Psalmi 71
1 Tebi si, Jahve, utječem, ne daj da se ikada postidim!
Til deg, Herre, flyr eg, lat meg aldri verta til skammar!
2 U pravdi me svojoj spasi i izbavi, prikloni uho k meni i spasi me!
Fria meg ut og berga meg ved di rettferd, bøyg ditt øyra til meg og frels meg!
3 Budi mi hrid utočišta i čvrsta utvrda spasenja: jer ti si stijena i utvrda moja.
Ver meg eit berg til å bu på, der eg alltid kann koma! Du hev påbode frelsa for meg, for du er mitt fjell og mi festning.
4 Bože moj, istrgni me iz ruke zlotvora, iz šake silnika i tlačitelja:
Min Gud, berga meg frå handi til den ugudlege, frå hans neve som er urettferdig og gjer valdsverk!
5 jer ti si, o Gospode, ufanje moje, Jahve, uzdanje od moje mladosti!
For du er den eg vonar på, Herre, Herre, den eg set mi lit til alt frå ungdomen.
6 Na te se oslanjam od utrobe; ti si mi zaštitnik od majčina krila: u te se svagda uzdam.
På deg hev eg studt meg alt frå morsfanget; du er den som drog meg ut or morslivet, um deg vil eg alltid syngja min lovsong.
7 Mnogima postadoh čudo, jer ti si mi bio silna pomoć.
Som eit under hev eg vore for mange; men du er mi sterke borg.
8 Usta mi bijahu puna tvoje hvale, slaviše te svaki dan!
Min munn er full av ditt lov, av di æra heile dagen.
9 Ne zabaci me u starosti: kad mi malakšu sile, ne zapusti me!
Kasta meg ikkje burt i min alderdom, forlat meg ikkje når mi kraft vert til inkjes!
10 Jer govore o meni moji dušmani, i koji me vrebaju složno se svjetuju:
For mine fiendar hev sagt um meg, og dei som lurar på mi sjæl, legg råder i hop,
11 “Bog ga je napustio; progonite ga i uhvatite jer nema tko da ga spasi!”
og segjer: «Gud hev forlate honom; forfylg honom og tak honom, for det er ingen som bergar!»
12 O Bože, ne stoj daleko od mene, Bože moj, pohitaj mi u pomoć!
Gud, ver ikkje langt frå meg! Min Gud, kom meg snart til hjelp!
13 Neka se postide i propadnu koji traže moj život; nek' se sramotom i stidom pokriju koji mi žele nesreću!
Lat deim som stend etter mitt liv, verta til skammar og ganga til grunnar! Lat deim som søkjer mi ulukka, verta klædde i spott og skam!
14 A ja ću se uvijek uzdati, iz dana u dan hvaleć' te sve više.
Men eg vil alltid venta, og stødt vil eg lova deg meir og meir.
15 Ustima ću naviještati pravednost tvoju, povazdan pomoć tvoju: jer im ne znam broja.
Min munn skal fortelja um di rettferd, um di frelse all dagen, for eg veit ikkje tal på deim.
16 Kazivat ću silu Jahvinu, Gospode, slavit ću samo tvoju pravednost.
Eg vil koma fram med Herrens, Herrens velduge verk, eg vil forkynna di rettferd, berre di.
17 Bože, ti mi bijaše učitelj od mladosti moje, i sve do sada naviještam čudesa tvoja.
Gud, du hev lært meg upp alt frå ungdomen, og til dessa kunngjer eg dine undergjerningar.
18 Ni u starosti, kad posijedim, Bože, ne zapusti me, da kazujem mišicu tvoju naraštaju novom i svima budućima silu tvoju,
Forlat meg då ikkje heller når eg vert gamall og grå, du Gud, til dess eg fær forkynna um din arm til ei onnor ætt, um di magt til kvar den som skal koma.
19 i pravednost tvoju, Bože, koja seže do neba, kojom učini velika djela. Bože, tko je kao ti!
Og di rettferd, Gud, når upp til det høge, du Gud, som hev gjort store ting, kven er som du?
20 Trpljenja mnoga i velika bacio si na me: ali ti ćeš me opet oživiti i opet me podići iz dubine zemlje.
Du som hev late oss sjå mange trengslor og ulukkor, du vil gjera oss livande att og draga oss upp att or dypterne i jordi.
21 Povećaj dostojanstvo moje i opet me utješi:
Du vil lata meg veksa og vil venda um og trøysta meg.
22 A ja ću uz harfu slaviti tvoju vjernost, o Bože, svirat ću ti u citaru, Sveče Izraelov!
So vil eg prisa deg med harpespel, din truskap, min Gud! Eg vil syngja deg lov med cither, du Israels Heilage.
23 Moje će usne klicati pjevajuć' tebi i moja duša koju si spasio.
Mine lippor skal fegnast når eg syng deg lov, og mi sjæl, som du hev løyst ut.
24 I moj će jezik svagda slaviti pravdu tvoju, jer su postiđeni i posramljeni oni što traže moju nesreću.
Ogso tunga mi skal heile dagen kveda ut di rettferd, for dei hev vorte til skam og spott, dei som søkjer mi ulukka.
