Psalmi 104
1 Blagoslivljaj Jahvu, dušo moja, Jahve, Bože moj, silno si velik! Odjeven veličanstvom i ljepotom,
Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.
2 svjetlošću ogrnut kao plaštem! Nebo si razapeo kao šator,
Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.
3 na vodama sagradio dvorove svoje. Od oblaka praviš kola svoja, na krilima vjetrova putuješ.
Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
4 Vjetrove uzimaš za glasnike, a žarki oganj za slugu svojega.
Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
5 Zemlju si stavio na stupove njene: neće se poljuljati u vijeke vjekova,
Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
6 pokrio si je vodama bezdanim k'o haljinom, iznad bregova stajahu vode;
Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.
7 na tvoju se prijetnju povukoše, od tvoje grmljavine zadrhtaše.
De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
8 Bregovi se digoše, doline spustiše na mjesto koje si im odredio.
Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
9 Odredio si granicu koju ne smiju prijeći, da opet ne pokriju zemlju.
Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
10 Izvore svraćaš u potoke što žubore među brdima.
Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
11 Oni poje sve živine poljske, divlji magarci žeđ gase u njima.
De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.
12 Uz njih se gnijezde ptice nebeske i pjevaju među granama.
Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
13 Ti natapaš bregove iz dvorova svojih, zemlja se nasićuje plodom tvojih ruku.
Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.
14 Ti daješ te niče trava za stoku i bilje na korist čovjeku da izvede kruh iz zemlje
Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
15 i vino što razvedruje srce čovječje; da uljem lice osvježi i da kruh okrijepi srce čovjeku.
Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.
16 Stabla se Jahvina napajaju hranom, cedri libanonski koje on zasadi.
Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;
17 Ondje se ptice gnijezde, u čempresu dom je rodin.
der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.
18 Visoki bregovi daju kozorogu a pećine jazavcu sklonište.
De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
19 Ti si stvorio mjesec da označuje vremena i sunce znade kada ima zaći.
Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.
20 Kad razastreš tmine i noć se spusti, tad se šuljaju u njoj životinje šumske.
Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.
21 Lavići riču za plijenom i od Boga hranu traže.
De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.
22 Kad sunce ograne, nestaju i liježu na ležaje.
Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.
23 Tad čovjek izlazi na dnevni posao i na rad do večeri.
Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
24 Kako su brojna tvoja djela, o Jahve! Sve si to mudro učinio: puna je zemlja stvorenja tvojih.
Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
25 Eno mora, velika i široka, u njemu vrve gmazovi bez broja, životinje male i velike.
Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
26 Onud prolaze nemani, Levijatan kojeg stvori da se igra u njemu.
Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
27 I sva ova bića željno čekaju da ih nahraniš na vrijeme.
De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
28 Daješ li im, tada sabiru: otvaraš li ruku, nasite se dobrima.
Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.
29 Sakriješ li lice svoje, tad se rastuže; ako dah im oduzmeš, ugibaju i opet se u prah vraćaju.
Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
30 Pošalješ li dah svoj, opet nastaju, i tako obnavljaš lice zemlje.
Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
31 Neka dovijeka traje slava Jahvina: nek' se raduje Jahve u djelima svojim!
Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!
32 On pogleda zemlju i ona se potrese, dotakne bregove, oni se zadime.
Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.
33 Pjevat ću Jahvi dokle god živim, svirat ću Bogu svome dokle god me bude.
Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
34 Bilo mu milo pjevanje moje! Ja ću se radovati u Jahvi.
Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.
35 Nek' zločinci sa zemlje nestanu i bezbožnika nek' više ne bude! Blagoslivljaj Jahvu, dušo moja! Aleluja!
Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.
