1 Peter 2
1 Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse,
Vbvrikunamv, alvmanv mvnwng lokv; mvvnam lokv vmajvka kaadutadubv rinam lokv vmajvka kaanektanek nam lokv vmajvka miyimimbong nam gaam lokv nonu vdwv vkvnv rinam um kayu tokuka.
2 og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at I kunne vokse ved den til Frelse,
Anga ajwng bvnglin sonam aingbv ritoka, darwknv dowjwklo gv achu mvngchik lo tvngnwng dvdvla ritoka, vbv tvngla rinam lokv nonuno singcharicha reku okv ringnam bvka reyiku.
3 om I da have smagt, at Herren er god.
Darwknv kitap vbv mindu, “nonu vdwv atubongv chinsudu Ahtu ninyi vdwgo alvdu vla.”
4 Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud,
Nyi vdwgv anyung kaamanv dara kunam bv rijvka, Pwknvyarnv gvlo anyung doonv turnv vlwng darnambv, Ahtu gvlo aatoka.
5 og lader eder selv som levende Stene opbygge som et aandeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære aandelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus.
Turnv vlwng vdwgv aingbv ritola aatoka, okv nonuno atubongv Dowjwklo pwknvyarnvnaam gobv mvnvrinv kotoka, nonuno ogolo darwknv nyibu gobv dowjwklo jilwk la okv Jisu Kristo gv lokv Pwknvyarnv gvlo erinpeelwkla laarwk sinam am riya nvgobv rire.
6 Thi det hedder i et Skriftsted: „Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror paa ham, skal ingenlunde blive til Skamme.‟
Vkvlvgabv Darwknv kitap vbv mindu “Ngo alam doyachoknv vlwng am dardunv, um ngo Jayon gv chenyung agumai lo lvngtung gobv tunglwk jidu; Okv yvvdw ninyia mvngjwng dudw vv vdwloka mvngjung sula rimare.”
7 Eder altsaa, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe;
Alvjvbv nonu mvngjwng sinv vdwgv lvgabv soogv vlwng si kairungnv anyung doyachoknv gobv ridu; Vbvritola oogv yvvdw mvngjwng madudw: “Naam mvnv vdwgv vlwng darpak la dara kunam anyung kaama nvgobv ora kunamv mvnwng dvdvgv lokv alvyachok nvgobv ritoku.”
8 og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de ogsaa vare bestemte.
Okv darwknv kitap so akonvlo mindu, “Soogv vlwng si nyi mvnwng nga dwktup pukmap modubv mvre, Oogv lvngtv pvngv vv bunua gimup lodubv mvre.” Ogulvgabv bunu gamchar minji nvnga mvngjwng mabv ritola bunu dwktupla ritoku; Vbvching ridubv vla Pwknvyarnv gv bunugv lvgabv mvngrung namv.
9 Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys,
Vbvritola nonuno darlin kunam opi ngv, Dvbv gv nyibu bv rinv vdwv, darwknv nyitwng ngv, Pwknvyarnv gv awgv nyiv, Pwknvyarnv gv kaasartabo dubv rinam am japgo kardubv darnamv, oogv kanvparam lokv nonua atubogv angusinv kaasartabo jvnv loung lo goklin toku.
10 I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.
Kvvlo nonu Pwknvyarnv gv nyi bv rimato, vbvritola vjak nonuno vkvgv nyi bv riduku; kvvlo nonuno Pwknvyarnv gv aya nga chima bv rito, vbvritola vjak nonuno vkvgv aya nga laarwk siduku.
11 I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at afholde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen,
Ngoogv ajin vdwa, nyiamooku soogv nyebunyi gobv okv nyen kelwk la rinvgobv vla minchumire bv minjvka! oogv adwnamar gv yalu am nyiru kibv gvnv maatar alvbv mvngjimvngro namlo jilwk suma bvka, vla ngo nonua mindunv.
12 saa I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de paa Grund af de gode Gerninger, som de faa at se, kunne prise Gud paa Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som Ugerningsmænd.
Vdwlo Pwknvyarnvnyi chimanv vdwv nonua alvmanv gobv minjvka, nonugv gwngdunggwngpa nga bunugv pingkolo alvnvbv kaatam sito laka, vbvribolo bunu Pwknvyarnv gv ninyigv aakur dw alua nonugv alvnv kudungkua rinam am kaachin silai ikula okv Pwknvyarnvnyi hartvbamtv la rireku.
