< 1 Samuel 20 >
1 Da flyede David fra Najoth i Rama og kom og sagde for Jonathans Ansigt: Hvad har jeg gjort? hvad er min Misgerning, og hvad er min Synd for din Faders Ansigt, at han søger efter mit Liv?
David te Ramah kah Naioth lamloh yong tih Jonathan taengla a pha vaengah, “Balae ka saii tih kai kathaesainah he balae? Na pa mikhmuh ah kai kah mebang tholhnah lae aka om tih ka hinglu he a tlap,” a ti nah.
2 Og han sagde til ham: Det være langt fra, du skal ikke dø, se, min Fader gør ikke nogen Gerning, stor eller liden, at han jo aabenbarer den for mine Øren; og hvorfor skulde min Fader skjule denne Gerning for mig? det er ikke saa.
Te dongah Jonathan loh, “Savisava la, na duek mahpawh, kai hna ah ham phoe pawt atah hno yit, hno len akhaw a pa loh saii rhoe saii pawt oe. Tahae kah olka he balae tih a pa loh kai taeng lamloh a thuh, hekah he a hong pawt nim,” a ti nah.
3 Da svor David fremdeles og sagde: Din Fader ved vist, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, derfor siger han: Jonathan skal ikke vide dette, det maatte bedrøve ham; og sandelig, saa vist som Herren lever, og saa vist som din Sjæl lever, der er ikkun et Trin imellem mig og imellem Døden.
Tedae David loh koep a toem a ngam tih, “Na mikhmuh ah mikdaithen ka dang te na pa loh a ming rhoe a ming ta, Jonathan a ming sak pawt he a kothae ve a ti dongah ni. BOEIPA kah hingnah rhangneh na hinglu khaw hingnah om dae kai laklo neh dueknah laklo he khokan kan at mai ni,” a ti nah.
4 Og Jonathan sagde til David: Hvad dit Hjerte siger, vil jeg og gøre dig.
Jonathan loh David te, “Mebang khaw na hinglu te dawt uh lamtah nang ham kan saii eh?,” a ti nah.
5 Og David sagde til Jonathan: Se, det er i Morgen Nymaane, og jeg skulde jo sidde hos Kongen at æde; saa lad mig fare, at jeg kan skjule mig paa Marken indtil den tredje Dag ad Aften.
Te dongah David loh Jonathan taengah, “Thangvuen he hlasae coeng ni ne, kai tah buh ca la manghai taengah ka ngol rhoe ka ngol ham om. Tedae kai n'tueih lamtah a thum hlaem duela kohong ah ka thuh uh mai eh.
6 Dersom da din Fader savner mig, saa sig: David begærede meget af mig, at han maatte løbe til Bethlehem til sin Stad, thi den ganske Slægt har der et aarligt Slagtoffer.
Na pa loh kai hah n'toem tih, “David te a cako boeih ham hmueih tue a om dongah amah kho Bethlehem la yong ham kai taengah n'dawt tih a bih,” ti nah.
7 Dersom han siger saaledes: Det er godt, saa staar det vel med din Tjener; men dersom hans Vrede optændes, da vid, at det onde er fast besluttet hos ham.
Tete then a ti atah na sal he sading la om ni. Tedae anih te sai la sai mai koinih anih te yoethaenah neh rhoeh coeng tila ming laeh.
8 Saa gør Miskundhed mod din Tjener, thi du har ladet din Tjener indgaa en Pagt med dig for Herren; men dersom der er nogen Misgerning hos dig, saa slaa du mig ihjel, og hvorfor vilde du føre mig hen til din Fader.
Tedae BOEIPA kah paipi rhangneh na sal taengah sitlohnah khueh mai. Na sal he namah taengla khuen mai. Thaesainah he ni ka khuiah a om atah kai he namah loh n'duek sak, bahamlae na pa taengla kai nan thak eh?,” a ti nah.
9 Da sagde Jonathan: Det være langt fra dig; men dersom jeg kan fornemme, at det onde er fast besluttet hos min Fader, saa at det vil komme over dig, skulde jeg da ikke give dig det til Kende?
Jonathan loh, “Nang nen tah savisava, a pa loh boethae neh a hah te ka ming la ka ming atah nang taengla pahoi ka pawk tih namah taengah ka puen moenih a,” a ti nah.
