1 Korinterne 10
1 Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet
Ka ʻoku ʻikai ko hoku loto ʻe kāinga, ke mou taʻeʻilo, naʻe ʻi he malumalu ʻoe ʻao ʻa ʻetau ngaahi tamai kotoa pē, pea naʻa nau ʻalu atu kotoa pē ʻi he tahi;
2 og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet
Pea naʻe papitaiso kotoa pē ia Mōsese ʻi he ʻao pea ʻi he tahi;
3 og spiste alle den samme aandelige Mad
Pea naʻa nau kai kotoa pē ʻi he meʻakai fakalaumālie pe taha;
4 og drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af en aandelig Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus.
Pea naʻa nau inu kotoa pē ʻi he inu fakalaumālie pe taha: he naʻa nau inu mei he Maka fakalaumālie ko ia ʻaia naʻe muimui [ʻiate kinautolu]: pea ko e Maka ko ia ko Kalaisi.
5 Alligevel fandt Gud ikke Behag i de fleste af dem; thi de bleve slagne ned i Ørkenen.
Ka naʻe ʻikai siʻi fiemālie ʻae ʻOtua ki honau tokolahi: he naʻe tulaki hifo ʻakinautolu ʻi he toafa.
6 Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke skulle begære, hvad ondt er, saaledes som hine begærede.
Pea ko e ngaahi meʻa ni ko e ngaahi fakatātā kiate kitautolu, koeʻuhi ke ʻoua naʻa tau holi ki he ngaahi meʻa kovi, ʻo hangē ko ʻenau holi kovi.
7 Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er skrevet: „Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode op at lege.”
Pea ʻoua naʻa mou tauhi tamapua, ʻo hangē ko honau niʻihi; ʻo tatau mo ia kuo tohi, “Naʻe nofo hifo ʻae kakai ke kai mo inu, pea tutuʻu hake ʻo meʻe.”
8 Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve Utugt, og der faldt paa een Dag tre og tyve Tusinde.
Pea ʻoua naʻa tau fai feʻauaki, ʻo hangē ko e fai ʻe honau niʻihi, pea tō ai ʻi he ʻaho pe taha ʻae toko ua mano mo e toko tolu afe.
9 Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger.
Pea ʻoua naʻa tau ʻahiʻahi kia Kalaisi, ʻo hangē ko e ʻahiʻahi ʻo honau niʻihi, pea tāmateʻi ʻakinautolu ʻaki ʻae fanga ngata.
10 Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Ødelæggeren.
Pea ʻoua naʻa mou lāunga, ʻo hangē ko e lāunga ʻa honau niʻihi, pea nau ʻauha ʻi he fakaʻauha.
11 Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen. (aiōn g165)
Pea naʻe hoko ʻae ngaahi meʻa ni kotoa pē kiate kinautolu ko e ngaahi fakaʻilonga: pea kuo tohi ia ko hotau akonakiʻi, ʻakitautolu kuo hoko ki ai hono ngataʻanga ʻoe kuonga. (aiōn g165)
12 Derfor den, som tykkes at staa, se til, at han ikke falder!
Pea ko ia ʻoku mahalo ʻoku ne tuʻu, ke vakai telia naʻa hinga ia.
13 Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder, og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne, men som sammen med Fristelsen vil skabe ogsaa Udgangen af den, for at I maa kunne udholde den.
ʻOku ʻikai ha ʻahiʻahi ʻe tō kiate kimoutolu ka ko ia ʻoku faʻa hoko ki he tangata: ka ʻoku moʻoni ʻae ʻOtua, pea ʻe ʻikai te ne tuku ke lahi hono ʻahiʻahiʻi ʻakimoutolu ʻi he meʻa te mou faʻa fai; ka ʻi he ʻahiʻahi ʻe tofa foki ʻe ia ʻae hala ke hao ai, koeʻuhi ke mou faʻa kātaki ia.
14 Derfor, mine elskede, flyr fra Afgudsdyrkelsen!
Ko ia, ko hoku kāinga ʻofeina, puna mei he tauhi tamapua.
15 Jeg taler som til forstandige; dømmer selv, hvad jeg siger.
ʻOku ou lea atu ki ke kau tangata poto; mou fakamaau ki heʻeku lea.
16 Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med Kristi Legeme?
Ko e ipu ʻoe tāpuaki ʻaia ʻoku mau tāpuakiʻi, ʻikai ko e feohiʻanga ia ʻi he taʻataʻa ʻo Kalaisi? Ko e mā ʻoku mau tofitofi, ʻikai ko e feohiʻanga ia ʻi he sino ʻo Kalaisi?
17 Fordi der er eet Brød, ere vi mange eet Legeme; thi vi faa alle Del i det ene Brød.
Pea koeʻuhi ʻoku taha pe ʻae foʻi mā, ko kitautolu ko e tokolahi ko e sino pe taha: he ʻoku tau ʻinasi fakataha ʻi he foʻi mā pe taha ko ia.
18 Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke Samfund med Alteret?
Vakai ki ʻIsileli fakakakano: ʻikai ʻoku kau fakataha mo e ʻesifeilaulau ʻakinautolu ʻoku kai ʻae ngaahi feilaulau?
