Jób 39
1 Víš-li, kterého času rodí kamsíkové, a laň ku porodu pracující spatřil-lis?
Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?
2 Máš-li v počtu měsíce, kteréž vyplňují? Znáš-li, pravím, čas porodu jejich?
Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?
3 Jak se kladou, plod svůj utiskají, a s bolestí ho pozbývají?
De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.
4 Jak se zmocňují mladí jejich, i odchovávají picí polní, a vycházejíce, nenavracují se k nim?
Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.
5 Kdo propustil zvěř, aby byla svobodná? A řemení divokého osla kdo rozvázal?
Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,
6 Jemuž jsem dal pustinu místo domu jeho, a místo příbytku jeho zemi slatinnou.
det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?
7 Posmívá se hluku městskému, a na křikání toho, kdož by jej honil, nic nedbá.
Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.
8 To, což nachází v horách, jest pastva jeho; nebo toliko zeliny hledá.
Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.
9 Svolí-liž jednorožec, aby tobě sloužil, a u jeslí tvých aby nocoval?
Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?
10 Připřáhneš-liž provazem jednorožce k orání? Bude-liž vláčeti brázdy za tebou?
Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?
11 Zdaž se na něj ubezpečíš, proto že jest veliká síla jeho, a poručíš jemu svou práci?
Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?
12 Zdaž se jemu dověříš, že sveze semeno tvé, a na humno tvé shromáždí?
Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?
13 Ty-lis dal pávům křídlo pěkné, aneb péro čápu neb pstrosu?
Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?
14 A že opouští na zemi vejce svá, ačkoli je v prachu osedí,
Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,
15 Nic nemysle, že by je noha potlačiti, aneb zvěř polní pošlapati mohla?
og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.
16 Tak se zatvrzuje k mladým svým, jako by jich neměl; jako by neužitečná byla práce jeho, tak jest bez starosti.
Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.
17 Nebo nedal jemu Bůh moudrosti, aniž mu udělil rozumnosti.
For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.
18 Časem svým zhůru se vznášeje, posmívá se koni i jezdci jeho.
Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.
19 Zdaž ty dáti můžeš koni sílu? Ty-li ozdobíš šíji jeho řehtáním?
Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?
20 Zdali jej zastrašíš jako kobylku? Anobrž frkání chřípí jeho strašlivé jest.
Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.
21 Kopá důl, a pléše v síle své, vycházeje vstříc i zbroji.
Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.
22 Směje se strachu, aniž se leká, aniž ustupuje zpátkem před ostrostí meče,
Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.
23 Ač i toul na něm chřestí, a blyští se dřevce a kopí.
Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.
24 S hřmotem a s hněvem kopá zemi, aniž pokojně stojí k zvuku trouby.
Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.
25 Anobrž k zvuku trouby řehce, a zdaleka cítí boj, hluk knížat a prokřikování.
Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.
26 Zdali podlé rozumu tvého létá jestřáb, roztahuje křídla svá na poledne?
Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?
27 Zdali k rozkazu tvému zhůru se vznáší orlice, a vysoko se hnízdí?
Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?
28 Na skále přebývá, přebývá na špičaté skále jako na hradě,
Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.
29 Odkudž hledá pokrmu, kterýž z daleka očima svýma spatřuje.
Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.
30 Ano i mladí její střebí krev, a kde těla mrtvá, tu i ona jest.
Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.
