Tužaljke 3
1 Ja sam čovjek što upozna bijedu pod šibom gnjeva njegova.
Eg er mannen som naudi såg under hans vreide-ris.
2 Mene je odveo i natjerao da hodam u tmini i bez svjetlosti.
Meg hev han ført og late ferdast i myrker og ikkje i ljos.
3 I upravo mene bije i udara bez prestanka njegova ruka.
Berre mot meg vender han si hand upp att og upp att heile dagen.
4 Iscijedio je moje meso, kožu moju, polomio kosti moje.
Han hev late meg eldast i hold og hud, han hev krasa mine bein.
5 Načinio mi jaram, glavu obrubio tegobama.
Han bygde att for meg og ringa meg inn med beiska og møda.
6 Pustio me da živim u tminama kao mrtvaci vječiti.
I myrkret hev han set meg, lik deim som longe er daude.
7 Zazidao me, i ja ne mogu izaći, otežao je moje okove.
Han mura att for meg, so eg kjem meg ikkje ut; tunge gjorde han mine lekkjor.
8 Kada sam vikao i zapomagao, molitvu je moju odbijao.
Endå eg kallar og ropar, let han att for mi bøn.
9 Zazidao mi ceste tesanim kamenom, zakrčio je putove moje.
Han mura fyre mine vegar med tilhoggen stein, gjorde det uført på min stig.
10 Meni on bijaše medvjed koji vreba, lav u zasjedi.
Ein lurande bjørn var han mot meg, ei løva i løyne.
11 U bespuća me vodio, razdirao, ostavljao me da umirem.
Til villstig gjorde han min veg; han reiv meg sund og lagde meg i øyde.
12 Napinjao je luk svoj i gađao me kao metu za svoje strelice.
Han spente sin boge og sette meg til skotmål for si pil.
13 U slabine mi sasuo strelice, sinove svoga tobolca.
Han let renna inni mine nyro pilehus-sønerne sine.
14 Postao sam smiješan svome narodu, rugalica svakidašnja.
Eg vart til lått for alt mitt folk, deira nidvisa heile dagen.
15 Gorčinom me hranio, pelinom me napajao.
Han metta meg med beiske urter, han gav meg malurt å drikka.
16 Puštao me da zube kršim kamen grizući, zakapao me u pepeo.
Han let meg knasa mine tenner på småstein, han grov meg ned i oska.
17 Duši je mojoj oduzet mir i više ne znam što je sreća!
Og du støytte burt frå fred mi sjæl; eg gløymde kor det var å hava det godt.
18 Rekoh: Dotrajao je život moj i nada koja mi od Jahve dolazi.
Og eg sagde: «Det er ute med mi kraft og med mi von til Herren.»
19 Spomeni se bijede moje i stradanja, pelina i otrova!
Kom i hug mi naud og mi utlægd - malurt og beiska.
20 Bez prestanka na to misli i sahne duša u meni.
Ho minnest det, sjæli mi, og er nedbøygd i meg.
21 To nosim u srcu i gojim nadu u sebi.
Dette vil eg leggja meg på hjarta, og difor vil eg vona:
22 Dobrota Jahvina nije nestala, milosrđe njegovo nije presušilo.
Herrens nåde det er, at det ikkje er ute med oss, for hans miskunn er enn ikkje all.
23 Oni se obnavljaju svako jutro: tvoja je vjernost velika!
Kvar morgon er ho ny, å, stor er din truskap.
24 “Jahve je dio moj”, veli mi duša, “i zato se u nj pouzdajem.”
Min lut er Herren, segjer mi sjæl; difor vonar vil eg vona på honom.
25 Dobar je Jahve onom koji se u nj pouzdaje, duši koja ga traži.
Herren er god med deim som ventar på honom, med den sjæl som søkjer honom.
26 Dobro je u miru čekati spasenje Jahvino!
Det er godt å vera still for Herren og venta på hans frelsa.
27 Dobro je čovjeku da nosi jaram za svoje mladosti.
Det er godt for mannen at han ber ok i sin ungdom,
28 Neka sjedi u samoći i šuti, jer mu On to nametnu;
at han sit einsleg og tegjande, når han legg det på,
29 neka usne priljubi uz prašinu, možda još ima nade!
at han luter seg med munnen mot moldi - kann henda det enn er von -
30 Neka pruži obraz onome koji ga bije, neka se zasiti porugom.
at han held fram si kinn til slag, let seg metta med svivyrda.
31 Jer Gospod ne odbacuje nikoga zauvijek:
For Herren støyter ikkje æveleg burt.
32 jer ako i rastuži, on se smiluje po svojoj velikoj ljubavi.
For um han legg på sorg, so miskunnar han endå etter sin store nåde.
33 Jer samo nerado on ponižava i rascvili sinove čovjeka.
For det er ikkje av hjarta han legg møda og sorg på mannsborni.
