Psalmi 2

1 Zašto se bune narodi, zašto puci ludosti snuju?

Hvorfor larmer hedningene og grunder folkene på det som fåfengt er?

2 Ustaju kraljevi zemaljski, knezovi se rotÄe protiv Jahve i Pomazanika njegova:

Jordens konger reiser sig, og fyrstene rådslår sammen mot Herren og mot hans salvede:

3 “Skršimo okove njihove i jaram njihov zbacimo!”

La oss sprenge deres bånd og kaste deres rep av oss!

4 Smije se onaj što na nebu stoluje, Gospod im se podruguje.

Han som troner i himmelen, ler, Herren spotter dem.

5 Tad im veli u svom gnjevu, žestinom ih on zbunjuje:

Så taler han til dem i sin vrede, og i sin harme forferder han dem:

6 “TÓa ja kralja svog postavih nad Sionom, svojom svetom gorom.”

Og jeg har dog innsatt min konge på Sion, mitt hellige berg!

7 Obznanjujem odluku Jahvinu: Gospodin mi reče: “Ti si sin moj, danas te rodih.

Jeg vil kunngjøre hvad fastsatt er: Herren sa til mig: Du er min sønn, jeg har født dig idag.

8 Zatraži samo, i dat ću ti puke u baštinu, i u posjed krajeve zemaljske.

Begjær av mig! Så vil jeg gi dig hedningene til arv og jordens ender til eie.

9 Vladat ćeš njima palicom gvozdenÄom i razbit ih kao sud lončarski.”

Du skal knuse dem med jernstav; som en pottemakers kar skal du sønderslå dem.

10 Opametite se sada, vi kraljevi, Urazumite se, suci zemaljski.

Og nu, I konger, gå viselig frem! La eder advare, I dommere på jorden!

11 Služite Jahvi sa strahom, s trepetom se pokorite njemu,

Tjen Herren med frykt og juble med beven!

12 da se ne razgnjevi te ne propadnete na putu, kad uskoro plane srdžba njegova. Blago svima koji se njemu utječu!

Kyss Sønnen, forat han ikke skal bli vred, og I gå til grunne på veien! For snart kunde hans vrede optendes. Salige er alle de som tar sin tilflukt til ham.