< Psalmi 77 >
1 Zborovođi. Po Jedutunu. Asafov. Psalam. Glasom svojim Bogu vapijem, glas mi se Bogu diže i on me čuje.
Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.
2 U dan nevolje tražim Gospodina, noću mi se ruka neumorno pruža k njemu, ne može se utješit' duša moja.
Jeg raaber højt til Gud, højt til Gud, og han hører mig;
3 Spominjem se Boga i uzdišem; kad razmišljam, daha mi nestane.
jeg søger Herren paa Nødens Dag, min Haand er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
4 Vjeđe moje držiš, potresen sam, ne mogu govoriti.
jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Aand vansmægter. (Sela)
5 Mislim na drevne dane i sjećam se davnih godina;
Du holder mine Øjne vaagne, jeg er urolig og maalløs.
6 razmišljam noću u srcu, mislim, i duh moj ispituje:
Jeg tænker paa fordums Dage, ihukommer længst henrundne Aar;
7 “Hoće li Gospodin odbaciti zauvijek i hoće li ikad još biti milostiv?
jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Aand.
8 Je li njegova dobrota minula zauvijek, njegovo obećanje propalo za sva pokoljenja?
Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Naade,
9 Zar Bog je zaboravio da se smiluje, ili je gnjevan zatvorio smilovanje svoje?”
er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,
10 I govorim: “Ovo je bol moja: promijenila se desnica Višnjega.”
har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)
11 Spominjem se djela Jahvinih, sjećam se tvojih pradavnih čudesa.
Jeg sagde: Det er min Smerte, at den Højestes højre er ikke som før.
12 Promatram sva djela tvoja, razmatram ono što si učinio.
Jeg kommer HERRENS Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.
13 Svet je tvoj put, o Bože: koji je bog tako velik kao Bog naš?
Jeg tænker paa al din Gerning og grunder over dine Værker.
14 Ti si Bog koji čudesa stvaraš, na pucima si pokazao silu svoju.
Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud saa stor som Gud!
15 Mišicom si izbavio narod svoj, sinove Jakovljeve i Josipove.
Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,
16 Vode te ugledaše, Bože, ugledaše te vode i ustuknuše, bezdani se uzburkaše.
udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)
17 Oblaci prosuše vode, oblaci zatutnjiše gromom i tvoje strijele poletješe.
Vandene saa dig, Gud, Vandene saa dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;
18 Grmljavina tvoja u vihoru zaori, munje rasvijetliše krug zemaljski, zemlja se zatrese i zadrhta.
Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjalded, dine Pile for hid og did;
19 Kroz more put se otvori tebi i tvoja staza kroz vode goleme, a tragova tvojih nitko ne vidje.
din bragende Torden rulled, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;
20 Ti si svoj narod vodio kao stado rukama Mojsija i Arona.
din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Haand.