< 1 Korinterne 13 >
1 Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde.
Ako jezike èovjeèije i anðelske govorim a ljubavi nemam, onda sam kao zvono koje zvoni, ili praporac koji zveèi.
2 Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, saa at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.
I ako imam proroštvo i znam sve tajne i sva znanja, i ako imam svu vjeru da i gore premještam, a ljubavi nemam, ništa sam.
3 Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet.
I ako razdam sve imanje svoje, i ako predam tijelo svoje da se sažeže, a ljubavi nemam, ništa mi ne pomaže.
4 Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke,
Ljubav dugo trpi, milokrvna je; ljubav ne zavidi; ljubav se ne velièa, ne nadima se,
5 gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde;
Ne èini što ne valja, ne traži svoje, ne srdi se, ne misli o zlu,
6 glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden;
Ne raduje se nepravdi, a raduje se istini,
7 den taaler alt, tror alt, haaber alt, udholder alt.
Sve snosi, sve vjeruje, svemu se nada, sve trpi.
8 Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgaa, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgaa;
Ljubav nikad ne prestaje, a proroštvo ako æe i prestati, jezici ako æe umuknuti, razuma ako æe nestati.
9 thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis;
Jer nešto znamo i nešto prorokujemo;
10 men naar det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgaa.
A kad doðe savršeno, onda æe prestati što je nešto.
11 Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige.
Kad ja bijah malo dijete kao dijete govorah, kao dijete mišljah, kao dijete razmišljavah; a kad postadoh èovjek, odbacih djetinjstvo.
12 Nu se vi jo i et Spejl, i en Gaade, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt.
Tako sad vidimo kao kroz staklo u zagonetki, a onda æemo licem k licu; sad poznajem nešto, a onda æu poznati kao što sam poznat.
13 Saa bliver da Tro, Haab, Kærlighed, disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.
A sad ostaje vjera, nad, ljubav, ovo troje; ali je ljubav najveæa meðu njima.