Psalmi 89
1 Poučna pjesma. Ezrahijca Etana. O ljubavi Jahvinoj pjevat ću dovijeka, kroza sva koljena vjernost ću tvoju naviještati.
En Undervisning; af Ethan, Esrahiteren. Jeg vil synge om Herrens Naadegerninger evindelig, jeg vil kundgøre din Sandhed med min Mund fra Slægt til Slægt.
2 Ti reče: “Zavijeke je sazdana ljubav moja!” U nebu utemelji vjernost svoju:
Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grundfæste din Sandhed:
3 “Savez sklopih s izabranikom svojim, zakleh se Davidu, sluzi svome:
„Jeg har gjort en Pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min Tjener:
4 tvoje potomstvo održat ću dovijeka, za sva koljena sazdat ću prijestolje tvoje.”
Evindelig vil jeg stadfæste din Sæd, og jeg har bygget din Trone fra Slægt til Slægt.‟ (Sela)
5 Nebesa veličaju čudesa tvoja, Jahve, i tvoju vjernost u zboru svetih.
Og Himlene, Herre! skulle prise din underfulde Gerning og din Sandhed i de helliges Menighed.
6 TÓa tko je u oblacima ravan Jahvi, tko li je Jahvi sličan među sinovima Božjim?
Thi hvem i Skyen kan maale sig med Herren? hvo er Herren lig iblandt Gudernes Børn?
7 Bog je strahovit u zboru svetih, velik i strašan svima oko sebe.
en Gud saare frygtelig i de helliges hemmelige Raad og forfærdelig over alle, som ere trindt omkring ham!
8 Jahve, Bože nad Vojskama, tko je kao ti? Silan si, Jahve, i vjernost te okružuje.
Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
9 Ti zapovijedaš bučnome moru, obuzdavaš silu valova njegovih;
Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger rejse sig, da bringer du dem til at lægge sig.
10 ti sasječe Rahaba i zgazi, snažnom mišicom rasu dušmane svoje.
Du knuste Rahab, saa den blev som den ihjelslagne, du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.
11 Tvoja su nebesa i tvoja je zemlja, zemljin krug ti si sazdao i sve što je na njemu;
Dig tilhøre Himlene, dig tilhører ogsaa Jorden, du har grundfæstet Jorderige og, hvad deri er.
12 sjever i jug ti si stvorio, Tabor i Hermon kliču imenu tvojemu.
Du skabte Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn.
13 Tvoja je mišica snažna, ruka čvrsta, desnica dignuta.
Du har en Arm med Styrke, din Haand er stærk, din højre Haand er ophøjet.
14 Pravda i Pravednost temelj su prijestolja tvoga, Ljubav i Istina koračaju pred tobom.
Retfærdighed og Dom ere din Trones Befæstning, Miskundhed og Sandhed gaa frem for dit Ansigt.
15 Blago narodu vičnu svetom klicanju, on hodi u sjaju lica tvojega, Jahve,
Saligt er det Folk, som kender Frydesangen; Herre! i dit Ansigts Lys vandre de.
16 u tvom se imenu raduje svagda i tvojom se pravdom ponosi.
I dit Navn skulle de fryde sig den ganske Dag, og i din Retfærdighed ophøjes de.
17 Jer ti si ures moći njegove, po tvojoj milosti raste snaga naša.
Thi du er deres Styrkes Pris, og i din Velbehagelighed ophøjer du vort Horn.
18 Jer Jahve je štit naš, Svetac Izraelov kralj je naš.
Thi Herren er vort Skjold og den Hellige i Israel vor Konge.
19 Nekoć si u viđenju govorio pobožnima svojim: “Junaku stavih krunu na glavu, izabranika iz naroda izdigoh;
Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket.
20 nađoh Davida, slugu svoga, svetim ga svojim uljem pomazah,
Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie.
21 da ruka moja svagda ostane s njime i moja mišica da ga krijepi.
Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham.
22 Neće ga nadmudriti dušmanin, niti oboriti sin bezakonja.
Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham.
23 Razbit ću pred njim protivnike njegove, pogubit ću mrzitelje njegove.
Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham.
