Psalmi 77

1 Zborovođi. Po Jedutunu. Asafov. Psalam. Glasom svojim Bogu vapijem, glas mi se Bogu diže i on me čuje.

(Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

2 U dan nevolje tražim Gospodina, noću mi se ruka neumorno pruža k njemu, ne može se utješit' duša moja.

jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

3 Spominjem se Boga i uzdišem; kad razmišljam, daha mi nestane.

jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. (Sela)

4 Vjeđe moje držiš, potresen sam, ne mogu govoriti.

Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

5 Mislim na drevne dane i sjećam se davnih godina;

Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

6 razmišljam noću u srcu, mislim, i duh moj ispituje:

jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

7 “Hoće li Gospodin odbaciti zauvijek i hoće li ikad još biti milostiv?

Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

8 Je li njegova dobrota minula zauvijek, njegovo obećanje propalo za sva pokoljenja?

er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

9 Zar Bog je zaboravio da se smiluje, ili je gnjevan zatvorio smilovanje svoje?”

har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)

10 I govorim: “Ovo je bol moja: promijenila se desnica Višnjega.”

Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

11 Spominjem se djela Jahvinih, sjećam se tvojih pradavnih čudesa.

Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

12 Promatram sva djela tvoja, razmatram ono što si učinio.

Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

13 Svet je tvoj put, o Bože: koji je bog tako velik kao Bog naš?

Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

14 Ti si Bog koji čudesa stvaraš, na pucima si pokazao silu svoju.

Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

15 Mišicom si izbavio narod svoj, sinove Jakovljeve i Josipove.

udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)

16 Vode te ugledaše, Bože, ugledaše te vode i ustuknuše, bezdani se uzburkaše.

Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

17 Oblaci prosuše vode, oblaci zatutnjiše gromom i tvoje strijele poletješe.

Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

18 Grmljavina tvoja u vihoru zaori, munje rasvijetliše krug zemaljski, zemlja se zatrese i zadrhta.

din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

19 Kroz more put se otvori tebi i tvoja staza kroz vode goleme, a tragova tvojih nitko ne vidje.

din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

20 Ti si svoj narod vodio kao stado rukama Mojsija i Arona.

Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.