10 Og David sagde til Jonathan: Hvo skal give mig det til Kende? eller: Hvad haardt din Fader svarer dig?
David loh Jonathan te, “Na pa loh namah te mangkhak la m'voek koinih ulae kai taengla aka puen eh?,” a ti nah.
11 Da sagde Jonathan til David: Kom, saa ville vi gaa ud paa Marken; og de gik begge ud paa Marken.
Te dongah David te Jonathan loh, “Ceh, kohong la cet sih,” a ti nah tih kohong la bok cet rhoi.
12 Og Jonathan sagde til David: Herre, Israels Gud! naar jeg udforsker min Fader ved den Tid i Morgen eller den tredje Dag, og se, det staar vel for David, og jeg da ikke sender til dig og aabenbarer det for dine Øren:
Te vaengah Jonathan loh David te, “Israel Pathen BOEIPA rhangneh thangvuen a thum hnin ah a pa te rhep ka khe lah eh. Te vaengah David ham a then neh a then pawt khaw nang taengla kan tah vetih na hna kan cah bitni.
13 Da gøre Herren Jonathan nu og fremdeles saa og saa; men finder min Fader for godt at gøre dig ondt, vil jeg og aabenbare det for dine Øren og lade dig fare, at du skal gaa med Fred; og Herren være med dig; ligesom han har været med min Fader.
Jonathan taengah he BOEIPA loh han saii saeh lamtah hang khoep nawn saeh. Nang taengah boethae ham te a pa loh a hue oeh atah na hna ah kan yaak sak vetih namah taengah ol kan tah bitni. Te vaengah sading la na cet bitni. A pa taengah a om bangla nang taengah khaw BOEIPA om saeh.
14 Skulde du ikke, dersom jeg da lever, ja, skulde du da ikke gøre Herrens Miskundhed imod mig, saa at jeg ikke skal dø?
Tedae kai he phat ka hing pawt atah BOEIPA kah sitlohnah te kai taengah saii boeh. Tedae kai ka duek vailaih moenih.
15 Ja, du vil ikke borttage din Miskundhed fra mit Hus evindeligen, selv ej, naar Herren faar udryddet Davids Fjender hver især af Jordens Kreds.
Na sitlohnah te ka imkhui dong lamloh kumhal duela haih boeh. BOEIPA loh David kah thunkha rhoek te diklai hman kah hlang lamloh a haih vaengah pataeng haih boel saeh,” a ti nah.
16 Saa gjorde Jonathan en Pagt med Davids Hus: „Og Herren skal kræve det af Davids Fjenders Haand‟.
Te phoeiah Jonathan loh David imkhui neh paipi a saii tih, “Thunkha kut lamkah David te BOEIPA loh toem nawn saeh,” a ti.
17 Og Jonathan blev ved at besværge David, fordi han elskede ham; thi han elskede ham, som han elskede sin egen Sjæl.
David taengah a khueh lungnah tetah amah hinglu a lungnah vaengkah lungnah la a om dongah Jonathan loh koep a rhaep tih ol a caeng.
18 Og Jonathan sagde til ham: Det er i Morgen Nymaane, saa savnes du; thi man skal savne dig paa din Plads.
Te dongah Jonathan loh, “Thangvuen he hlasae la om tih na ngolhmuen tah hoeng vetih n'toem pawn ni.
19 Og naar du har været borte i tre Dage, skal du drage ned i Hast og komme til Stedet, hvor du skjulte dig paa hin Gernings Dag; og du skal blive ved den Sten Asel.
A thum hnin ah koe suntla lamtah na thuh hmuen la ana cet. Te vaengah hnin kah bibi neh Ezel lungto taengah ana om ne.
20 Saa vil jeg skyde tre Pile ud til Siden, ligesom jeg vilde udskyde dem for mig efter et Maal.
Te vaengah kai loh thaltang pathum te a hael kah ka kutnoek dongah kah hamla kan thuinuet bitni.
21 Og se, jeg vil sende Drengen og sige: Gak, led Pilene op; siger jeg til Drengen: Se, Pilene ligge paa denne Side af dig, tag dem: Kom da! thi der er Fred for dig, og der er ingen Ting at frygte for, saa vist som Herren lever.
