1 Korinterne 5
1 I det hele taget høres der om Utugt iblandt eder, og det saadan Utugt, som end ikke findes iblandt Hedningerne, at en lever med sin Faders Hustru.
Fa miboele te ama’ areo ty fifampirañaotañe, toe hakarapiloañe tsy amo kilakila’ ndatio: te eo ty miharo-lamba amy valin-drae’ey!
2 Og I ere opblæste og bleve ikke snarere bedrøvede, for at den, som har gjort denne Gerning, maatte udstødes af eders Midte!
Akore te iebotsebora’ areo! tsy hamake ho nandala? soa te ho naitòañe i nanao zay.
3 Thi jeg for min Del, fraværende med Legemet, men nærværende med Aanden, har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom over ham, som paa saadan Vis har bedrevet dette,
Aa naho izaho, ndra te tsy eo am-batañe, le miatreke an-troke vaho fa zinakako i nanao zay, manahake t’ie eo.
4 at, naar i vor Herres Jesu Navn I og min Aand ere forsamlede, saa med vor Herres Jesu Kraft
Ie mivory amy tahina’ Iesoà Talèntikañey, le ama’ areo an-troke iraho, ami’ty haozara’ Iesoà Talèntikañey,
5 at overgive den paagældende til Satan til Kødets Undergang, for at Aanden kan frelses paa den Herres Jesu Dag.
aa le aseseo amy mpañìnjey indatiy handrotsahañe i haondati’e hambo’ey, soa te ho rombaheñe ami’ty andro’ i Talè Iesoà i arofo’ey.
6 Det er ikke noget smukt, I rose eder af! Vide I ikke, at en liden Surdejg syrer hele Dejgen?
Tsy mete ty firoharohà’ areo; tsy fohi’ areo hao te mahatsitsike ty boko’e ty lalivay kede.
7 Udrenser den gamle Surdejg, for at I kunne være en ny Dejg, ligesom I jo ere usyrede; thi ogsaa vort Paaskelam er slagtet, nemlig Kristus.
Kohezo soa o lalivay hambo’eo soa t’ie ho boko’e vao, manahake t’ie tsy aman-dalivay, fa nisoroñañe ho antika i Norizañey, i Fihelan-tikañey
8 Derfor, lader os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød.
Aa le antao hiambeñe i sabadidakey, tsy aman-dalivay hambo’e, tsy aman-dalivain-kalo-tserehañe naho haratiañe, fa ami’ty tsy aman-dalivai’ i hatsò-troke naho hatòy.
9 Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med utugtige, —
Nisokirako amy taratasikoy te tsy hitrao-drehake amo manao hakarapiloañeo,
10 ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers maatte I jo gaa ud af Verden.
fe tsy t’ie ze fonga karapilo’ an’ tane atoy ndra ze mpihàñe naho mpikatramo ndra ze mpañori-pahasive, amy t’ie tsy mahay tsy ho niakatse an-tane atoy.
11 Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller en Røver, ja, end ikke spise sammen med en saadan.
Fe nisokirako te tsy hitraofa’areo ty miantoñoñe ho longo, te mone mpañarapilo ndra mpitsikirìke, ndra mpitorom-pahasive, ndra mpañinje, ndra mpijike, ndra mpikatramo. Ko itraofam-pikama.
12 Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme I ikke dem, som ere indenfor?
Inoñe ty izakako o alafe’eo? Tsy zakae’ areo hao o ama’ areoo?
13 Men dem udenfor skal Gud dømme. Bortskaffer den onde fra eder selv!
I Andrianañahare ty hizaka o alafe’eo, fe Aitò ama’ areo i tsivokatsey.
