Psalmi 102
1 Molitva nevoljnika koji je klonuo pa svoju tugu izlijeva Jahve, usliši molitvu moju, i vapaj moj k tebi da dođe!
En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
2 Nemoj sakrivati lice od mene u dan moje nevolje! Prigni k meni uho svoje: kad te prizovem, brzo me usliši!
Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
3 Jer moji dani nestaju poput dima, a moje kosti gore kao oganj.
Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
4 Srce mi se suši kao pokošena trava i kruh svoj zaboravljam jesti.
Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
5 Od snažnih jecaja mojih kosti mi uz kožu prionuše.
Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
6 Sličan sam čaplji u pustinji, postah k'o ćuk na pustoj razvalini.
Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
7 Ne nalazim sna i uzdišem k'o samotan vrabac na krovu.
Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
8 Svagda me grde dušmani moji; mnome se proklinju što bjesne na me.
Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
9 Pepeo jedem poput kruha, a piće svoje miješam sa suzama
Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
10 zbog tvoje ljutine i gnjeva, jer si me digao i bacio.
Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
11 Moji su dani k'o oduljena sjena, a ja se, gle, sušim poput trave.
for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
12 A ti, o Jahve, ostaješ dovijeka i tvoje ime kroza sva koljena.
Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
13 Ustani, smiluj se Sionu: vrijeme je da mu se smiluješ - sada je čas!
Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
14 Jer milo je slugama tvojim kamenje njegovo, žale ruševine njegove.
Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
15 Tad će se pogani bojati, Jahve, imena tvojega i svi kraljevi zemlje slave tvoje
Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
16 kad Jahve opet sazda Sion, kad se pokaže u slavi svojoj,
Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
17 kad se osvrne na prošnju ubogih i ne prezre molitve njihove.
thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
18 Nek' se zapiše ovo za budući naraštaj, puk što nastane neka hvali Jahvu.
Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
19 Jer Jahve gleda sa svog uzvišenog svetišta, s nebesa na zemlju gleda
Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
20 da čuje jauke sužnjeva, da izbavi smrti predane,
Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
21 da se na Sionu navijesti ime Jahvino i njegova hvala u Jeruzalemu
for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
22 kad se narodi skupe i kraljevstva da služe Jahvi.
for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
23 Putem je istrošio sile moje, skratio mi dane.
naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
24 Rekoh: “Bože moj, nemoj me uzeti u sredini dana mojih! Kroza sva koljena traju godine tvoje.
Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
25 U početku utemelji zemlju, i nebo je djelo ruku tvojih.
Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
26 Propast će, ti ćeš ostati, sve će ostarjeti kao odjeća. Mijenjaš ih poput haljine i nestaju:
Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
27 ti si uvijek isti - godinama tvojim nema kraja.
De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
28 Djeca će tvojih slugu živjeti u miru i potomstvo će njihovo trajati pred tobom.
Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
