Psalmi 73

1 Psalam. Asafov Kako je dobar Bog čestitima, Bog onima koji su čista srca!

Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet.

2 A meni umalo noge ne posrnuše, zamalo koraci ne okliznuše,

Men jeg — nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud.

3 jer zločincima zavidjeh motreći sreću grešnika.

Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.

4 Nikakvu patnju ne snose, pretilo je tijelo njihovo.

Thi der findes intet Baand for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.

5 Ne žive u mukama smrtnika, ljudske ih nevolje ne biju.

De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.

6 Stoga je oholost ogrlica vratu njihovu, a nasilje haljina koja ih pokriva.

Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke.

7 Iz pretila srca izlazi opakost njihova, srca im se prelijevaju ispraznim tlapnjama.

Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.

8 Podsmjehuju se i zlobno govore, nasiljem prijete odozgo.

De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.

9 Ustima na nebo nasrću, a jezik se njihov obara na zemlju.

De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.

10 Zato moj narod za njima leti i srče obilne vode

Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem.

11 pa veli: “Kako da dozna Bog? Spoznaje li Svevišnji?”

Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste?

12 Eto, takvi su grešnici: uvijek spokojni, bogatstvo zgrću.

Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.

13 Jesam li, dakle, samo ja uzalud čuvao srce čisto i u nedužnosti prao ruke

Kun forgæves har jeg renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed.

14 kad sam primao udarce svaki dan i kaznu jutro za jutrom?

Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen.

15 Da sam kazao: “Govorit ću kao i oni”, izdao bih rod sinova tvojih.

Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt.

16 Promišljah tada da bih spoznao: al' mi se učini mučno u očima mojim

Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne,

17 sve dok ne nađoh ulaz u Božje svetinje pa prozreh kakav im je svršetak.

indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt.

18 Zaista, na klizavu stazu ti ih postavljaš, u propast ih obaraš.

Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges.

19 Kako učas propadoše, nestaše, užas ih izjede!

Hvorledes ere de i et Øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

20 Kao što čovjek prezire san kad se probudi, tako ćeš, Gospode, prezreti lik im kada ustaneš.

De ere ligesom en Drøm, naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede.

21 Kad mi duša bijaše ojađena, a bubrezi probodeni,

Da mit Hjerte var bittert, og det stak mig i mine Nyrer,

22 bezumnik bijah bez razbora, k'o živinče pred tobom.

da var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr for dig.

23 Al' ću odsad uvijek biti s tobom, jer ti prihvati desnicu moju:

Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand.

24 vodit ćeš me po naumu svojem da me zatim uzmeš u slavu svoju.

Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.

25 Koga ja imam u nebu osim tebe? Kad sam s tobom, ne veselim se zemlji.

Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden.

26 Malaksalo mi tijelo i srce: okrilje srca moga, i baštino moja, o Bože, dovijeka!

Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.

27 Doista, propast će oni koji se udaljuju od tebe, istrebljuješ svakog tko ti se iznevjeri.

Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig.

28 A meni je milina biti u Božjoj blizini, imati sklonište svoje u Jahvi. Pripovijedat ću sva tvoja djela na vratima Kćeri sionske.

Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, Herre, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.