19 Hvad siger jeg da? At Afgudsofferkød er noget? eller at en Afgud er noget?
Ka ʻoku ou pehē ai ko e hā? Ko ha meʻa koā ʻae tamapua, pe ko ha meʻa ʻaia ʻoku ʻatu ʻo feilaulau ʻaki ki he ngaahi tamapua?
20 Nej! men hvad Hedningerne ofre, ofre de til onde Aander og ikke til Gud; men jeg vil ikke, at I skulle faa Samfund med de onde Aander.
[ʻE ʻikai]; he ko e ngaahi meʻa ʻoku feilaulau ʻaki ʻe he kakai Senitaile, ʻoku nau feilaulau ʻaki ki he ngaahi tēvolo, kae ʻikai ki he ʻOtua: pea ʻoku ʻikai ko hoku loto ke mou feohi mo e ngaahi tēvolo.
21 I kunne ikke drikke Herrens Kalk og onde Aanders Kalk; I kunne ikke være delagtige i Herrens Bord og i onde Aanders Bord.
ʻOku ʻikai te mou faʻa inu ʻi he ipu ʻae ʻEiki, mo e ipu ʻae ngaahi tēvolo: ʻoku ʻikai te mou faʻa kau ʻi he keinangaʻanga ʻae ʻEiki, mo e keinangaʻanga ʻae ngaahi tēvolo.
22 Eller skulle vi vække Herrens Nidkærhed? Mon vi ere stærkere end han?
Pea te tau fakafuaʻa ʻae ʻEiki? ʻOku tau mālohi kiate ia?
23 Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er tilladt, men ikke alt opbygger.
ʻOku ngofua ʻae meʻa kotoa pē kiate au, ka ʻoku ʻikai ʻaonga ʻae meʻa kotoa pē: ʻoku ngofua ʻae meʻa kotoa pē kiate au, ka ʻoku ʻikai langa hake kotoa pē.
24 Ingen søge sit eget, men Næstens!
Ke ʻoua naʻa kumi taki taha hono lelei pe ʻoʻona, ka ki he lelei ʻae niʻihi kehe.
25 Alt, hvad der sælges i Slagterbod, spiser det, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn;
ʻIlonga ʻaia ʻoku fakatau ʻi he potu fakatau, kai ia, pea ʻoua naʻa fehuʻi telia ʻae loto:
26 thi Herrens er Jorden og dens Fylde.
He “ʻoku ʻae ʻEiki ʻae fonua, mo hono fonu ʻo ia.”
27 Dersom nogen af de vantro indbyder eder, og I ville gaa derhen, da spiser alt det, som sættes for eder, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn.
Kapau ʻe talaki ʻakimoutolu ʻe ha taha ʻiate kinautolu ʻoku ʻikai tui, pea ʻoku mou loto ke ʻalu ki ai; ko ia ʻoku tuku ʻi homou ʻao, kai, pea ʻoua naʻa fehuʻi telia ʻae loto.
28 Men dersom nogen siger til eder: „Dette er Offerkød,” da lad være at spise for hans Skyld, som gav det til Kende, og for Samvittighedens Skyld.
Ka ʻoka pehē ʻe ha taha kiate kimoutolu, “Kuo feilaulau ʻaki eni ki he ngaahi tamapua,” ʻoua naʻa mou kai ia, [telia ]ia kuo ne fakahā, pea telia mo e loto foki: he “ʻoku ʻae ʻEiki ʻae fonua, mo hono fonu ʻo ia:”
29 Samvittigheden siger jeg, ikke ens egen, men den andens; thi hvorfor skal min Frihed dømmes af en anden Samvittighed?
ʻOku ou pehē “ko e loto,” kae ʻikai ʻoʻou, ka ʻoe tokotaha: he ko e hā ʻoku fakamaau ai ʻeku tauʻatāina ʻaki ʻae loto ʻoe taha kehe?
30 Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvorfor hører jeg da ilde for det, som jeg takker for?
He kapau ko ha meʻa ʻi he ʻofa ʻoku ou maʻu ai ia, ko e hā ʻoku lauʻikovi ai au ʻi he meʻa ko ia ʻoku ou fakafetaʻi ai?”
31 Hvad enten I derfor spise eller drikke, eller hvad I gøre, da gører alt til Guds Ære!
Ko ia kapau ʻoku mou kai, pe inu, pe ko e hā ʻae meʻa ʻoku mou fai, fai kotoa pē ke fakaongolelei ai ʻae ʻOtua.
32 Værer uden Anstød baade for Jøder og Grækere og for Guds Menighed,
ʻOua naʻa fai fakaʻita, pe ki he kakai Siu, pe ki he kakai Senitaile, pe ki he siasi ʻoe ʻOtua:
33 ligesom ogsaa jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de kunne frelses.
ʻIo, ʻo hangē ko au, ʻoku ou fakafiemālieʻi ʻae tangata kotoa pē ʻi he meʻa kotoa pē, ʻo ʻikai kumi ʻae lelei ʻoʻoku, ka ko e lelei ʻoe tokolahi, koeʻuhi ke nau moʻui.
