Psalmi 38

1 Psalam. Davidov. Za spomen. Jahve, u srdžbi svojoj nemoj ne karati, i nemoj me kazniti u svojemu gnjevu.

En Psalme af David; til Ihukommelse.

2 Strijele se tvoje u me zabodoše, ruka me tvoja teško pritisnu:

Herre! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme.

3 na tijelu mi ništa zdravo nema zbog gnjeva tvog, od grijeha mojih mira mi nema kostima.

Thi dine Pile ere dybt nedtrykte i mig, og din Haand har lagt sig paa mig.

4 Zloće moje glavu su mi nadišle, kao preteško breme tište me.

Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld.

5 Rane moje zaudaraju i gnjiju zbog bezumnosti moje.

Thi mine Misgerninger ere gaaede mig over Hovedet; de ere blevne mig for svare som en svar Byrde.

6 Pogurih se sav i zgrčih, povazdan lutam žalostan.

Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld.

7 Moji bokovi puni su ognjice, na tijelu mi ništa zdravo nema.

Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklæder.

8 Iscrpljen sam i satrven posve, stenjem od jecanja srca svojega.

Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød.

9 O Gospode, sve su mi želje pred tobom, i vapaji moji nisu ti skriveni.

Jeg er bleven dødkold og saare sønderknust; jeg hyler ud af mit Hjertes Uro.

10 Srce mi udara silno, snaga me ostavlja i svjetlost vida očinjeg gasi se.

Herre! al min Begæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.

11 Prijatelji i drugovi od rana mojih uzmakoše, i moji najbliži stoje daleko.

Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig.

12 Namještaju mi zamke oni koji mi život vrebaju, koji mi žele nesreću, propašću mi prijete i uvijek smišljaju prijevare.

Mine Venner og mine Frænder holde sig i Afstand fra min Plage, og mine nærmeste staa langt borte.

13 A ja sam kao gluh i ništa ne čujem i, kao nijem, usta ne otvaram.

Og de, som søge efter mit Liv, satte Snarer, og de, som søge min Ulykke, førte Fordærvelsens Tale og grunde den ganske Dag paa alle Haande Svig.

14 Postadoh k'o čovjek koji ne čuje i koji u ustima nema odgovora.

Men jeg er som en døv, der ikke hører, og som en stum, der ikke oplader sin Mund.

15 Jer u tebe se, o Jahve, uzdam, ti ćeš me uslišati, Jahve, Bože moj!

Jeg er som en Mand, der ikke hører, og som intet Gensvar har i sin Mund.

16 Rekoh: “Nek' se ne raduju nada mnom; kad mi noga posrne, nek' se ne uzdižu nada mnom!”

Thi jeg bier paa dig, Herre; du, Herre min Gud! vil bønhøre.

17 Jer umalo ne propadoh, i moja je bol svagda preda mnom.

Thi jeg sagde: De skulle ikke glæde sig over mig; da min Fod snublede, gjorde de sig store imod mig.

18 Bezakonje svoje ja priznajem i pun sam žalosti zbog grijeha svojega.

Thi jeg er nær ved at halte, og min Pine er stadig for mig.

19 A koji su bez razloga protiv mene, moćni su, i mnogi su koji me mrze nepravedno.

Thi jeg maa bekende min Misgerning, jeg sørger over min Synd.

20 Za dobro zlom mi uzvraćaju, protive mi se što tražim dobro.

Men mine Fjender leve og ere mægtige, og der er mange, som hade mig uden Skel.

21 O Jahve, ne ostavljaj me! Bože moj, ne udaljuj se od mene!

Og de, som betale ondt for godt, de staa mig imod, fordi jeg efterjager det gode.

22 Požuri se meni u pomoć, Gospode, spase moj!

Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig! Skynd dig at hjælpe mig, Herre, min Frelse!