Psalmi 59
1 Zborovođi. Po napjevu “Ne pogubi!” Davidov. Miktam. Kad je Šaul opkolio kuću da ubije Davida. Izbavi me od dušmana, Bože moj, zaštiti me od mojih protivnika!
(Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da Saul sendte folk, som skulle vogte huset for at dræbe ham.) Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
2 Izbavi me od bezakonika, od krvoloka spasi me!
fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
3 Jer evo: dušu moju vrebaju, na me ustadoše silnici. Nema na meni krivnje, o Jahve, ni grijeha:
Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
4 bez moje krivnje na me nasrću. Probudi se! Dođi mi u pomoć i pogledaj,
Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!
5 Jahve, Bože nad Vojskama, Bože Izraelov! Preni se, kazni sve pogane, podlacima nemoj se smilovati!
Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! (Sela)
6 Uvečer se vraćaju, reže poput pasa i trče po gradu.
Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
7 Gle, kako bljuju ustima; kletve su im na usnama i govore: “Tko nas čuje?”
Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"
8 No, ti im se smiješ, o Jahve, i rugaš se poganima svima.
Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
9 Jakosti moja, gledat ću na te, jer ti si, Bože, zaštita moja, Bog moj, milosrđe moje.
dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
10 Bog neka mi pohiti u susret, nek' me razveseli nad dušmanima mojim!
med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
11 Pobij ih, Bože, da mi narod ne zavode, zbuni i obori ih jakošću svojom, štite naš, Gospodine.
Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
12 Grijeh je svaka riječ usta njihovih: nek se uhvate u svoju oholost, u kletve i laži što ih govore!
giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
13 Istrijebi ih u gnjevu, istrijebi da nestanu, nek' se zna da Bog vlada u Jakovu i do nakraj zemlje!
udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! (Sela)
14 Uvečer se vraćaju, reže poput pasa i trče po gradu.
Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
15 Nek' lutaju okolo tražeći hranu; i kad se nasite, neka zavijaju.
vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
16 A ja ću opjevati silu tvoju i klicat ću jutrom milosrđu tvome, jer mi ti postade utočište i sklonište u dan nevolje.
Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.
17 Jakosti moja, tebi ću pjevati, jer ti si, Bože, zaštita moja, Bog moj, milosrđe moje.
Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.