Te phoeiah cet vetih thaltang aka so ham camoe kan tueih ni ne. Camoe te, “Na taengkah thaltang rhoek te hela hang khuen,” ka ti la ka ti coeng atah ha mop phai laeh. BOEIPA kah hingnah dongah nang ham sadingnah la om vetih olka la om mahpawh.
22 Men siger jeg saaledes til den unge Dreng: Se, Pilene ligge foran dig, bedre frem: Da gak! thi Herren har ladet dig fare.
Tedae camoe te, “Na taengkah thaltang te voelh caeh tak,” ka ti atah BOEIPA long ni nang n'tueih coeng.
23 Og hvad det Ord angaar, som vi have talet, du og jeg, se, Herren er imellem mig og imellem dig evindeligen.
Tahae ah nang neh kai loh olka n'thui vanbangla kai laklo neh nang laklo ah kumhal duela BOEIPA om coeng ne,” a ti nah.
24 Og David skjulte sig paa Marken; og det blev Nymaane, og Kongen satte sig til Bords at æde.
Te dongah David tah kohong la thuh uh. Hlasae a pha vaengah buh ca la buh kungah manghai ngol.
25 Og Kongen satte sig paa sin Plads, som ellers, paa Pladsen ved Væggen, og Jonathan stod op, men Abner satte sig ved Sauls Side; og Davids Plads var tom.
A noek noek kah bangla amah ngolhmuen, pangbueng taengkah ngolhmuen dongah manghai te ngol. Te phoeiah Jonathan te thoo tih Saul kaep ah Abner ngol. Tedae David kah a hmuen tah vik hoeng.
26 Og Saul talede ikke noget den Dag; thi han tænkte: Ham er noget vederfaret, han er ikke ren, sandelig, han er ikke ren.
Te vaengah a hmuet a hma te cim caih pawh a ti dongah tekah khohnin ah tah Saul he kamat khaw cal pawh.
27 Og det skete Dagen efter Nymaane, den anden Dag i Maaneden, der Davids Plads var tom, da sagde Saul til Jonathan, sin Søn: Hvorfor kom Isais Søn ikke til Maaltid hverken i Gaar eller i Dag?
Tedae hlasae vuen a pha vaengah tah David kah a hmuen te a pabae la hoeng bal. Te dongah Saul loh a capa Jonathan taengah, “Jesse capa he balae tih hlaem ah khaw, tihnin ah khaw buh kung la ha mop pawh,” a ti nah.
28 Og Jonathan svarede Saul: David begærede meget af mig, at han maatte gaa til Bethlehem.
Te dongah Jonathan loh Saul te, “Bethlehem la caeh ham te David loh kai taengah a bih ngawn tah a bih.
29 Og han sagde: Kære, lad mig fare, thi vor Slægt har et Slagtoffer i Staden, og min Broder har selv paalagt mig det, og nu, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, kære, da tillad mig, at jeg maa se mine Brødre; derfor er han ikke kommen til Kongens Bord.
Te vaengah, 'Kho khuiah kaimih cako kah hmueih a om dongah kai khaw ka mop vetih ka maya ka uen dae ni. Na mikhmuh ah mikdaithen ni ka dang van coeng atah ka poeng ka hal mai saeh lamtah ka manuca rhoek te ka hmu mai eh,’ a ti. Te dongah ni manghai kah caboei taengla ha mop pawh,” a ti nah.
30 Da blev Sauls Vrede optændt imod Jonathan, og han sagde til ham: Du forvendte og genstridige Kvindes Søn! ved jeg ikke, at du har udvalgt Isais Søn til din Skam og til din Moders Skændsel?
Te vaengah Saul kah a thintoek loh Jonathan taengah sai tih, “Boekoek paihaeh capa, namah kah yahpohnah ham neh na nu kah a yah te yahpohnah ham Jesse capa taengah na kaibaeng te ka ming moenih a?
31 Thi alle de Dage, som Isais Søn lever paa Jorden, bliver hverken du stadfæstet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødens Barn.
Jesse capa te diklai ah a hing khuiah namah khaw na ram na thoh thai mahpawh. Te dongah anih te ol tah lamkah kai taengla hang khuen, amah te duek ca kangna saeh,” a ti nah.
