we glory, neither of you, nor yet of others, when we might have been burdensome, as the apostles of the Messiah.
7 Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som naar en Moder ammer sine egne Børn,
But we were gentle among you, even as a nurse cherisheth her children:
8 saaledes fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
So being affectionately desirous of you, we were willing to have imparted unto you, not the gospel of YHWH only, but also our own souls, because ye were dear unto us.
9 I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder.
For ye remember, brethren, our labour and travail: for labouring night and day, because we would not be chargeable unto any of you, we preached unto you the gospel of Elohim.
10 I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro;
Ye are witnesses, and YHWH also, how holily and justly and unblameably we behaved ourselves among you that believe:
11 ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn
As ye know how we exhorted and comforted and charged every one of you, as a father doth his children,
12 og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.
That ye would walk worthy of YHWH, who hath called you unto his kingdom and glory.
13 Og derfor takke ogsaa vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket ogsaa viser sig virksomt i eder, som tro.
For this cause also thank we YHWH without ceasing, because, when ye received the word of YHWH which ye heard of us, ye received it not as the word of men, but as it is in truth, the word of YHWH, which effectually worketh also in you that believe.
14 Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi ogsaa I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne,
For ye, brethren, became followers of the assemblies of YHWH which in Judaea are in the Messiah Yahushua: for ye also have suffered like things of your own countrymen, even as they have of the Jews:
15 der baade ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og staa alle Mennesker imod,
Who both killed the Master Yahushua, and their own prophets, and have persecuted us; and they please not YHWH, and are contrary to all men:
16 idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Maal; men Vreden er kommen over dem fuldtud.
Forbidding us to speak to the Gentiles that they might be saved, to fill up their sins alway: for the wrath is come upon them to the uttermost.
17 Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at faa eders Ansigt at se, under megen Længsel,
But we, brethren, being taken from you for a short time in presence, not in heart, endeavoured the more abundantly to see your face with great desire.
18 efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, baade een og to Gange, og Satan har hindret os deri.
Wherefore we would have come unto you, even I Paul, once and again; but Satan hindered us.
19 Thi hvem er vort Haab eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, naar ikke ogsaa I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse?
For what is our hope, or joy, or crown of rejoicing? Are not even ye in the presence of our Master Yahushua the Messiah at his coming?
20 I ere jo vor Ære og Glæde.
For ye are our glory and joy.