24 Vjernost moja i dobrota bit će s njime i u mome imenu rast će mu snaga.
Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes.
25 Pružit ću njegovu ruku nad more, do Rijeke desnicu njegovu.
Og jeg vil udstrække hans Haand til Havet og hans højre Haand til Floderne.
26 On će me zvati: 'Oče moj! Bože moj i hridi spasa mojega.'
Han skal paakalde mig og sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
27 A ja ću ga prvorođencem učiniti, najvišim među kraljevima svijeta.
Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden.
28 Njemu ću sačuvati dovijeka naklonost svoju i Savez svoj vjeran.
Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal holdes ham trolig.
29 Njegovo ću potomstvo učiniti vječnim i prijestolje mu kao dan nebeski.
Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare.
30 Ako li mu sinovi Zakon moj ostave i ne budu hodili po naredbama mojim,
Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger,
31 ako li prestupe odredbe moje i ne budu čuvali zapovijedi mojih;
dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud:
32 šibom ću kazniti nedjelo njihovo, udarcima ljutim krivicu njihovu,
Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager.
33 ali mu naklonosti svoje oduzeti neću niti ću prekršiti vjernosti svoje.
Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed.
34 Neću povrijediti Saveza svojega i neću poreći obećanja svoga.
Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber.
35 Jednom se zakleh svetošću svojom: Davida prevariti neću:
Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David:
36 potomstvo će njegovo ostati dovijeka, prijestolje njegovo preda mnom kao sunce,
Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig;
37 ostat će dovijeka kao mjesec, vjerni svjedok na nebu.”
den skal befæstes som Maanen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast. (Sela)
38 A sada ti ga odbi i odbaci, silno se razgnjevi na pomazanika svoga.
Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede.
39 Prezre Savez sa slugom svojim i krunu njegovu do zemlje ponizi.
Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet.
40 Razvali sve zidine njegove, njegove utvrde u ruševine baci.
Du har nedrevet alle hans Mure, du har bragt Ødelæggelse over hans Befæstninger.
41 Pljačkaju ga svi što naiđu, na ruglo je susjedima svojim.
Alle, som gik forbi paa Vejen, have plyndret ham, han er bleven til Spot for sine Naboer.
42 Podiže desnicu dušmana njegovih i obradova protivnike njegove.
Du har ophøjet hans Modstanderes højre Haand, du har glædet alle hans Fjender.
43 Otupi oštricu mača njegova, u boju mu ne pomože.
Ja, du lader hans skarpe Sværd vige tilbage og har ikke ladet ham bestaa i Krigen.
44 Njegovu sjaju kraj učini, njegovo prijestolje na zemlju obori.
Du har ladet hans Glans høre op og kastet hans Trone til Jorden.
45 Skratio si dane mladosti njegove, sramotom ga pokrio.
Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. (Sela)
46 TÓa dokle ćeš, Jahve? Zar ćeš se uvijek skrivati? Hoće li gnjev tvoj k'o oganj gorjeti?
Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? hvor længe skal din Harme brænde som Ild?
47 Sjeti se kako je kratak život moj, kako si ljude prolazne stvorio!
Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfængelighed du har skabt alle Menneskens Børn?
Hvo er den Mand, som lever og ikke skal se Døden? som kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold? (Sela) (Sheol h7585)
49 Gdje li je, Jahve, tvoja dobrota iskonska kojom se Davidu zakle na vjernost svoju?
Herre! hvor ere dine forrige Naadegerninger, som du tilsvor David i din Sandhed?
50 Sjeti se, Jahve, sramote slugu svojih: u srcu nosim svu mržnju pogana
Herre! kom dine Tjeneres Forsmædelse i Hu, som jeg bærer i min Barm, den fra alle de mange Folkefærd,
51 s kojom nasrću dušmani tvoji, Jahve, s kojom nasrću na korake pomazanika tvoga.
med hvilken dine Fjender have bespottet, Herre! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor.
52 Blagoslovljen Jahve dovijeka! Tako neka bude. Amen!
Lovet være Herren evindelig! Amen, ja, amen.