32 Da svarede Jonathan Saul, sin Fader, og han sagde til ham: Hvorfor skal han dødes? hvad har han gjort?
Tedae Jonathan loh a napa Saul te a doo tih, “Balae tih anih te a duek eh? Balae a saii tih?,” a ti nah.
33 Da kastede Saul Spydet efter ham, for at stikke ham; da fornam Jonathan, at det var fast besluttet hos hans Fader at slaa David ihjel.
Te vaengah anih ngawn hamla Saul loh a taengkah caai neh a khoh. Te daengah David duek sak ham a napa loh a taeng te Jonathan loh a ming.
34 Saa stod Jonathan op fra Bordet med fnysende Vrede, og han aad ikke Brød paa denne anden Dag i Nymaanen; thi han var bedrøvet for David, fordi hans Fader havde haanet ham.
Te dongah Jonathan khaw caboei dong lamloh thintoek thinling neh thoo tih hlasae a pabae khohnin kah buh te ca pawh. David ham a kothae tih a napa ham a hmaithae.
35 Og det skete om Morgenen, at Jonathan gik ud paa Marken ved den Tid, han havde bestemt David, og en liden Dreng med ham.
David kah tingtunnah ham mincang a pha vaengah Jonathan tah amah taengkah cadong ca neh kohong la cet.
36 Og han sagde til sin Dreng: Løb, led nu, kære, de Pile op, som jeg skyder ud; Drengen løb, og han skød en Pil, den lod han fare hen over ham.
Te vaengah a taengkah cadong te, “Yong lamtah kai loh thaltang kan thuinuet te so laeh,” a ti nah. Camoe te a yong phai vaengah amah a thuinuet palaa te a poeng.
37 Og der Drengen kom til det Sted, hvor Pilen laa, som Jonathan skød ud, da raabte Jonathan efter Drengen og sagde: Er ikke Pilen foran dig, bedre frem?
Jonathan kah palaa a thuinuet nah hmuen te camoe loh a pha vaengah, Jonathan loh camoe te a hnuk longah a khue tih, “Nang taengah palaa om pawt tih voelh cet coeng nama?,” a ti nah.
38 Og Jonathan raabte efter Drengen: Vær snar, skynd dig, staa ikke stille; da samlede Jonathans Dreng Pilene og kom til sin Herre.
Te phoeiah Jonathan loh cadong te a hnuk longah, “A loe la tawn uh latam pai boeh,” a ti nah. Te dongah palaa thaltang te Jonathan kah camoe loh a rhuh tih a boei taengla ha pawk.
39 Og Drengen vidste ikke noget; ikkun Jonathan og David vidste Sagen.
Te vaengkah olka te Jonathan neh David bueng loh a ming dae camoe longtah pakhat khaw ming pawh.
40 Da gav Jonathan Drengen, som han havde, sine Vaaben, og sagde til ham: Gak hen, bær dem ind i Staden!
A hno a pai te Jonathan loh amah taengkah camoe taengla a paek tih, “Cet lamtah khopuei khuila khuen laeh,” a ti nah.
41 Da Drengen gik ind, saa stod David op Sønder fra og faldt paa sit Ansigt til Jorden og bøjede sig ned tre Gange, og de kyssede den ene den anden og græd den ene med den anden; men David græd mest.
Camoe a khum neh David te tuithim ben lamkah ha moe. Te vaengah a tal neh diklai la bakop tih voei thum a bawk. Pakhat loh a hui patoeng a mok uh rhoi vaengah pakhat loh a hui patoeng taengah rhap rhoi tih David te nah.
42 Da sagde Jonathan til David: Gak i Fred! hvad vi begge have svoret i Herrens Navn og sagt: Herren være Vidne imellem mig og imellem dig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindeligen. . . Og han stod op og gik bort; men Jonathan kom til Staden.
Te phoeiah David te Jonathan loh, “BOEIPA ming neh mamih rhoi loh n'toemngam tih, 'Kai laklo neh nang laklo ah, kai tiingan laklo neh nang kah tiingan laklo ah kumhal duela BOEIPA om,’ n'ti dongah ngaimong la cet ne,” a ti nah.