Tužaljke 3
1 Ja sam čovjek što upozna bijedu pod šibom gnjeva njegova.
Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
2 Mene je odveo i natjerao da hodam u tmini i bez svjetlosti.
Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
3 I upravo mene bije i udara bez prestanka njegova ruka.
Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
4 Iscijedio je moje meso, kožu moju, polomio kosti moje.
Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
5 Načinio mi jaram, glavu obrubio tegobama.
Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
6 Pustio me da živim u tminama kao mrtvaci vječiti.
Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
7 Zazidao me, i ja ne mogu izaći, otežao je moje okove.
Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
8 Kada sam vikao i zapomagao, molitvu je moju odbijao.
Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
9 Zazidao mi ceste tesanim kamenom, zakrčio je putove moje.
Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
10 Meni on bijaše medvjed koji vreba, lav u zasjedi.
Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
11 U bespuća me vodio, razdirao, ostavljao me da umirem.
Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
12 Napinjao je luk svoj i gađao me kao metu za svoje strelice.
Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
13 U slabine mi sasuo strelice, sinove svoga tobolca.
Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
14 Postao sam smiješan svome narodu, rugalica svakidašnja.
Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
15 Gorčinom me hranio, pelinom me napajao.
Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
16 Puštao me da zube kršim kamen grizući, zakapao me u pepeo.
og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
17 Duši je mojoj oduzet mir i više ne znam što je sreća!
Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
18 Rekoh: Dotrajao je život moj i nada koja mi od Jahve dolazi.
Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
19 Spomeni se bijede moje i stradanja, pelina i otrova!
Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
20 Bez prestanka na to misli i sahne duša u meni.
Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
21 To nosim u srcu i gojim nadu u sebi.
Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
22 Dobrota Jahvina nije nestala, milosrđe njegovo nije presušilo.
Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
23 Oni se obnavljaju svako jutro: tvoja je vjernost velika!
Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
24 “Jahve je dio moj”, veli mi duša, “i zato se u nj pouzdajem.”
Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
25 Dobar je Jahve onom koji se u nj pouzdaje, duši koja ga traži.
Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
26 Dobro je u miru čekati spasenje Jahvino!
Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
27 Dobro je čovjeku da nosi jaram za svoje mladosti.
Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 Neka sjedi u samoći i šuti, jer mu On to nametnu;
Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
29 neka usne priljubi uz prašinu, možda još ima nade!
Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
30 Neka pruži obraz onome koji ga bije, neka se zasiti porugom.
Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
31 Jer Gospod ne odbacuje nikoga zauvijek:
Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
32 jer ako i rastuži, on se smiluje po svojoj velikoj ljubavi.
Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
33 Jer samo nerado on ponižava i rascvili sinove čovjeka.
Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
34 Kad se gaze nogama svi zemaljski sužnjevi,
For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
35 kad se izvrće pravica čovjeku pred licem Svevišnjeg,
for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
36 kad se krivica nanosi čovjeku u parnici, zar Gospod ne vidi?
for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
37 Tko je rekao nešto i zbilo se? Nije li Gospod to zapovjedio?
Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
38 Ne dolazi li iz usta Svevišnjega i dobro i zlo?
Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
39 Na što se tuže živi ljudi? Svatko na svoj grijeh.
Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
40 Ispitajmo, pretražimo pute svoje i vratimo se Jahvi.
Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
41 Dignimo svoje srce i ruke svoje k Bogu koji je na nebesima.
Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
42 Da, mi smo se odmetali, bili nepokorni, a ti, ti nisi praštao!
Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
43 Obastrt gnjevom svojim, gonio si nas, ubijao i nisi štedio.
Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
44 Oblakom si se obastro da molitva ne prodre do tebe.
Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
45 Načinio si od nas smeće i odmet među narodima.
Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
46 Razjapili usta na nas svi neprijatelji naši.
Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
47 Užas i jama bila nam sudbina, propast i zator!
Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
48 Potoci suza teku iz očiju mojih zbog propasti Kćeri naroda mojega.
Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
49 Moje oči liju suze bez prestanka, jer prestanka nema
Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
50 dok ne pogleda i ne vidi Jahve s nebesa.
indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
51 Moje mi oko bol zadaje zbog kćeri svih mojega grada.
Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
52 Uporno me k'o pticu progone svi što me mrze, a bez razloga.
Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
53 U jamu baciše moj život i zatrpaše je kamenjem.
De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
54 Voda mi dođe preko glave, rekoh sam sebi: “Pogiboh!”
Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
55 I tada zazvah ime tvoje, Jahve, iz najdublje jame.
Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
56 Ti oču moj glas: “Ne začepljuj uši svoje na vapaje moje.”
Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
57 Bliz meni bijaše u dan vapaja mog, govoraše: “Ne boj se!”
Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
58 Ti si, Gospode, izborio pravdu za dušu moju, ti si život moj izbavio.
Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
59 Ti, Jahve, vidje kako me tlače, dosudi mi pravdu.
Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
60 Ti vidje svu osvetu njinu, sve podvale protiv mene.
Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
61 Čuo si, Jahve, podrugivanje njihovo, sve podvale protiv mene.
Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
62 Usne protivnika mojih i misli njine protiv mene su cio dan.
mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
63 Kad sjede, kad ustaju, pogledaj samo: ja sam im pjesma-rugalica.
Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
64 Vrati im, Jahve, milo za drago, po djelu ruku njihovih.
Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
65 Učini da srca im otvrdnu, udari ih prokletstvom svojim.
Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
66 Goni ih gnjevno i sve ih istrijebi pod nebesima svojim, Jahve!
Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
