Matouš 22
1 I odpovídaje Ježíš, mluvil jim opět v podobenstvích, řka:
Jesus fortalte et nytt bilde for dem. Han sa:
2 Podobno jest království nebeské člověku králi, kterýž učinil svadbu synu svému.
”Der Gud regjerer, blir det som i denne fortellingen: En konge forberedte en stor bryllupsfest for sønnen sin.
3 I poslal služebníky své, aby povolali pozvaných na svadbu; a oni nechtěli přijíti.
Han innbød mange gjester, og da forberedelsene var ferdige sendte han tjenere ut for å si til dem som var innbudt at tidspunktet var inne for å komme. Men alle takket nei.
4 Opět poslal jiné služebníky, řka: Povězte pozvaným: Aj, oběd můj připravil jsem, volové moji a krmný dobytek zbit jest, a všecko hotovo. Pojďtež na svadbu.
Da sendte han andre tjenere for å si til dem:’Alt er klart, oksene og kalvene er slaktet. Skynd dere å komme!’
5 Ale oni nedbavše na to, odešli, jiný do vsi své a jiný po kupectví svém.
Men gjestene som han hadde bedt, var ikke interessert. Hver og en fortsatte med sitt, den ene med sin bondegård, den andre med sine forretninger.
6 Jiní pak zjímavše služebníky jeho a posměch jim učinivše, zmordovali.
Noen grep til og med kongens tjenere, mishandlet og drepte dem.
7 A uslyšav to král, rozhněval se; a poslav vojska svá, zhubil vražedníky ty a město jejich zapálil.
Da ble kongen sint og sendte ut sin armé, henrettet morderne og brente ned byene deres.
8 Tedy řekl služebníkům svým: Svadba zajisté hotova jest, ale ti, kteříž pozváni byli, nebyli hodni.
Så sa han til tjenerne sine:’Bryllupsfesten er ferdig, men de gjestene som jeg innbød, er ikke verd å få del i festen.
9 Protož jděte na rozcestí, a kteréžkoli naleznete, zovtež na svadbu.
Gå derfor ut på gatehjørnene og be alle dere ser, til bryllupet.’
10 I vyšedše služebníci ti na cesty, shromáždili všecky, kteréžkoli nalezli, zlé i dobré. A naplněna jest svadba hodovníky.
Tjenerne gjorde som han sa og tok med seg alle de kunne finne, både onde og gode, og festsalen ble fylt med gjester.
11 Tedy všed král, aby pohleděl na hodovníky, uzřel tam člověka neoděného rouchem svadebním.
Da kongen kom innfor å hilse på gjestene, la han merke til en mann som ikke hadde på seg klær som passet for anledningen.
12 I řekl jemu: Příteli, kteraks ty sem všel, nemaje roucha svadebního? A on oněměl.
’Min venn’, spurte han,’hvordan kan du være her uten å ha på deg klær som passer for bryllupet?’ Men mannen kunne ikke svare.
13 Tedy řekl král služebníkům: Svížíce ruce jeho i nohy, vezměte ho, a uvrztež jej do temností zevnitřních. Tamť bude pláč a škřipení zubů.
Da sa kongen til tjenerne sine:’Bind hendene og føttene hans og kast ut i mørket utenfor. Der skal de gråte av angst og fortvilelse.’”
14 Nebo mnoho jest povolaných, ale málo vyvolených.
Jesus avsluttet med disse ordene:”Mange er innbudt av Gud, men få takker ja og vil tilhøre ham.”
15 Tedy odšedše farizeové, radili se, jak by polapili jej v řeči.
Fariseerne gikk sin vei for å pønske ut en måte å få Jesus til å si noe som de kunne arrestere ham for.
16 I poslali k němu učedlníky své s herodiány, řkouce: Mistře, víme, že pravdomluvný jsi a cestě Boží v pravdě učíš a nedbáš na žádného; nebo nepatříš na osobu lidskou.
Til slutt sendte de noen av mennene sine sammen med kong Herodes sine tilhengere, og lot dem si til Jesus:”Mester, vi vet at du alltid er ærlig. Du sier rett ut det som er Guds vilje og lar deg ikke påvirke av noen.
17 Protož pověz nám, co se tobě zdá: Sluší-li daň dáti císaři, čili nic?
Si oss nå om det er rett eller galt å betale skatt til den romerske keiseren. Hva mener du?”
18 Znaje pak Ježíš zlost jejich, řekl: Co mne pokoušíte, pokrytci?
Jesus visste hva de var ute etter.”Dere er falske mennesker som bare later som om dere er lydige mot Gud!” ropte han.”Hvorfor forsøker dere å lure meg?
19 Ukažte mi peníz daně. A oni podali mu peníze.
Vis meg en mynt, samme typen som dere betaler skatt med.” De ga ham en romersk mynt,
20 I řekl jim: Èí jest tento obraz a svrchu napsání?
og han spurte dem:”Hvem sitt bilde er dette, og hvem sin signatur står under bildet?”
21 Řekli mu: Císařův. Tedy dí jim: Dejtež, co jest císařova, císaři, a co jest Božího, Bohu.
”Keiserens”, svarte de.”Da så”, sa han,”gi keiseren det som er hans. Men det som tilhører Gud, det skal dere gi til Gud.”
