Psalmi 77

1 Zborovođi. Po Jedutunu. Asafov. Psalam. Glasom svojim Bogu vapijem, glas mi se Bogu diže i on me čuje.

Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.

2 U dan nevolje tražim Gospodina, noću mi se ruka neumorno pruža k njemu, ne može se utješit' duša moja.

Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!

3 Spominjem se Boga i uzdišem; kad razmišljam, daha mi nestane.

Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

4 Vjeđe moje držiš, potresen sam, ne mogu govoriti.

Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)

5 Mislim na drevne dane i sjećam se davnih godina;

Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.

6 razmišljam noću u srcu, mislim, i duh moj ispituje:

Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.

7 “Hoće li Gospodin odbaciti zauvijek i hoće li ikad još biti milostiv?

Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.

8 Je li njegova dobrota minula zauvijek, njegovo obećanje propalo za sva pokoljenja?

Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?

9 Zar Bog je zaboravio da se smiluje, ili je gnjevan zatvorio smilovanje svoje?”

Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

10 I govorim: “Ovo je bol moja: promijenila se desnica Višnjega.”

Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)

11 Spominjem se djela Jahvinih, sjećam se tvojih pradavnih čudesa.

Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

12 Promatram sva djela tvoja, razmatram ono što si učinio.

Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

13 Svet je tvoj put, o Bože: koji je bog tako velik kao Bog naš?

Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.

14 Ti si Bog koji čudesa stvaraš, na pucima si pokazao silu svoju.

O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

15 Mišicom si izbavio narod svoj, sinove Jakovljeve i Josipove.

Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

16 Vode te ugledaše, Bože, ugledaše te vode i ustuknuše, bezdani se uzburkaše.

Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)

17 Oblaci prosuše vode, oblaci zatutnjiše gromom i tvoje strijele poletješe.

Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.

18 Grmljavina tvoja u vihoru zaori, munje rasvijetliše krug zemaljski, zemlja se zatrese i zadrhta.

De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.

19 Kroz more put se otvori tebi i tvoja staza kroz vode goleme, a tragova tvojih nitko ne vidje.

Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

20 Ti si svoj narod vodio kao stado rukama Mojsija i Arona.

Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.