< Første Kongebog 19 >
1 Og Akab fortalte Jesabel om alt det, som Elias havde gjort, og om alle dem, han havde ihjelslaget med Sværdet, nemlig alle Profeterne.
Akab fortalte nu Jesabel alt, hvad Elias havde gjort, og hvorledes han havde ihjelslået alle Profeterne med Sværd,
2 Da sendte Jesabel et Bud til Elias og lod sige: Guderne gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om jeg ikke i Morgen paa denne Tid gør imod din Sjæl, ligesom der er gjort imod en af disses Sjæle.
og Jesabel sendte et Sendebud til Elias og lod sige: "Guderne ramme mig både med det ene og det andet, om jeg ikke i Morgen ved denne Tid handler med dit Liv, som der er handlet med deres!"
3 Der han saa det, da stod han op og gik bort for at redde sit Liv og kom til Beersaba, som tilhører Juda; og han lod sin Dreng blive der.
Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sit Liv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Der lod han sin Tjener blive
4 Og han gik selv i Ørken en Dags Rejse og kom og satte sig under et Enebærtræ; og han ønskede sig Døden og sagde: Det er nok, tag nu min Sjæl, Herre! thi jeg er ikke bedre end mine Fædre.
og vandrede selv en Dagsrejse ud i Ørkenen og satte sig under en Gyvelbusk og ønskede sig Døden, idet han sagde: "Nu er det nok, HERRE; tag mit Liv, thi jeg er ikke bedre end mine Fædre!"
5 Saa lagde han sig og sov under et Enebærtræ; og se, der var en Engel, som rørte ved ham og sagde til ham: Staa op, æd!
Så lagde han sig til at sove under en Gyvelbusk. Og se, en Engel rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis!"
6 Og han saa til, og se, ved hans Hovedgærde var en Kage, bagt paa Gløder, og en Krukke med Vand; saa aad og drak han og lagde sig igen.
Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans Hoved havde hvilet, et ristet Brød, og der stod en Krukke Vand; og han spiste og drak og lagde sig igen.
7 Og Herrens Engel kom anden Gang igen og rørte ved ham og sagde: Staa op, æd; thi Vejen er for lang for dig.
Men HERRENs Engel kom atter og rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis, ellers bliver Vejen dig for lang!"
8 Og han stod op og aad og drak, og han gik ved den samme Mads Kraft i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter indtil Guds Bjerg Horeb.
Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette Måltid vandrede han i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter lige til Guds Bjerg Horeb.
9 Og der gik han ind i en Hule og blev der om Natten; og se, Herrens Ord kom til ham og sagde til ham: Hvad har du her at gøre, Elias?
Der gik han ind i en Hule og overnattede. Da lød HERRENs Ord til ham: "Hvad er du her efter, Elias?"
10 Og han sagde: Jeg har været nidkær for Herren Zebaoths Gud, fordi Israels Børn have forladt din Pagt, de have nedbrudt dine Altre og slaget dine Profeter ihjel med Sværd; og jeg alene er bleven tilovers, og de søge efter mit Liv for at tage det fra mig.
Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN, Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"
11 Og han sagde: Gak ud, og du skal staa ved Bjerget for Herrens Ansigt; og se, Herren gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, som sønderrev Bjergene og sønderbrød Klipperne for Herrens Ansigt: Herren var ikke i Vejret; og der kom et Jordskælv efter Vejret: Herren var ikke i Jordskælvet.
Da sagde han: "Gå ud og stil dig på Bjerget for HERRENs Åsyn!" Og se, HERREN gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, der sønderrev Bjerge og sprængte Klipper, gik foran HERREN, men HERREN var ikke i Vejret. Efter Vejret kom der et Jordskælv, men HERREN var ikke i Jordskælvet.
12 Og efter Jordskælvet kom en Ild: Herren, var ikke i Ilden; men efter Ilden kom der en stille, sagte Lyd.
Efter Jordskælvet kom der Ild, men HERREN var ikke i Ilden. Men efter Ilden kom der en stille, sagte Susen,
13 Og det skete, der Elias hørte det, da tilhyllede han sit Ansigt med sin Kappe og gik ud og stod i Døren paa Hulen, og se, da kom der en Røst til ham og sagde: Hvad har du her at gøre, Elias?
og da Elias hørte den, hyllede han sit Hoved i sin Kappe og gik ud og stillede sig ved Indgangen til Hulen; og se, en Røst lød til ham: "Hvad er du her efter Elias?"
14 Og han sagde: Jeg har været nidkær for Herren Zebaoths Gud, fordi Israels Børn have forladt din Pagt, nedbrudt dine Altre og ihjelslaget dine Profeter med Sværd, og jeg alene er bleven tilovers, og de søge efter mit Liv for at tage det fra mig.
Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN, Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"
15 Og Herren sagde til ham: Gak, vend tilbage ad din Vej igennem Ørken til Damaskus, og du skal gaa ind og salve Hasael til Konge over Syrien;
Da sagde HERREN til ham: "Vend tilbage ad den Vej, du kom, og gå til Ørkenen ved Damaskus; gå så hen og salv Hazael til Konge over Aram,
16 og du skal salve Jehu, Nimsis Søn, til Konge over Israel og salve Elisa, Safats Søn fra Abel-Mehola, til Profet i dit Sted:
salv Jehu, Nimsjis Søn, til Konge over Israel og salv Elisa, Sjafats Søn, fra Abel Mehola til Profet i dit Sted!
17 Og det skal ske, at hvo som undkommer fra Hasaels Sværd, den skal Jehu ihjelslaa, og hvo som undkommer fra Jehus Sværd, den skal Elisa ihjelslaa.
Den, der undslipper Hazaels Sværd, skal Jehu dræbe, og den, der undslipper Jehus Sværd, skal Elisa dræbe.
18 Og jeg har ladet syv Tusinde blive tilovers i Israel, nemlig alle Knæ, som ikke have bøjet sig for Baal, og hver Mund, som ikke har kysset ham.
Jeg vil lade syv Tusinde blive tilbage i Israel, hvert Knæ, der ikke har bøjet sig for Ba'al, og hver Mund, der ikke har kysset ham."
19 Saa gik han derfra og fandt Elisa, Safats Søn, der pløjede med tolv Spand Øksne foran sig, og han selv var med det tolvte; og Elias gik over til ham og kastede sin Kappe paa ham.
Så gik han derfra; og han traf Elisa, Sjafats Søn, i Færd med at pløje; tolv Spand Okser havde han foran sig, og selv var han ved det tolvte. Da nu Elias gik forbi ham, kastede han sin Kappe over ham.
20 Og han forlod Øksnene og løb efter Elias og sagde: Kære, lad mig kysse min Fader og min Moder, saa vil jeg følge dig! og han sagde til ham: Gak, kom igen, thi hvad har jeg gjort dig?
Så forlod han Okserne og løb efter Elias og sagde: "Lad mig først kysse min Fader og min Moder, så vil jeg følge dig!" Han svarede: "Gå kun tilbage, thi hvad er det ikke, jeg har gjort ved dig!"
21 Saa gik han fra ham igen, og han tog et Spand Øksne og ofrede dem og kogte deres Kød ved Tøjet paa Øksnene og gav Folket, og de aade; og han stod op og fulgte Elias og tjente ham.
Da forlod han ham og vendte tilbage; så tog han og slagtede Oksespandet, kogte Okserne ved Stavtøjet og gav Folkene dem at spise; derpå brød han op og fulgte Elias og gik ham til Hånde.