Mudre Izreke 26

1 Kao snijeg ljeti ili kiša o žetvi, tako pristaju počasti bezumnomu.

Som Sne om Somren og Regn om Høsten saa lidt hører Ære sig til for en Taabe.

2 Kao vrabac kad prhne i lastavica kad odleti, tako se i bezrazložna kletva ne ispunja.

Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saa rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

3 Bič konju, uzda magarcu, a šiba leđima bezumnika.

Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Taabers Ryg.

4 Ne odgovaraj bezumniku po njegovoj ludosti, da mu i sam ne postaneš jednak.

Svar ej Taaben efter hans Daarskab, at ikke du selv skal blive som han.

5 Odgovori bezumniku po ludosti njegovoj, da se ne bi učinio sam sebi mudar.

Svar Taaben efter hans Daarskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

6 Odsijeca noge sebi i gorčinu pije tko po bezumnom poruke šalje.

Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Taabe.

7 Klecava bedra u hromoga - mudra je izreka u ustima bezumničkim.

Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Taabers Mund.

8 Kamen za praćku vezuje tko bezumnom iskazuje čast.

Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Taabe.

9 Trnovita grana u ruci pijanice: mudra izreka u ustima bezumnika.

Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Taabers Mund.

10 Strijelac koji ranjava sve prolaznike: takav je onaj tko unajmljuje bezumnika.

Som en Skytte, der saarer enhver, som kommer, er den, der lejer en Taabe og en drukken.

11 Bezumnik se vraća svojoj ludosti kao što se pas vraća na svoju bljuvotinu.

Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Taabe, der gentager Daarskab.

12 Vidiš li čovjeka koji se sam sebi mudrim čini? Znaj, i od bezumnika ima više nade nego od njega!

Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Taabe er der mere Haab end for ham.

13 Lijenčina veli: “Zvijer je na putu, i lav je na ulicama.”

Den lade siger: »Et Rovdyr paa Vejen, en Løve ude paa Torvene!«

14 Kao što se vrata okreću na stožerima svojim, tako i lijenčina na postelji svojoj.

Døren drejer sig paa sit Hængsel, den lade paa sit Leje.

15 Lijenčina umače ruku u zdjelu, ali je ne može prinijeti ustima.

Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Haanden til Munden.

16 Lijenčina se čini sebi mudrijim od sedmorice koji umno odgovaraju.

Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

17 Psa za uši hvata tko se, u prolazu, umiješa u raspru koja ga se ne tiče.

Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

18 Kao bjesomučnik koji baca zublje, strelice i sije smrt,

Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

19 takav je čovjek koji vara bližnjega svoga i veli: “Samo se našalih.”

er den, der sviger sin Næste og siger: »Jeg spøger jo kun.«

20 Kad nestane drva, oganj se gasi, i kad više nema klevetnika, prestaje svađa.

Er der intet Brænde, gaar Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

21 Ugljen je za žeravnicu i drvo za oganj, a svadljivac da raspaljuje svađu.

Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

22 Klevetnikove su riječi kao slastice: spuštaju se u dno utrobe.

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

23 Srebrna gleđa preko zemljana suđa: laskave usne i opako srce.

Som Sølvovertræk paa et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

24 Mrzitelj hini usnama svojim, a u sebi nosi prijevaru;

Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

25 ne vjeruj mu kad ljupkim glasom govori, jer u srcu mu je sedam grdila;

gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

26 ako himbom skriva mržnju, njegova će se opačina otkriti na zboru.

Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

27 Tko jamu kopa, sam u nju pada, i tko kamen valja, na njega se prevaljuje.

I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

28 Lažljiv jezik mrzi svoje žrtve, laskava usta propast spremaju.

Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.