Pjesma nad Pjesmama 2
1 - Ja sam cvijet šaronski, ljiljan u dolu.
Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.
2 - Što je ljiljan među trnjem, to je prijateljica moja među djevojkama.
Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.
3 - Što je jabuka među šumskim stablima, to je dragi moj među mladićima; bila sam željna hlada njezina i sjedoh, plodovi njeni slatki su grlu mome.
Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.
4 Uveo me u odaje vina i pokrio me zastavom ljubavi.
Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.
5 Okrijepite me kolačima, osvježite jabukama, jer sam bolna od ljubavi.
Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.
6 Njegova mi je lijeva ruka pod glavom, a desnom me grli.
Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.
7 - Kćeri jeruzalemske, zaklinjem vas srnama i košutama poljskim, ne budite, ne budite ljubav moju dok sama ne bude htjela!
Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.
8 Glas dragoga moga! Evo ga, dolazi, prelijeće brda, preskakuje brežuljke.
Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.
9 Dragi je moj kao srna, on je kao jelenče. Evo ga za našim zidom, gleda kroz prozore, zaviruje kroz rešetke.
Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.
10 Dragi moj podiže glas i govori mi: “Ustani, dragano moja, ljepoto moja, i dođi,
Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.
11 jer evo, zima je već minula, kiša je prošla i nestala.
Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.
12 Cvijeće se po zemlji ukazuje, vrijeme pjevanja dođe i glas se grličin čuje u našem kraju.
Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.
13 Smokva je izbacila prve plodove, vinograd, u cvatu, miriše. Ustani, dragano moja, ljepoto moja i dođi.
Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!
14 Golubice moja, u spiljama kamenim, u skrovištima vrletnim, daj da ti vidim lice i da ti čujem glas, jer glas je tvoj ugodan i lice je tvoje krasno.”
Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.
15 Pohvatajte lisice, male lisice što oštećuju vinograde, naše vinograde u cvatu.
Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.
16 Dragi moj pripada meni, a ja njemu, on pase među ljiljanima.
Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
17 Prije nego dan izdahne i sjene se spuste, vrati se, dragi moj: budi lagan kao srna, kao lane na gori Beteru.
Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!
