Psalmi 88
1 Pjesma. Psalam. Sinova Korahovih. Zborovođi. Po napjevu “Bolest”. Za pjevanje. Poučna pjesma. Ezrahijca Hemana. Jahve, Bože moj, vapijem danju, a noću naričem pred tobom.
(En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
2 Neka dopre do tebe molitva moja, prigni uho k vapaju mome.
lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol h7585)
4 Broje me k onima što u grob silaze, postadoh sličan nemoćniku.
jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
5 Među mrtvima moj je ležaj, poput ubijenih što leže u grobu kojih se više ne spominješ, od kojih si ustegao ruku.
kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
6 Smjestio si me u jamu duboku, u tmine, u bezdan.
Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
7 Teško me pritišće ljutnja tvoja i svim me valima svojim prekrivaš.
tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)
8 Udaljio si od mene znance moje, Óučini da im gnusan budem: zatvoren sam, ne mogu izaći.
Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
9 Od nevolje oči mi gasnu: vapijem tebi, Jahve, iz dana u dan, za tobom ruke pružam.
mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
10 Zar na mrtvima činiš čudesa? Zar će sjene ustati i hvaliti tebe?
Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)
11 Zar se u grobu pripovijeda o tvojoj dobroti? O vjernosti tvojoj u Propasti?
Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
12 Zar se u tmini objavljuju čudesa tvoja i tvoja pravda u Zaboravu?
Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
13 Ipak ja vapijem tebi, Jahve, prije jutra molitvom te pretječem.
Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
14 Zašto, Jahve, odbacuješ dušu moju? Zašto sakrivaš lice od mene?
Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
15 Bijedan sam i umirem već od dječaštva, klonuh noseći tvoje strahote.
Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
16 Preko mene prijeđoše vihori tvojega gnjeva, strahote me tvoje shrvaše,
din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
17 okružuju me kao voda sveudilj, optječu me svi zajedno.
som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
18 Udaljio si od mene prijatelja i druga: mrak mi je znanac jedini.
Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
