Římanům 9
1 Pravduť pravím v Kristu a neklamámť, čemuž i svědomí mé svědectví vydává v Duchu svatém,
Det jeg nå vil si, understreker jeg sannheten av. Jeg lyver ikke, etter som jeg har fellesskap med Kristus. Nei, både min egen samvittighet og Guds Hellige Ånd forsikrer at sannheten er denne:
2 Žeť mám veliký zámutek a ustavičnou bolest v srdci svém.
Mitt hjerte er fylt av sorg og vedvarende angst.
3 Nebo žádal bych já sám zavrženým býti od Krista místo bratří svých, totiž příbuzných svých podle těla.
Jeg føler slik når jeg tenker på mitt eget folk, mine jødiske brødre og søstrer. Ja, jeg skulle heller ønske at jeg selv gikk evig fortapt og ble skilt fra Kristus, om det bare kunne frelse de andre.
4 Kteřížto jsou Izraelští, jejichžto jest přijetí za syny, i sláva, i smlouvy, i Zákona dání, i služba Boží, i zaslíbení.
Folket mitt er israelitter, og Gud så seg ut at de skulle være barna hans og få del i herligheten. Han inngikk en pakt med jødene og ga dem Moseloven. Videre lærte han dem å tilbe på den rette måten og ga løftene om frelse.
5 Jejichž jsou i otcové, a ti, z nichžto jest Kristus podle těla, kterýž jest nade všecky Bůh požehnaný na věky. Amen. (aiōn g165)
De er etterkommere av forfedrene våre, Abraham, Isak og Jakob. Kristus selv tilhørte som menneske dette folket. Kristus er Gud over alle ting og verd å bli hyllet for evig. Ja, dette er sant! (aiōn g165)
6 Avšak nemůže zmařeno býti slovo Boží. Nebo ne všickni, kteříž jsou z Izraele, Izraelští jsou.
Har da Gud mislyktes med å innfri løftet sitt til israelittene? Nei, slett ikke. Løftet om å bli Guds eget folk gjelder nemlig dem som er sanne israelitter, ikke dem som i fysisk betydning er Israels etterkommere.
7 Aniž proto, že jsou símě Abrahamovo, hned také všickni jsou synové, ale v Izákovi nazváno bude tvé símě.
På samme måten er ikke alle som i fysisk betydning er Abrahams etterkommere, blitt de barna som Gud lovet Abraham. Gud sier i Skriften:”Det er etterkommerne av Isak som skal bli regnet for det folket jeg lovet deg,”
8 To jest, ne všickni ti, jenž jsou synové těla, jsou také synové Boží, ale kteříž jsou synové Božího zaslíbení, ti se počítají za símě.
Dette til tross for at Abraham hadde flere barn. Det er med andre ord ikke de barna som blir født etter naturens fysiske lover, som får være Guds eget folk, men bare de som er født som et resultat av Guds løfte.
9 Nebo toto jest slovo zaslíbení: V týž čas přijdu, a Sára bude míti syna.
Isak ble jo til som et resultat av løftet som Gud ga:”Neste år på samme tid kommer jeg tilbake igjen, og da skal Sara ha en sønn.”
10 A netoliko to, ale i Rebeka z jednoho počavši, totiž z Izáka, otce našeho, toho důvodem jest.
Det samme skjedde også med vår stamfar Isak sine to tvillinggutter, som hans kone Rebekka fikk.
11 Nebo ještě před narozením obou těch synů, a prve nežli co dobrého nebo zlého učinili, aby uložení Boží, kteréžto jest podle vyvolení, a tak ne z skutků, ale z toho, jenž povolává, pevné bylo,
Før de ble født, ja, før de hadde gjort godt eller ondt, sa Gud til Rebekka:”Den eldste gutten skal tjene den yngste.” Gud sier også i Skriften:”Jeg elsket Jakob, men forkastet Esau.” Dette viser at Gud har sin egen plan for å velge ut mennesker. Han velger ikke ut på grunn av deres gode gjerninger, men gjennom å innby for å tilhøre ham.
12 Řečeno jest jí: Větší sloužiti bude menšímu,
13 Jakož psáno jest: Jákoba jsem miloval, ale Ezau nenáviděl jsem.
14 I což tedy díme? Zdali nespravedlnost jest u Boha? Nikoli.
Hva betyr dette? Er Gud urettferdig? Nei, naturligvis ikke!
15 Nebo Mojžíšovi dí: Smiluji se nad tím, komuž milost učiním, a slituji se nad tím, nad kýmž se slituji.
Gud sa til Moses:”Jeg viser nåde mot den jeg vil, og jeg viser medfølelse mot den jeg vil.”
16 A tak tedy neníť vyvolování na tom, jenž chce, ani na tom, jenž běží, ale na Bohu, jenž se smilovává.
Dersom Gud altså er god mot noen, er det ikke fordi den personen ville det eller gjorde noe helt spesielt. Nei, Gud bestemte seg bare for å vise denne personen medfølelse. Derfor kan vi heller ikke anklage Gud for å ha behandlet oss urettferdig.
17 Nebo dí Písmo faraonovi: Proto jsem vzbudil tebe, abych na tobě ukázal moc svou a aby rozhlášeno bylo jméno mé po vší zemi.
