1 Peter 2
1 Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse,
Aa ie fa napoke ze fonga filoa-tiñake, ze hene famañahiañe naho hasoa-piatrefañe naho ty fihàñañe vaho ze fañinjeañe iaby,
2 og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at I kunne vokse ved den til Frelse,
manahake te ajaja-mena, salalao ty ronono hiringiri’ i tsaray, hitomboa’ areo amy rombakey,
3 om I da have smagt, at Herren er god.
kanao fa nitsopeke ty hasoa’ i Talè,
4 Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud,
naho nimb’ama’e, i Vato veloñe nado’ ondatio fe jinobon’ Añahare vaho toe sarotse ama’ey,
5 og lader eder selv som levende Stene opbygge som et aandeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære aandelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus.
le ampitroareñe ka nahareo vato veloñeo, ho anjomban’ arofo, naho fisoroñañe miavake, hañenga soron’ arofo non’ Añahare añam’ Iesoà Norizañey.
6 Thi det hedder i et Skriftsted: „Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror paa ham, skal ingenlunde blive til Skamme.‟
Ty amy pinatetse an-tsokitse masiñe ao: Ingo, apoko e Tsione ao ty vaton-kotsoke jinoboñe, vaton-kotsoke sarotse, le tsy ho salatse ty miato ama’e.
7 Eder altsaa, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe;
I hasarota’ey ho ama’ areo mpiatoo, fe amo manjehatseo le: Nivalike ho vato-kotsoke i vato nado’ o mpandranjioy.
8 og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de ogsaa vare bestemte.
naho ty hoe: Ty vato mahatsikapy naho ty vato mahasirìka. Tsikapie’ i tsaray o mpanjehatseo; fa izay ty nanendreañe iareo.
9 Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys,
Fe tariratse jinoboñe nahareo, firimboñam-pisoroñe aman-kasy, fifeheañe miavake, famosora nambahañe ho hanaña’e, hitaroñe ty hasoa’ i nikanjy anahareo hiakatse i ieñey ho ami’ty fireandreaña’e fanjakay.
10 I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.
Amy t’ie tsy nifamosorañe taolo, fe famosoran’ Añahare henaneo; tsy nitretrezeñe fe iferenaiñañe henaneo.
11 I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at afholde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen,
O ry noroko, osiheko hoe t’ie ambahiny naho mpañialo, ty hifoneñe amo raha mahatsontso’ i nofotseio naho mifañotakotak’ am-betsevetse ao.
12 saa I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de paa Grund af de gode Gerninger, som de faa at se, kunne prise Gud paa Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som Ugerningsmænd.
Mañaveloa an-kavañonañe amo kilakila’ ndatio, ie mañarinjèñe anahareo hoe tsy vokatse, naho misamba o sata soa’ areoo, ro handrenge an’ Andrianañahare amy androm-pitilihañey.
13 Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste,
Aa le miandalia amy ze fifelehañe noriza’ ondatio, ty amy Talè; naho ty mpanjaka, amy te manandily;
14 eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode.
naho o ragovao amy t’ie nirahe’e handilo o manao ratio vaho handrenge o manao soao.
15 Thi saaledes er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie;
Izay ty satrin’ Añahare, t’ie mitolon-kasoa ro hampitsiñe ty habahimoa’ ondaty seretseo,
16 som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere.
toe haha nahareo, le ko atao fandrongonan-karatiañe i fidadàñey, fa iambaneo kanao mpitoron’ Añahare.
17 Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!
Hene iasio, kokò o rolongoo, mañeveña aman’ Añahare, iasio i mpanjakay.
18 I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men ogsaa de urimelige.
Ry mpitoroñeo, iambaneo o tompo’ areoo am-pañeveñañe àmpoñe, tsy t’ie soa naho lem-po avao, fa o mengokeo ka.
19 Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt.
Inao ty mañeva isoke, t’ie mpañeveñe aman’ Añahare, ro mifeake sotry te ampisoañeñe tsy aman-katò.
20 Thi hvad Ros er det, om I holde ud, naar I synde og derfor faa Næveslag? Men dersom I holde ud, naar I gøre det gode og lide derfor, dette finder Yndest hos Gud.
Ino ty tombo’e t’ie mahafifeake lafa ty amo tahiñeo? Ie manao soa te ampisoañeñe vaho mifeak’ am-pahaliñisañe, le hisohen’ Añahare.
21 Thi dertil bleve I kaldede, efterdi ogsaa Kristus har lidt for eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i hans Fodspor,
Inao ty nikanjiañe anahareo, kanao nijalea’ i Norizañey, itsikombeo, hañoriha’ areo o lia’eo.
22 han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i hans Mund,
Ie tsy nanan-tahiñe, naho tsy nioniñe am-palie’e ty famañahiañe,
23 han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede, da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt,
le ie nonjireñe, tsy namale añ’ ònjitse; ie nijale tsy nañebañe, fe nitolom-piato amy Mpizaka an-katòy.
24 han, som selv bar vore Synder paa sit Legeme op paa Træet, for at vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han, ved hvis Saar I ere blevne lægte.
Ie ty nivave o hakeon-tikañeo am-pañòva’e an-katae ajale eo, hampihomaheñe o tahiñeo soa te ho veloñe an-kavañonañe tika, fa o fere’eo ro mahajangañe anahareo.
25 Thi I vare vildfarende som Faar, men ere nu vendte om til eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.
Ie nitolom-panjike hoe añondry, fe nitampoly amy Mpiarake naho Mpisari’ o arofo’ areooy henaneo.
