Jób 7
1 Zdaliž nemá vyměřeného času člověk na zemi? A dnové jeho jako dnové nájemníka.
Er ikke et menneskes liv på jorden en krigstjeneste, og hans dager som en dagarbeiders dager?
2 Jako služebník, kterýž touží po stínu, a jako nájemník, jenž očekává skonání díla svého:
Lik en træl som higer efter skygge, og lik en dagarbeider som venter på sin lønn,
3 Tak jsou mi dědičně přivlastněni měsícové marní, a noci plné trápení jsou mi odečteny.
således har jeg fått i eie måneder fulle av nød, og møiefulle netter er falt i min lodd.
4 Jestliže ležím, říkám: Kdy vstanu? A brzo-li pomine noc? Tak pln bývám myšlení až do svitání.
Når jeg legger mig, da sier jeg: Når skal jeg stå op? Og lang blir aftenen, og jeg blir trett av å kaste mig hit og dit inntil morgenlysningen.
5 Tělo mé odíno jest červy a strupem i prachem, kůže má puká se a rozpouští.
Mitt kjøtt er klædd med makk og med skorper som av jord; min hud skrukner og brister.
6 Dnové moji rychlejší byli nežli člunek tkadlce, nebo stráveni jsou bez prodlení.
Mine dager farer hurtigere avsted enn en veverskyttel, og de svinner bort uten håp.
7 Rozpomeň se, ó Pane, že jako vítr jest život můj, a oko mé že více neuzří dobrých věcí,
Kom i hu at mitt liv er et pust! Aldri mere skal mitt øie se noget godt.
8 Aniž mne spatří oko, jenž mne vídalo. Oči tvé budou ke mně, a mne již nebude.
Den som nu ser mig, skal ikke mere få øie på mig; når dine øine søker efter mig, er jeg ikke mere.
En sky blir borte og farer avsted; således er det med den som farer ned til dødsriket - han stiger ikke op derfra, (Sheol h7585)
10 Aniž se opět navrátí do domu svého, aniž ho již více pozná místo jeho.
han vender ikke mere tilbake til sitt hus, og hans sted kjenner ham ikke lenger.
11 Protož nemohuť já zdržeti úst svých, mluvím v ssoužení ducha svého, naříkám v hořkosti duše své.
Så vil da heller ikke jeg legge bånd på min munn; jeg vil tale i min ånds trengsel, jeg vil klage i min sjels bitre smerte.
12 Zdali jsem já mořem čili velrybem, že jsi mne stráží osadil?
Er jeg et hav eller et havuhyre, siden du setter vakt over mig?
13 Když myslím: Potěší mne lůže mé, poodejme naříkání mého postel má:
Når jeg sier: Min seng skal trøste mig, mitt leie skal hjelpe mig å bære min sorg,
14 Tedy mne strašíš sny, a viděními děsíš mne,
da skremmer du mig med drømmer og forferder mig med syner.
15 Tak že sobě zvoluje zaškrcení duše má, a smrt nad život.
Derfor foretrekker min sjel å kveles - heller døden enn disse avmagrede ben!
16 Mrzí mne, nebuduť déle živ. Poodstupiž ode mne, nebo marní jsou dnové moji.
Jeg er kjed av dette; jeg lever ikke evindelig; la mig være, for mine dager er et pust.
17 Co jest člověk, že ho sobě tak vážíš, a že tak o něj pečuješ?
Hvad er et menneske, at du gir så meget akt på ham og retter dine tanker på ham,
18 A že ho navštěvuješ každého jitra, a každé chvíle jej zkušuješ?
at du opsøker ham hver morgen og prøver ham hvert øieblikk?
19 Dokudž se neodvrátíš ode mne, a nedáš mi aspoň polknouti mé sliny?
Hvor lenge skal det vare før du vender dine øine bort fra mig? Vil du ikke slippe mig til jeg får svelget mitt spytt?
20 Zhřešil jsem, což mám učiniti, ó strážce lidský? Proč jsi mne položil za cíl sobě, tak abych sám sobě byl břemenem?
Har jeg syndet, hvad ondt gjorde jeg da mot dig, du menneskevokter? Hvorfor har du gjort mig til skive for dig, så jeg er mig selv til byrde?
21 Nýbrž proč neodejmeš přestoupení mého, a neodpustíš nepravosti mé? Nebo již v zemi lehnu. Potom bys mne i pilně hledal, nebude mne.
Og hvorfor tilgir du ikke min brøde og forlater mig min misgjerning? For nu må jeg legge mig i støvet; når du søker mig, er jeg ikke mere.
