Psalmi 39

1 Zborovođi. Jedutunu. Psalam. Davidov. Odlučio sam: “Čuvat ću put svoj da ne zgriješim jezikom; usta ću svoja zauzdati dokle god preda mnom bude bezbožnik.”

(Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

2 Zamukoh, zanijemjeh, glasa ne puštah, ali uzalud - bol mi postade gorča.

Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

3 U meni srce je gorjelo, na samu pomisao buknuo bi oganj; tad progovorih svojim jezikom:

mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

4 “Objavi mi, Jahve, moj svršetak i kolika je mjera mojih dana, da znam kako sam ništavan.

Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

5 Evo, pedljem si mi dane izmjerio, život moj je kao ništa pred tobom: tek dašak je svaki čovjek.

Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

6 Poput sjene čovjek prolazi tek dašak je sve bogatstvo njegovo: zgrće, a ne zna tko će ga pokupiti.”

Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

7 A sada, čemu da se nadam, Gospode? Sva je nada moja u tebi!

Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

8 Izbavi me svih mojih bezakonja, ne daj da ruglo budem luđaku!

Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

9 Šutim i usta ne otvaram, jer tako si ti učinio.

Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

10 Bič svoj otkloni od mene, jer izdišem pod težinom ruke tvoje.

Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

11 Ti kaznama popravljaš čovjeka i sve mu najdraže kao moljac rastačeš: tek dašak je svaki čovjek.

Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

12 Čuj, o Jahve, molitvu moju, vapaje mi poslušaj, na suze se moje ne ogluši! Jer u tebe ja sam došljak, pridošlica kao svi oci moji.

Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

13 Odvrati pogled od mene, da odahnem prije nego odem i više ne budem!

Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!