34 Kad se gaze nogama svi zemaljski sužnjevi,
At dei krasar under fot alle fangar i landet,
35 kad se izvrće pravica čovjeku pred licem Svevišnjeg,
at dei rengjer retten for mannen framfor åsyni til den Høgste,
36 kad se krivica nanosi čovjeku u parnici, zar Gospod ne vidi?
at ein gjer urett mot ein mann i hans sak - ser ikkje Herren slikt?
37 Tko je rekao nešto i zbilo se? Nije li Gospod to zapovjedio?
Kven tala, og det vart, um Herren ikkje baud?
38 Ne dolazi li iz usta Svevišnjega i dobro i zlo?
Kjem ikkje frå munnen til den Høgste både vondt og godt?
39 Na što se tuže živi ljudi? Svatko na svoj grijeh.
Kvi skal eit livande menneskje klaga? Kvar syrgje yver si synd!
40 Ispitajmo, pretražimo pute svoje i vratimo se Jahvi.
Lat oss ransaka våre vegar og røyna deim og venda oss til Herren!
41 Dignimo svoje srce i ruke svoje k Bogu koji je na nebesima.
Lat oss lyfta våre hjarto likeins som våre hender til Gud i himmelen!
42 Da, mi smo se odmetali, bili nepokorni, a ti, ti nisi praštao!
Me hev synda og vore ulyduge, du hev ikkje tilgjeve.
43 Obastrt gnjevom svojim, gonio si nas, ubijao i nisi štedio.
Du sveipte deg i vreide og elte oss, du slo i hel utan nåde.
44 Oblakom si se obastro da molitva ne prodre do tebe.
I skyer sveipte du deg, so ingi bøn rakk fram.
45 Načinio si od nas smeće i odmet među narodima.
Til skarn og styggje hev du gjort oss midt imillom folki.
46 Razjapili usta na nas svi neprijatelji naši.
Dei spila upp sitt gap imot oss, alle våre fiendar.
47 Užas i jama bila nam sudbina, propast i zator!
Gruv og grav det vart vår lut, øyding og tjon.
48 Potoci suza teku iz očiju mojih zbog propasti Kćeri naroda mojega.
Tårebekkjer strøymer or mitt auga for tjonet på mitt folks dotter.
49 Moje oči liju suze bez prestanka, jer prestanka nema
Mitt auga sirenn, roar seg ikkje,
50 dok ne pogleda i ne vidi Jahve s nebesa.
fyrr Herrens skodar etter og ser frå himmelen.
51 Moje mi oko bol zadaje zbog kćeri svih mojega grada.
Mitt auga gjer meg hjarte-ilt for kvar ei av døtterne i min by.
52 Uporno me k'o pticu progone svi što me mrze, a bez razloga.
Dei jaga og elte meg som ein fugl, dei som var mine fiendar utan orsak.
53 U jamu baciše moj život i zatrpaše je kamenjem.
Dei vilde taka livet av meg nede i brunnen, dei kasta stein på meg.
54 Voda mi dođe preko glave, rekoh sam sebi: “Pogiboh!”
Vatnet flødde yver mitt hovud, eg sagde: «Det er ute med meg.»
55 I tada zazvah ime tvoje, Jahve, iz najdublje jame.
Eg påkalla ditt namn, Herre, utor den djupe hola.
56 Ti oču moj glas: “Ne začepljuj uši svoje na vapaje moje.”
Mi røyst høyrde du; haldt deg ikkje for øyro når eg ropar um lindring.
57 Bliz meni bijaše u dan vapaja mog, govoraše: “Ne boj se!”
Du var nær den dagen eg kalla på deg; du sagde: «Ikkje ottast!»
58 Ti si, Gospode, izborio pravdu za dušu moju, ti si život moj izbavio.
Du, Herre, hev ført saki for mi sjæl, du hev løyst ut mitt liv.
59 Ti, Jahve, vidje kako me tlače, dosudi mi pravdu.
Du, Herre, hev set kva urett eg leid; å, døm i mi sak!
60 Ti vidje svu osvetu njinu, sve podvale protiv mene.
Du hev set all deira hemnhug, alle deira løynderåder mot meg.
61 Čuo si, Jahve, podrugivanje njihovo, sve podvale protiv mene.
Du hev høyrt deira svivyrdingar, alle deira løynderåder mot meg,
62 Usne protivnika mojih i misli njine protiv mene su cio dan.
det mine motstandarar sagde og tenkte imot meg dagen lang.
63 Kad sjede, kad ustaju, pogledaj samo: ja sam im pjesma-rugalica.
Ansa på deim, når dei sit og når dei stend! um meg gjer dei nidvisor.
64 Vrati im, Jahve, milo za drago, po djelu ruku njihovih.
Du, Herre, vil gjeva deim av same slag som deira hender hev gjort.
65 Učini da srca im otvrdnu, udari ih prokletstvom svojim.
Du vil leggja eit sveip yver deira hjarta, du vil bannstøyta deim.
66 Goni ih gnjevno i sve ih istrijebi pod nebesima svojim, Jahve!
Du vil elta deim i vreide, og tyna deim so dei ikkje bid meir under Herrens himmel.
