Mudre Izreke 5
1 Sine moj, čuj moju mudrost, prigni uho mojoj razboritosti
Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
2 da sačuvaš oprez, da ti usne zadrže znanje.
at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
3 Jer s usana žene preljubnice kaplje med i nepce joj je glađe od ulja,
Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
4 ali je ona naposljetku gorka kao pelin, oštra kao dvosjekli mač.
Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. (Sheol h7585)
6 Ona ne pazi na put života, ne mari što su joj staze kolebljive.
For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
7 Zato me sada poslušaj, sine, i ne odstupaj od riječi mojih usta.
Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
8 Neka je put tvoj daleko od nje i ne približuj se vratima njezine kuće,
Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
9 da drugima ne bi dao svoju slavu i okrutnima svoje godine;
at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
10 da se ne bi tuđinci nasitili tvoga dobra i da tvoja zaslužba ne ode u tuđu kuću;
at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
11 da ne ridaš na koncu kad ti nestane tijela i puti
saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
12 i da ne kažeš: “Oh, kako sam mrzio pouku i kako mi je srce preziralo ukor!
og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
13 I ne slušah glasa svojih učitelja, niti priklonih uho onima što me poučavahu.
saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
14 I umalo ne zapadoh u svako zlo, usred zbora i zajednice!”
Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
15 Pij vodu iz svoje nakapnice i onu što teče iz tvoga studenca.
Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
16 Moraju li se tvoji izvori razlijevati i tvoji potoci teći ulicama?
Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
17 Nego neka oni budu samo tvoji, a ne i tuđinaca koji su uza te.
Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
18 Neka je blagoslovljen izvor tvoj i raduj se sa ženom svoje mladosti:
Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 neka ti je kao mila košuta i ljupka gazela, neka te grudi njene opajaju u svako doba, njezina ljubav zatravljuje bez prestanka!
en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
20 TÓa zašto bi se, sine moj, zanosio preljubnicom i grlio tuđinki njedra?
Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
21 Jer pred Jahvinim su očima čovjekovi putovi i on motri sve njegove staze.
Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
22 Opakoga će uhvatiti njegova zloća i sapet će ga užad njegovih grijeha.
Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
23 Umrijet će jer nema pouke, propast će zbog svoje goleme gluposti.
Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