22 To uslyšavše, divili se, a opustivše jej, odešli.
Dette svaret overrasket dem i den grad at de gikk sin vei og lot ham være i fred.
23 V ten den přišli k němu saduceové, kteříž praví, že není z mrtvých vstání. I otázali se ho,
Samme dagen kom noen av saddukeerne til Jesus. De påstår at de døde ikke kan stå opp igjen, og derfor spurte de ham:
24 Řkouce: Mistře, Mojžíš pověděl: Umřel-li by kdo, nemaje dětí, aby bratr jeho právem švagrovství pojal ženu jeho a vzbudil símě bratru svému.
”Mester, Moses har sagt:’Dersom en mann dør barnløs, da skal hans bror gifte seg med enken og passe på at den døde får en sønn som kan arve ham.’
25 I bylo u nás sedm bratrů. První pojav ženu, umřel, a nemaje semene, zůstavil ženu svou bratru svému.
Nå hadde vi faktisk en familie blant oss med sju brødre. Den eldste av brødrene giftet seg og døde barnløs. Derfor giftet bror nummer to seg med enken.
26 Takž podobně i druhý, i třetí, až do sedmého.
Men han døde også barnløs. Da giftet bror nummer tre seg med henne. Slik fortsatte det til hun hadde vært gift med de alle sju.
27 Nejposléze pak po všech umřela i žena.
Så døde også kvinnen til slutt.
28 Protož při vzkříšení kterého z těch sedmi bude žena? Nebo všickni ji měli.
Hvem blir hun kona til når de døde står opp igjen? Alle sju har jo vært gift med henne!”
29 I odpověděv Ježíš, řekl jim: Bloudíte, neznajíce Písem ani moci Boží.
Jesus svarte:”Dere tar helt feil, etter som dere verken forstår Skriften eller kjenner Guds kraft.
30 Však při vzkříšení ani se nebudou ženiti ani vdávati, ale budou jako andělé Boží v nebi.
Når de døde står opp igjen, skal det ikke finnes noen som gifter seg. Alle kommer til å være som englene i himmelen.
31 O vzkříšení pak mrtvých zdaliž jste nečtli, co jest vám povědíno od Boha, kterýž takto dí:
Men når det gjelder de dødes oppstandelse, har dere aldri lest det Gud har sagt til dere i Skriften:
32 Já jsem Bůh Abrahamův a Bůh Izákův a Bůh Jákobův; a Bůhť není Bůh mrtvých, ale živých.
’Jeg er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud’. Gud er ikke en gud for døde, men for de levende.”
33 A slyševše to zástupové, divili se učení jeho.
Da folket hørte dette, ble de helt forundret over undervisningen hans.
34 Farizeové pak uslyšavše, že by k mlčení přivedl saducejské, sešli se v jedno.
Da fariseerne fikk høre at Jesus hadde stoppet munnen på saddukeerne, samlet de seg.
35 I otázal se ho jeden z nich zákoník nějaký, pokoušeje ho, a řka:
En av dem, en skriftlærd, forsøkte å teste Jesus ved å stille spørsmål:
36 Mistře, které jest přikázání veliké v Zákoně?
”Mester, hvilket er det viktigste av budene i Moseloven?”
37 I řekl mu Ježíš: Milovati budeš Pána Boha svého z celého srdce svého a ze vší duše své a ze vší mysli své.
Jesus svarte:”’Du skal elske Herren, din Gud, av hele ditt hjerte, av hele din sjel og av hele din forstand.’
38 To jest přední a veliké přikázání.
Dette er det første budet og også det viktigste.
39 Druhé pak jest podobné tomu: Milovati budeš bližního svého jako sebe samého.
Det nest viktigste ligner på det første:’Du skal elske dine medmennesker som deg selv.’
40 Na těch dvou přikázáních všecken Zákon záleží i Proroci.
Disse to budene sammenfatter alt det som Gud har sagt i Moseloven og ved profetene.”
41 A když se sešli farizeové, otázal se jich Ježíš,
Mens fariseerne var samlet rundt Jesus, passet han på å stille dem et spørsmål:
42 Řka: Co se vám zdá o Kristu? Èí jest syn? Řkou jemu: Davidův.
”Hva mener dere om Messias, den lovede kongen? Hvem er han etterkommer av?” De svarte:”Han er etterkommer av kong David.”
43 Dí jim: Kterakž pak David v Duchu nazývá ho Pánem, řka:
”Hvorfor kaller da David ham’Herre’, når han snakker under innflytelse av Guds Ånd?” spurte Jesus.”David sa jo:
44 Řekl Pán Pánu mému: Seď na pravici mé, dokavadž nepodložím nepřátel tvých, aby byli za podnože noh tvých?
’Gud sa til min Herre: Kom og sett deg på min høyre side for å regjere, til jeg har lagt dine fiender under føttene dine.’
45 Poněvadž tedy David Pánem ho nazývá, i kterakž syn jeho jest?
Mener dere virkelig at David skulle kalle en av sine etterkommere for Herre?”
46 A nižádný nemohl jemu odpovědíti slova, aniž se odvážil kdo více od toho dne jeho se nač tázati.
Men de kunne ikke svare, og fra den dagen av våget ingen å stille flere spørsmål til Jesus.
