Psalmi 71

1 Tebi si, Jahve, utječem, ne daj da se ikada postidim!

Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!

2 U pravdi me svojoj spasi i izbavi, prikloni uho k meni i spasi me!

Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!

3 Budi mi hrid utočišta i čvrsta utvrda spasenja: jer ti si stijena i utvrda moja.

Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.

4 Bože moj, istrgni me iz ruke zlotvora, iz šake silnika i tlačitelja:

Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.

5 jer ti si, o Gospode, ufanje moje, Jahve, uzdanje od moje mladosti!

Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.

6 Na te se oslanjam od utrobe; ti si mi zaštitnik od majčina krila: u te se svagda uzdam.

Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.

7 Mnogima postadoh čudo, jer ti si mi bio silna pomoć.

Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.

8 Usta mi bijahu puna tvoje hvale, slaviše te svaki dan!

Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.

9 Ne zabaci me u starosti: kad mi malakšu sile, ne zapusti me!

Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!

10 Jer govore o meni moji dušmani, i koji me vrebaju složno se svjetuju:

Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,

11 “Bog ga je napustio; progonite ga i uhvatite jer nema tko da ga spasi!”

sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.

12 O Bože, ne stoj daleko od mene, Bože moj, pohitaj mi u pomoć!

Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!

13 Neka se postide i propadnu koji traže moj život; nek' se sramotom i stidom pokriju koji mi žele nesreću!

Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.

14 A ja ću se uvijek uzdati, iz dana u dan hvaleć' te sve više.

Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.

15 Ustima ću naviještati pravednost tvoju, povazdan pomoć tvoju: jer im ne znam broja.

Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.

16 Kazivat ću silu Jahvinu, Gospode, slavit ću samo tvoju pravednost.

Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.

17 Bože, ti mi bijaše učitelj od mladosti moje, i sve do sada naviještam čudesa tvoja.

Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.

18 Ni u starosti, kad posijedim, Bože, ne zapusti me, da kazujem mišicu tvoju naraštaju novom i svima budućima silu tvoju,

Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

19 i pravednost tvoju, Bože, koja seže do neba, kojom učini velika djela. Bože, tko je kao ti!

Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?

20 Trpljenja mnoga i velika bacio si na me: ali ti ćeš me opet oživiti i opet me podići iz dubine zemlje.

Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.

21 Povećaj dostojanstvo moje i opet me utješi:

Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!

22 A ja ću uz harfu slaviti tvoju vjernost, o Bože, svirat ću ti u citaru, Sveče Izraelov!

Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!

23 Moje će usne klicati pjevajuć' tebi i moja duša koju si spasio.

Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.

24 I moj će jezik svagda slaviti pravdu tvoju, jer su postiđeni i posramljeni oni što traže moju nesreću.

Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.