Jób 30

1 Nyní pak posmívají se mi mladší mne, jejichž bych otců nechtěl byl postaviti se psy stáda svého.

Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

2 Ač síla rukou jejich k čemu by mi byla? Zmařena jest při nich starost jejich.

Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

3 Nebo chudobou a hladem znuzeni, utíkali na planá, tmavá, soukromná a pustá místa.

De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

4 Kteříž trhali zeliny po chrastinách, ano i koření, a jalovec za pokrm byl jim.

de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

5 Z prostřed lidí vyháníni byli; povolávali za nimi, jako za zlodějem,

Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

6 Tak že musili bydliti v výmolích potoků, v děrách země a skálí.

I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

7 V chrastinách řvali, pod trní se shromažďovali,

Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

8 Lidé nejnešlechetnější, nýbrž lidé bez poctivosti, menší váhy i než ta země.

barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

9 Nyní, pravím, jsem jejich písničkou, jsa jim učiněn za přísloví.

Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

10 V ošklivosti mne mají, vzdalují se mne, a na tvář mou nestydí se plvati.

De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

11 Nebo Bůh mou vážnost odjal, a ssoužil mne; pročež uzdu před přítomností mou svrhli.

for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

12 Po pravici mládež povstává, nohy mi podrážejí, tak že šlapáním protřeli ke mně stezky nešlechetnosti své.

Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

13 Mou pak stezku zkazili, k bídě mé přidali, ač jim to nic nepomůže.

De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

14 Jako širokou mezerou vskakují, a k vyplénění mému valí se.

Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

15 Obrátily se na mne hrůzy, stihají jako vítr ochotnost mou, nebo jako oblak pomíjí zdraví mé.

Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

16 A již ve mně rozlila se duše má, pochytili mne dnové trápení mého,

Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

17 Kteréž v noci vrtá kosti mé ve mně; pročež ani nervové moji neodpočívají.

Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

18 Oděv můj mění se pro násilnou moc bolesti, kteráž mne tak jako obojek sukně mé svírá.

Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

19 Uvrhl mne do bláta, tak že jsem již podobný prachu a popelu.

Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

20 Volám k tobě, ó Bože, a neslyšíš mne; postavuji se, ale nehledíš na mne.

Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

21 Obrátils mi se v ukrutného nepřítele, silou ruky své mi odporuješ.

Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

22 Vznášíš mne u vítr, sázíš mne na něj, a k rozplynutí mi přivodíš zdravý soud.

Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

23 Nebo vím, že mne k smrti odkážeš, a do domu, do něhož se shromažďuje všeliký živý.

for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

24 Jistě žeť nevztáhne Bůh do hrobu ruky, by pak, když je stírá, i volali.

Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

25 Zdaliž jsem neplakal nad tím, kdož okoušel zlých dnů? Duše má kormoutila se nad nuzným.

Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

26 Když jsem dobrého čekal, přišlo mi zlé; nadál jsem se světla, ale přišla mrákota.

For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

27 Vnitřností mé zevřely, tak že se ještě neupokojily; předstihli mne dnové trápení.

Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

28 Chodím osmahlý, ne od slunce, povstávaje, i mezi mnohými křičím.

Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

29 Bratrem učiněn jsem draků, a tovaryšem mladých pstrosů.

Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

30 Kůže má zčernala na mně, a kosti mé vyprahly od horkosti.

Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

31 A protož v kvílení obrátila se harfa má, a píšťalka má v hlas plačících.

Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.