Tužaljke 5
1 Spomeni se, Jahve, što nas je snašlo, pogledaj, vidi sramotu našu!
Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
2 Baština naša pade u ruke strancima, domovi naši pripadoše tuđincima.
Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
3 Siročad smo: oca nemamo, majke su nam kao udovice.
Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
4 Vodu što pijemo plaćamo novcem, i za drvo valja nam platiti.
Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
5 Jaram nam je o vratu, gone nas, iscrpljeni smo, ne daju nam predahnuti.
Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
6 Pružamo ruke k Egiptu i Asiriji da se kruha nasitimo.
Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
7 Oci naši zgriješiše i više ih nema, a mi nosimo krivice njihove.
Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
8 Robovi nama zapovijedaju, a nitko da nas izbavi iz ruku njihovih.
Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
9 Kruh svoj donosimo izlažući život maču u pustinji.
Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
10 Koža nam gori kao peć užarena, ognjicom od plamena gladi.
Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
11 Oskvrnuli su žene na Sionu i djevice u gradovima judejskim.
De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
12 Svojim su rukama vješali knezove, ni lica staračka nisu poštivali.
Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
13 Mladići su nosili žrvnjeve, djeca padala pod bremenom drva.
Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
14 Starci su ostavili vrata, mladići više ne sviraju na lirama.
De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
15 Radosti nesta iz naših srdaca, naš ples se pretvori u tugovanje.
Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
16 Pao je vijenac s naše glave, jao nama što zgriješismo!
Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
17 Evo zašto nam srce boluje, evo zašto nam oči se zastiru:
Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
18 zato što Gora sionska opustje i po njoj se šuljaju šakali.
For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
19 Ali ti, Jahve, ostaješ zauvijek, tvoj je prijesto od koljena do koljena.
Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
20 Zašto da nas zaboraviš zauvijek, da nas ostaviš za mnoge dane?
Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
21 Vrati nas k sebi, Jahve, obratit ćemo se, obnovi dane naše kao što nekoć bijahu.
Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
22 Il' nas hoćeš sasvim zabaciti i na nas se beskrajno srditi?
Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?