13 Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste,
Vkvlvgabv Ahtu gv lvgabv nyi vdwgv tujupkunam arwng lo aw am tulwk sutoka: oogv kai yabv rigvdubv tujupkunam Dvbvyachok gvloka,
14 eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode.
okv oogv gobunor vdwv, oogv alvmanv kudungkua rinv nga mvrit dubv okv alvbv kudungkua rinv um hartvla ninyigv parlin kunam um gobv tulwk sutoka.
15 Thi saaledes er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie;
Holvgabv Pwknvyarnv nonua alvnv kudungkua riku lokv ridula oogv pvchaaria bv japsingjabanv nyi gaam minv um mintor jitoka vla mvngdu.
16 som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere.
Ajarabinv nyi gobv singto ritoka; ogubv rikwngjvka, noogv ajarabi bv ridunv um rimur bv rinvla rigv nvyoka, vbvritola Pwknvyarnv gv nyira aingbv singtolaka.
17 Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!
Mvnwng nga mvngdv tvlaka, kvvbi mvngjwngnv vdwa paktoka, Pwknvyarnvnyi ayum tvlaka, okv Dvbvyachoknyi mvngdv tvlaka.
18 I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men ogsaa de urimelige.
Pakbu vdwv nonuno awgv atu gvlo atubonga tulwksula okv mvngdv kaadvla rinam am bunua kaatam sula ritoka, yvvdw ayala okv tulwkla rinv um mvngchik tikmabv, vbvritola yvvdw hirukaya mola ridunv umka mvngdv laka.
19 Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt.
Nonugv hirukaya paamasvgo paamu jvka um saktvla ribolo, Pwknvyarnv gv aya nga boktalwkjire ogulvgavbolo nonu ninyigv mvnglwk ka chindu.
20 Thi hvad Ros er det, om I holde ud, naar I synde og derfor faa Næveslag? Men dersom I holde ud, naar I gøre det gode og lide derfor, dette finder Yndest hos Gud.
Holvgabv nonugv rigakpanam riku lvgabv dvngsv go doola dvngku dula um chetamrvnam la ribolo nonu ogugo paare? Vbvritola nonu alvnv kudungkua lvgabv hirukaya am hinla ridubolo, Pwknvyarnv oogv vbvrinam lvgabv nonua aya nga boktalwkjire.
21 Thi dertil bleve I kaldede, efterdi ogsaa Kristus har lidt for eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i hans Fodspor,
Svkvnv um lvgabvdv nonua Pwknvyarnv goktoku, ogulvgavbolo Kristo ninyi awv nonu lvgabv erit am hintoku okv vkvlvgavbolo nonuno ninyigv lvchu kurpv kolo kurpv minggv dubv vla nonua kaaring sidubv rijitoku.
22 han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i hans Mund,
Hv rimur namgo rima, okv yvvka ninyigv riu lokv mvvnamrunam gaam go vdwloka aadu bv tvvpamato.
23 han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede, da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt,
Vdwlo ninyia minjimiyo kubvdw, vbvrijvka Hv minjimiyo nam gaam minamgo mirwk simato, vdwlo ninyia hirukaya dubv mvrit bvdw, vbvrijvka hv alvmabv ritv ngurv mato, vbvritola takdamvra bv jwngkadaka jinv, Pwknvyarnv gvlo mvngtin sila ritoku.
24 han, som selv bar vore Synder paa sit Legeme op paa Træet, for at vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han, ved hvis Saar I ere blevne lægte.
Kristo ngonu rimur am gvvla ninyigv adwnamar lokv daapolo gvvlwk jito, vkvlvgavbolo ngonu rimur lo sirung reku okv darwkchonjor nvlo turreku. Vbv ninyigv ungvtarv gvvnam lokv ngonugv lvvma nga pomu pvkunv.
25 Thi I vare vildfarende som Faar, men ere nu vendte om til eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.
Nonu ho gv svlar go ninyigv lamtv vngtung nga nyemu tvla ngakramnv aingbv ridu, vbvritola vjak nonu Svlarkayanv okv yalua Kaachingyanv gv vngkulo vngming gvdubv vjak laakur kunamv.
