Židům 3

1 A protož, bratří svatí, povolání nebeského účastníci, spatřujte apoštola a nejvyššího kněze vyznání našeho, Krista Ježíše,

Kjære søsken, dere tilhører Gud og har blitt innbudt til å leve i evig fellesskap med ham. Tenk på Jesus som vi bekjenner som vår øversteprest. Det var ham Gud sendte til jorden.

2 Věrného tomu, kdož jej ustanovil, jako i Mojžíš byl věrný ve všem domě jeho.

Tenk på hvordan Gud valgte ut Jesus til øversteprest, og hvor trofast Jesus var mot Gud. På samme måten var Moses trofast mot Gud i oppgaven med å lede Guds folk.

3 Tím větší zajisté slávy tento nad Mojžíše jest hoden, čím větší má čest stavitel nežli sám dům.

Likevel var oppdraget Jesus har fått, mer ære verdt enn Moses sitt. Det er på samme måten som at en byggmester må bli mer æret enn det huset han har bygget.

4 Nebo všeliký dům ustaven bývá od někoho, ten pak, kdož všecky tyto věci ustavěl, Bůh jest.

Ja, hvert hus har en byggmester, og Gud er byggmesteren som står bak alt.

5 A Mojžíš zajisté věrný byl v celém domě jeho, jako služebník, na osvědčení toho, což potom mělo mluveno býti.

Visst nok var Moses trofast i å tjene alt Guds folk, men han ble likevel bare en tjener. Hans tjeneste var et forbilde på sannhetene Gud seinere ville avsløre.

6 Ale Kristus, jakožto Syn, vládne nad domem svým. Kterýžto dům my jsme, jestliže tu svobodnou doufanlivost, a tu chloubu naděje až do konce pevnou zachováme.

Jesus Kristus derimot er Guds sønn. Han er trofast i oppgaven med å regjere over Guds folk. Dette folket er vi en del av dersom vi uten frykt holder fast ved håpet om å bli frelst for evig.

7 Protož jakž praví Duch svatý: Dnes, uslyšeli-li byste hlas jeho,

Etter som Jesus Kristus nå er Herre over alle ting, sier Guds Hellige Ånd til oss:”Om dere i dag hører stemmen hans, da må dere lytte.

8 Nezatvrzujtež srdcí svých, jako při onom popouzení Boha v den pokušení toho na poušti;

Vær ikke harde og kalde som Israels folk var da de gjorde opprør og satte meg på prøve i ørkenen.

9 Kdežto pokoušeli mne otcové vaši, zkusiliť jsou mne, a viděli skutky mé po čtyřidceti let.

Der testet de min tålmodighet og utfordret meg. Det til tross for at i 40 års tid hadde de sett meg gjøre utallige mirakler.

10 Protož hněviv jsem byl na pokolení to, a řekl jsem: Tito vždycky bloudí srdcem, a nepoznávají cest mých.

Derfor ble jeg sint på den generasjonen som da levde, og sa:’De handler alltid imot min vilje. De nekter å følge den loven jeg har gitt.’

11 Takže jsem přisáhl v hněvě svém, že nevejdou v odpočinutí mé.

I mitt sinne sverget jeg derfor en ed og sa:’De skal ikke få komme til hvileplassen der de kan få ro sammen med meg.’”

12 Viztež, bratří, aby snad v někom z vás nebylo srdce zlé, a nevěrné, kteréž by odstupovalo od Boha živého.

Pass derfor på, kjære søsken, at dere ikke blir fylt av onde tanker. Dere må ikke være troløse og slutter å holde dere til Gud, han som gir liv.

13 Ale napomínejte se vespolek po všecky dny, dokavadž se dnes jmenuje, aby někdo nebyl zatvrzen oklamáním hřícha.

I dag lyder kallet fra Kristus: Hold ut dag etter dag med å oppmuntre hverandre mens dere ennå har muligheten, slik at ingen blir fristet til å synde og bli harde og kalde.

14 Účastníci zajisté Krista učiněni jsme, jestliže však ten počátek podstaty až do konce pevný zachováme.

Dersom vi helt til siste øyeblikk holder fast på den overbevisningen vi hadde da vi begynte å tro på Kristus, skal vi få del i alt godt sammen med ham.

15 Protož dokudž se říká: Dnes, uslyšeli-li byste hlas jeho, nezatvrzujte srdcí svých, jako při onom popouzení Boha.

Glem ikke advarselen:”Dersom dere hører hans stemme i dag, da må dere lytte til ham. Vær ikke harde og kalde som Israels folk var da de gjorde opprør.”

16 Nebo někteří slyševše, popouzeli ho, ale ne všickni, jenž vyšli z Egypta skrze Mojžíše.

Hvem var det som hørte Guds stemme og likevel gjorde opprør mot ham? Jo, det var de som sammen med Moses ble ledet ut av Egypt.

17 Na které se pak hněval čtyřidceti let? Zdali ne na ty, kteříž hřešili, jejichžto těla padla na poušti?

Og hvem var det som Gud seinere ble sint på i 40 år? Jo, det var de samme menneskene. De syndet mot Gud og måtte derfor dø i ørkenen.

18 A kterým zapřisáhl, že nevejdou do odpočinutí jeho? Však těm, kteříž byli neposlušní.

Og hvem tenkte Gud på da han til slutt sverget eden sin og sa:”De skal ikke få komme inn til hvileplassen der de kan få ro sammen med meg.” Jo, det var de samme menneskene. De nektet å tro på Gud.

19 A vidíme, že jsou nemohli vjíti pro nevěru.

Vi ser altså at det var på grunn av sin troløshet disse menneskene ikke fikk komme inn til hvileplassen Gud hadde forberedt for dem.