Det står for eksempel i Skriften at Gud sa til farao:”Jeg har latt deg bli konge for at jeg skal kunne vise min makt gjennom det jeg gjør med deg, og for at alle folk skal høre om meg.”
18 A tak tedy nad kýmž chce, smilovává se, a koho chce, zatvrzuje.
Gud er altså god mot hvem han vil, og han gjør hjertet hardt hos den han måtte ønske.
19 Ale díš mi: I pročež se pak hněvá? Nebo vůli jeho kdo odepřel?
Nå vil kanskje noen si: Hvorfor anklager Gud oss når vi gjør galt? Det er jo hans vilje som styrer oss mennesker.
20 Ale ó člověče, kdo jsi ty, že tak odpovídáš Bohu? Zdaž hrnec dí hrnčíři: Pročs mne tak udělal?
Si meg, hvem tror du at du er? Forsøker du å kritisere Gud? Det som er skapt, kan vel ikke si til han som har skapt det:”Hvorfor gjorde du meg slik som jeg er?”
21 Zdaliž hrnčíř nemá moci nad hlinou, aby z jednostejného truple udělal jednu nádobu ke cti a jinou ku potupě?
Når en pottemaker finner fram sin leire, har han ikke da rett til å forme en vakker krukke som er til pynt, og en annen gjenstand som dere kan bruke til å kaste søppel i av den samme leirklumpen?
22 Což pak divného, že Bůh, chtěje ukázati hněv a oznámiti moc svou, snášel ve mnohé trpělivosti nádoby hněvu, připravené k zahynutí.
På samme måten har Gud rett til å gjøre det han vil med oss mennesker. Han vil vise sitt sinne og sin makt på onde mennesker ved til å la dem gå evig fortapt. Han har også rett til å ha tålmodighet med dem til tiden er ute.
23 A takž také, aby známé učinil bohatství slávy své při nádobách milosrdenství, kteréž připravil k slávě.
Samtidig har han rett til å gi av sin herlige rikdom til dem han i forveien hadde bestemt skulle få del i alt godt, og motta medfølelsen fra han.
24 Kterýchžto i povolal, totiž nás, netoliko z Židů, ale také i z pohanů,
De som får nyte godt av hans rikdom, er vi som har takket ja til innbydelsen om å tilhøre ham, både blant jøder og andre folk.
25 Jakož i skrze Ozé dí: Nazovu nelid můj lidem mým, a nemilou nazovu milou.
Gud uttaler seg om de folkene som ikke er jøder, når han sier ved profeten Hosea:”De som ikke var mitt folk, skal jeg nå kalle for mitt folk, og de som jeg før ikke elsket, de skal jeg nå elske.”
26 A budeť na tom místě, kdež řečeno bylo jim: Nejste vy lid můj, tuť nazváni budou synové Boha živého.
Og:”På det stedet der jeg sa til dem:’Dere er ikke mitt folk’, der skal de nå bli kalt’barna til den Gud som lever’.”
27 Izaiáš pak volá nad Izraelem, řka: Byť pak byl počet synů Izraelských jako písek mořský, ostatkové toliko spaseni budou.
Gjennom profeten Jesaja roper Gud ut til Israels folk:”Selv om israelittene teller like mange som sandkornene på havets strand, så skal bare en brøkdel av dem bli frelst.
28 Nebo pohubení učiní spravedlivé, a to jisté, pohubení zajisté učiní Pán na zemi, a to jisté.
Herren skal dømme alle mennesker, raskt og en gang for alle.”
29 A jakož prve pověděl Izaiáš: Byť byl Pán zástupů nepozůstavil nám semene, jako Sodoma učiněni bychom byli, a Gomoře byli bychom podobni.
Jesaja sier også på et annet sted:”Dersom Herren Gud, han som har all makt, ikke hadde reddet noen fra vårt folk, da hadde vi blitt tilintetgjort akkurat som Sodoma og Gomorra.”
30 Což tedy díme? Že pohané, kteříž nenásledovali spravedlnosti, dosáhli spravedlnosti, a to spravedlnosti té, kteráž jest z víry;
Hva skal vi da si til dette? Jo, at mennesker fra andre folk som ikke en gang forsøkte å bli skyldfri innfor Gud, nå har blitt skyldfri innfor ham ved å tro på Jesus Kristus.
31 Izrael pak následovav zákona spravedlnosti, k zákonu spravedlnosti nepřišel.
Men Israels folk, som forsøkte å bli skyldfri innfor Gud ved å være lydige mot hele Moseloven, de ble mislykket i sine anstrengelser.
32 Proč? Nebo ne z víry, ale jako z skutků Zákona jí hledali. Urazili se zajisté o kámen urážky,
Hvorfor? Jo, fordi de forsøkte å bli skyldfrie gjennom sine gode gjerninger, og ikke ved å stole på Gud. De har snublet mot den anstøtssteinen,
33 Jakož psáno jest: Aj, kladu na Sionu kámen urážky a skálu pohoršení, a každý, kdož uvěří v něj, nebude zahanben.
som Gud omtaler i Skriften når han sier:”Lytt! Jeg legger i Jerusalem en stein som de snubler mot, en stein som de faller over. Men den som tror på ham skal ikke bli skuffet.”
