Psalmi 50
1 Psalam. Asafov. Bog nad bogovima, Jahve, govori i zove zemlju od izlaza sunčeva do zalaza.
(En salme af Asaf.) Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;
2 Sa Siona predivnog Bog zablista:
fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans
3 Bog naš dolazi i ne šuti. Pred njim ide oganj što proždire, oko njega silna bjesni oluja.
vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;
4 On zove nebesa odozgo i zemlju da sudi narodu svojemu:
han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
5 “Saberite mi sve pobožnike koji žrtvom Savez sa mnom sklopiše!”
"Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"
6 Nebesa objavljuju pravednost njegovu: on je Bog sudac!
Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela)
7 “Slušaj, narode moj, ja ću govoriti, o Izraele, svjedočit ću protiv tebe: ja, Bog - Bog tvoj!
Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!
8 Ne korim te zbog žrtava tvojih - paljenice su tvoje svagda preda mnom.
Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
9 Neću od doma tvog' uzet junca, ni jaraca iz tvojih torova:
jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
10 tÓa moje su sve životinje šumske, tisuće zvjeradi u gorama mojim.
thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;
11 Znam sve ptice nebeske, moje je sve što se miče u poljima.
jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.
12 Kad bih ogladnio, ne bih ti rekao, jer moja je zemlja i sve što je ispunja.
Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!
13 Zar da ja jedem meso bikova ili da pijem krv jaraca?
Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
14 Prinesi Bogu žrtvu zahvalnu, ispuni Višnjemu zavjete svoje!
Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
15 I zazovi me u dan tjeskobe: oslobodit ću te, a ti ćeš me slaviti.”
Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
16 A grešniku Bog progovara: “Što tumačiš naredbe moje, što mećeš u usta Savez moj?
Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,
17 Ti, komu stega ne prija, te riječi moje iza leđa bacaš?
når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
18 Kad tata vidiš, s njime se bratimiš i družiš se s preljubnicima.
Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,
19 Svoja si usta predao pakosti, a jezik ti plete prijevare.
slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.
20 U društvu na brata govoriš i kaljaš sina matere svoje.
Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
21 Sve si to činio, a ja da šutim? Zar misliš da sam ja tebi sličan? Pokarat ću te i stavit ću ti sve to pred oči.”
det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
22 Shvatite ovo svi vi koji Boga zaboraviste, da vas ne pograbim i nitko vas spasiti neće.
Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.
23 Pravo me štuje onaj koji prinosi žrtvu zahvalnu: i onomu koji hodi stazama pravim - njemu ću pokazati spasenje svoje.
Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
